Efter fire ugers rejse rundt i Azerbaijan, Georgien, Armenien og ikke mindst Tyrkiet er vi nu vendt hjem til en hverdag med skole igen.
Søndag for fire uger siden var situationen dog en helt anden. For her befandt vi os stadig i bjergene i Georgien, hvor der stort set hver morgen blev hilst på heste og køer udenfor vores hytte.
Og det gjorde der da også denne morgen, hvor vi efterfulgt af en gang kopnudler og yoghurt gjorde os klar til at tage mod Juta – der med sine 2200 meter er en af de højest beliggende byer i Kaukasus.
Turen dertil var kun på godt 20 kilometer. Men efter et kort stykke på asfalt, ændrede vejen sig til grusvej med kæmpe huller, så vi maksimalt kunne køre med 10 km/t. Og det sidste stykke gik endda opad i bjergene, hvor man skulle være påpasselig med modkørende og stykker af vejen, der var skredet ned.
Så det tog derfor 40 minutter, inden vi var fremme og kunne parkere bilen – hvorefter vi fortsatte til fods på vores vandretur mod en bjergsø.
Den første del af turen gik ret stejlt opad, men efterhånden fladede det ud – og turen blev derfor ikke nær så hård som dagen før. På et tidspunkt måtte vi dog have skoene af for at kunne krydse et iskoldt vandløb.
Oppe ved bjergsøen kunne vi så slappe lidt af og nyde udsigten, inden vi igen bevægede os nedad ad en anden vej til parkeringspladsen – og derfra videre ad de hullede veje til vores egen by.
Her fik vi handlet lidt. Vi gad til gengæld ikke på restaurant. Så i stedet tog vi tilbage til hytten, hvor vi kunne den sidste sol – inden aftensmaden igen bestod af nudler.
Dagen efter skulle vi så videre til hovedstaden i Tbilisi. Så efter at have spist morgenmad, pakket og ikke mindst sagt farvel til heste og køer startede vi den godt 150 kilometer lange tur sydpå.
Heldigvis var der ikke så meget trafik som på turen dertil – bortset fra i selve Tbilisi. Så med et enkelt stop undervejs ved en kirke, nåede vi frem til vores hotel. Her fik vi to værelser ved siden af hinanden – hvor mor og far blev opgraderet til et større værelse, hvilket Vilde og jeg blev en smule misundelige på.
Efter vi havde spist burgere på hotellets restaurant, kunne Vilde og jeg slappe lidt af – mens mor og far tog af sted for at handle. Senere var Vilde, mor og far ved poolen – mens jeg hellere ville være på værelset.
Næste dag skulle vi så ud for at kigge på byen. Her startede vi med en durum på et lokalt durum-sted, inden vi tog kabelbanen op til en borg med en flot udsigt.
Bagefter gik vi ned i den gamle bydel, hvor vi fik noget at drikke – hvilket var ret tiltrængt i de 36 graders varme (med kun lidt vind). Her var vi også forbi vores biludlejningsbureau for at hente nogle dokumenter, der senere skulle bruges ved krydsning af grænsen til Armenien.
Efter vi havde gået rundt og kigget lidt på souvenir i byen – og fået lidt mere at drikke, spiste vi aftensmad på restaurant, som mor havde fundet i vores guidebog. Her fik vi en række lækre, lokale retter. Og så var det ellers tilbage til vores hotel for at slappe lidt af, inden det var sovetid.
Næste morgen startede med morgenmad på hotellet – som mor og far havde fået som kompensation for en dårlig aircon. Og det var et godt bytte for Vilde og mig. For morgenmaden var rigtig god.
Bagefter var vi i hotellets spa-afdeling, hvor der både var indendørs pool, boblebad, sauna, dampbad og koldtvandsbassin – hvilket var rigtig dejligt.
Senere på dagen gik vi så tilbage til den gamle bydel, hvor vi var på ”Museum of Illusions”, der havde en masse fotovenlige effekter – som f.eks. et rum, hvor man hang på hovedet og et andet rum, hvor man kunne se både kæmpestor og meget lille ud.
Aftensmaden blev spist på en restaurant i byen, inden vi tog metroen et enkelt stop tilbage – bare for at prøve. Og så fik vi også handlet lidt, inden det var tilbage på værelset for at slappe af, inden det var sovetid.
Om torsdagen var det så tid til at tage videre til Armenien. Så efter vi havde spist morgenmad, pakket og checket ud, startede vi turen, der ifølge Google Maps skulle tage godt fire timer.
Men det viste sig at være ret besværligt at få en lejebil med fra Georgien til Armenien, så vi kom til at bruge halvanden time ved grænsen, inden vi endelig kunne køre videre.
Derfor varede det også noget længere tid, inden vi endelig var fremme ved vores hotel i Dilijan – hvor vi alle fire skulle bo i en suite med en meget dårlig sovesofa i stuen.
Her sluttede dagen af med iPad og Tour de France i tv, inden vi spiste aftensmad på hotellet – og derefter slappede lidt af, inden vi skulle sove.
Næste morgen regnede det – for første gang på ferien. Så efter morgenmaden slappede vi lidt af på værelset. Og da vejret så senere klarede op, gik vi halvanden kilometer nedad til centrum af byen.
Her fik vi en milkshake på en café – mens det igen begyndte at regne. Og da det så klarede op igen, fandt vi byens turistinformation og spiste tidlig aftensmad på en restaurant.
Imens begyndte det så endnu engang at regne. Så vi blev ret våde på vej til supermarkedet. Men heldigvis var det så stoppet igen, da vi var færdige her. Så det blev en tur i tørvejr opad til vores hotel igen.
Her satte vi os til at se programmet ”Nul Stjerner” om Georgien – efterfulgt af et par afsnit mere, inden det var sovetid.
Næste dag var vejret heldigvis bedre, så vi kunne tage på en vandretur lidt udenfor byen. Turen startede med en ret stejl tur opad igennem en skov til en kirkeruin. Og herfra gik den videre over et vandløb og til en nye ruin – inden der var et lille stykke tilbage til vores parkerede bil.
Da det kun havde været en ret kort tur, var der også tid til at besøge byens lokale park, inden vi kørte tilbage til vores hotel igen.
Her satte vi os til at spille kort udenfor i hotellets restaurant. Vi havde dog kun nået et enkelt spil, inden en tjener sagde til os, at vi ikke måtte spille kort der – fordi det var en restaurant. Så i stedet måtte vi tilbringe resten af eftermiddagen på værelset.
Aftensmaden blev spist tidligt på hotellet, så vi kunne nå at se Tour de France enkeltstart – efterfulgt at endnu et par afsnit af ”Nul Stjerner” og læsning, inden det var sovetid.
Efter vi havde spist morgenmad næste dag, kørte vi til en sø, hvor rigtig mange lokale tog på søndagstur. Vi skulle dog på vandretur – og var derfor kort tid efter helt alene i området.
Turen gik opad igennem en ret kedelig skov med mange myg, inden vi kom op på en åben græseng, hvor der var meget flottere udsigt. Her gik vi lidt rundt, inden vi gik nedad igen – ad en lidt mere spændende rute.
Tilbage ved søen spiste vi tidlig aftensmad på en restaurant, inden vi kørte tilbage mod hotellet – med et supermarkedstop på vejen. Og så blev resten af dagen brugt på at spille computer og se sidste etape af Tour de France – som Jonas Vingegaard jo vandt samlet.
Denne etape sluttede først sent. Og med yderligere to timers tidsforskel så kom vi ret sent i seng den aften.
Alligevel vågnede jeg meget tidlig næste morgen. For nu skinnede solen direkte ind igennem vinduerne, der ingen gardiner havde.
Men i det mindste var det blevet tid til at tage videre. Så efter at have spist morgenmad, pakket og checket ud kørte vi mod hovedstaden Jerevan – der heldigvis kun var en tur på under to timer.
Her fik vi afleveret vores lejebil og gik det sidste stykket til hotellet, hvor vi checkede ind. Også her fik vi to værelser – med en gang imellem, så vi havde det for is selv.
Bagefter gik vi ud i byen, hvor vi først spiste en kæmpe is på en iscafé og derefter gik lidt rundt. Vi kiggede også lidt butikker og fik mad og drikke på en bar, inden vi gik hjem for at slappe af – og sove kort tid efter.
Næste dag skulle vi så kigge lidt mere på Jerevan. Her startede vi på et kæmpe souvenirmarked, inden vi gik videre for at spise frokost i en gårdhave – der også lå inde bag en souvenirbutik.
Senere gik vi videre til Jerevans største turistattraktion – der var nogle lange trapper med platforme fyldt med kunst.
Heldigvis kunne man tage rulletrapper hele vejen til toppen, hvorfra der var en flot udsigt ud over byen. Til gengæld gik vi så ned af trapperne igen.
Endnu engang var det meget varmt. Så det var dejligt efterfølgende at få en milkshake på en café, inden vi gik en lang tur igennem byen – hvor vi blandt andet gik lidt rundt i et område med gamle huse.
Bagefter var vi på ølbar, hvor mor og far fik smagsprøver af en masse øl. Her spiste vi også aftensmad, inden vi tog tilbage til hotellet for at slappe af og sove.
Efter morgenmaden næste dag var vi tilbage på souvenirmarkedet for at købe et par ting. Og bagefter gik vi så til et madmarked, der lå lidt fra centrum. Det var dog ikke så interessant. Så efter kort tid bevægede vi os tilbage til den mere interessante del af byen.
Her spiste vi frokost på en restaurant. Og bagefter lokkede vi mor og far tilbage til ølbaren fra dagen før. For udover øl kunne man også få nogle lækre shakes. Da de var drukket, handlede vi lidt i et underjordisk supermarked, inden vi gik tilbage til baren i gågaden fra den første dag – hvor man kunne få et kæmpe fad med vandmelon.
Den sidste del af eftermiddagen blev brugt på hotellet. Om aftenen spiste vi på en italiensk restaurant lige ved siden af – hvor vi fik noget ret dårligt mad. Og så var det tilbage for at pakke, inden vi skulle sove.
For torsdag morgen skulle vi videre til Tyrkiet. Og her skulle vi op allerede klokken halv fem om morgenen.
45 minutter senere sad vi så i en minibus, der kørte os til lufthavnen – hvor vi hurtigt kom igennem check ind, paskontrol og sikkerhedskontrol. Så vi havde masser af tid til en spise en overraskende god sandwich til morgenmad, inden vi gik ombord i flyet – og lettede et kvarter før tid.
Flyveturen gik også nemt. Og efter godt to timer landede vi i Antalya – hvor vi hurtigt kom igennem paskontrollen og fik vores bagage.
Så vi var ret lettede over, at alt var gået så nemt – til forskel fra vores tidligere flyvetur til Baku. For i Tyrkiet skulle vi bo på all inclusive hotel – noget som specielt Vilde og jeg havde glædet os meget til.
I lufthavnen blev vi hentet af hotellets minibus – hvor der også var minibar med sodavand, så vi kunne tage forskud på all-inclusive. Og efter en kort tur var vi fremme ved hotellet, hvor vi blev budt på frugt og drink, mens vi checkede ind.
Selvom klokken kun var 10, havde de allerede vores værelser klar – så vi faktisk fik næsten en hel dag mere til at nyde opholdet i.
Her i Tyrkiet boede vi i en lejlighed med en stue, to soveværelser, to badeværelser og ikke mindst direkte adgang til en stor pool – som vi meget hurtige var i.
Senere spiste vi frokost på hotellets restaurant, inden vi gik lidt rundt for at kigge på det store hotelområde. Og så var det ellers på med badetøjet igen og i minivandland, inden vi gik tilbage til værelset – med en stor (og gratis) Magnum-is.
Aftensmaden blev igen spist på hovedrestauranten. Og så var det ellers tilbage på værelset for at sove – efter en meget lang dag.
Næste morgen startede så den første af en række afslappende dage – hvor vi startede med at spise morgenmad. Bagefter var vi i poolen ved vores værelse, inden vi spiste frokost.
Og om eftermiddagen var vi så ved en anden pool, der kun var forbeholdt vores hotels gæster. Her fik vi lækre jordbærdrinks, inden Vilde og jeg gik over til søsterhotellets vandland med far – hvor vi prøvede alle de sjove vandrutsjebaner.
Resten af dagen lå vi så ved vores egen rolige pool, inden vi gik tilbage på værelset – hvor vi også nåede kort i poolen der, inden vi skulle i bad og klæde om.
Efter aftensmaden var der så show på det andet hotel. Her var der først dans. Og bagefter var der tre motorcykler, der kørte rundt i en dødsdrome samtidig – hvilket var ret imponerende.
Aftenen sluttede af nede ved vandet, hvor der var mange mennesker og en god stemning. Og så var det tilbage for at sove.
Næste morgen efter morgenmaden skulle mor og far have spa og massage. Imens var Vilde og jeg i vandland og ved poolen. Eneste krav var bare, at der skulle være livredder.
Da vi mødtes igen, spiste vi frokost på en beachbar ved havet. Og så var vi ved fællespoolen resten af dagen.
Efter vi havde gjort os klar til aften, gik vi ned til stranden – hvor vi var de eneste. Og så spiste vi aftensmad – efterfulgt af endnu et danseshow.
Søndag efter morgenmaden startede vi så alle fire med at prøve vandrutsjebanerne. Og bagefter badede vi i havet, inden vi lagde os ved poolen resten af dagen – kun afbrudt af frokost.
Om eftermiddagen havde vi tid til lidt iPad, inden vi skulle gøre os klar. Og til en afveksling spiste vi frokost på en fiskerestaurant ved vandet – hvor vi fik nogle meget lækre retter.
Så vi var meget mætte, da vi gik rundt bagefter – og lidt senere gik tilbage på værelset, mens mor og far fik en enkelt drink mere, inden de også kom tilbage.
Næste morgen hyggede vi med bordtennis alle fire, inden vi gik tilbage til vores pool ved værelset. Her var vi indtil frokost, som vi spiste på beachbaren ved havet. Og så brugt vi nogle timer ved fællespoolen, inden vi skulle gøre os klar til aften.
Her startede vi med at spille et nyt kortspil kaldet Kasino på vores egen bar. Og bagefter spiste vi på en japansk restaurant, hvor vi startede med at få noget dårligt sushi. Til gengæld opførte kokken et større show med jonglering og masser af ild under madlavningen. Og faktisk var den del af maden fin.
Da vi havde spist, gik Vilde og jeg hjem, mens mor og far fik et par drinks mere. Så det blev lidt sent, inden vi kom i seng.
Tirsdag var så vores sidste hele dag på hotellet. Her prøvede Vilde, far og jeg paragliding – som mor havde givet til os. Fra en båd blev vi stille og roligt hejst op i luften i en faldskærm. Og så sad vi højt oppe og kunne nyde den flotte udsigt ud over havet og stranden.
Bagefter badede vi i havet og var en kort tur i vandland, inden vi lagde os ved fællespoolen resten af dagen – kun afbrudt af frokost på beachbaren.
Tilbage på værelset nåede vi også en tur i poolen der, inden vi skulle gøre os klar til aften – hvor vi igen spillede kort på baren og efterfølgende spiste aftensmad på restauranten. Os så sluttede vi med en drink på beachbaren efterfulgt af show, inden det var sovetid.
Onsdag i sidste uge sluttede vores ferie så – og det var tid til at rejse hjem til Danmark igen. Heldigvis skulle vi dog først flyve om aftenen. Så vi havde stadig en del tid tilbage på hotellet.
Så efter vi havde spist morgenmad og pakket, kunne vi lige nå en sidste tur i poolen, inden vi checkede ud klokken 12. Bagefter fik vi en drink i baren og spiste efterfølgende frokost, inden vi klokken 13.30 kørte mod lufthavnen.
Og så var det tilbage til virkeligheden. For lufthavnen var meget kaotisk og fyldt med turister. Men heldigvis kom vi forholdsvis hurtigt igennem check ind og kontrol. Og så var det bare at vente på, at vi kunne flyve hjemad.
Med en smule forsinkelse kom vi af sted. Og efter fire timer landede vi så i København – hvor vi ret hurtigt fik vores bagage. Derefter ventede der bare en kort taxatur til Frederiksberg.
Hjemme i lejligheden igen hyggede jeg mig på mit værelse med blandt andet at se tv. Og så var det tid til at sove i ordentlig tid.
Næste formiddag slappede jeg lidt af, inden vi tog op til mormor og morfar for at hente Charlie – som de havde passet. Det var rigtig dejligt at se ham igen. Og heldigvis havde han heller ikke glemt os – men ville meget gerne kravle ud på hånden.
Hos mormor og morfar var vi også på stranden, hvor vi badede. Efterfølgende grillede vi også, inden vi lidt sent kørte hjemad igen.
Fredag startede med, at Vilde og jeg var i Frederiksberg Centret for at købe gave til Rosa. Og senere var jeg også hjemme hos Rosa.
Om aftenen holdt far fødselsdagsfest for alle naboerne plus Stine, Klaus, Silje, Heidi og Svend. Her spiste vi og hyggede – og havde også en quiz. Så det blev meget sent, inden jeg var i seng.
Derfor sov jeg også ret længe næste dag. Og senere var Vilde og jeg så til Rosas fødselsdag i gården, hvor vi fik boller og lagkage – inden det var tid til at komme hjem og slappe lidt af.
Søndag havde far så fødselsdag – hvor han fyldte 50. Her vågnede jeg klokken 8 og begyndte at pynte op. En times tid senere blev far så vækket med flag og sang.
Efter morgenmaden, som Vilde og jeg hjalp med at lave, pakkede far gaver op – hvor jeg gav ham en dåse Tyrkisk Peber samt et glas med M& M – hvortil jeg havde skrevet et kort, hvor hver M&M havde en særlig funktion (som f.eks. at få solen til at skinne eller gøre en mindre stresset).
Desværre var vejret ikke så godt. Så vi startede med at spille lidt kort, inden vi cyklede af sted mod Kødbyen. Her spillede vi indendørs minigolf på en bar – hvorefter vi kørte tilbage til Frederiksberg for at spise på Madklubben. Og så var det ellers hjem for at sove i ordentlig tid.
For i mandags var det så tilbage til skolen igen efter ferien. Her blev jeg vækket klokken 7 – og så fik jeg ellers lidt travlt med at gøre mig klar.
I skolen startede vi med at høre lidt om det kommende skoleår. Og bagefter tog vi til Hans Tavsens Plads, inden skoledagen sluttede med asfalt-disko.
Efter jeg lige hurtigt havde været hjemme med min taske, tog jeg med en del af pigerne i Frederiksberg Centret. Og så brugte jeg resten af dagen på at slappe af.
Næste dag var det så tilbage til normalt skema igen. Og da det var lidt hårdt at starte igen, tog jeg direkte hjem efter skole.
I forgårs var jeg så med en del af pigerne på Strøget efter skole. Og om aftenen grillede mor, far og jeg i gården – mens Vilde var til aftenåben i klubben.
Og i går spiste mor, Vilde og jeg aftensmad i Haveselskabets Have ved Frederiksberg Have – mens far var til netværksmøde.
Nu er det så snart weekend – hvilket bliver meget dejligt. Specielt fordi vejret er helt fantastisk i disse dage. Det er næste som at være på ferie igen (bortset fra skolen).
