Efter præcis 9 måneder kunne jeg ikke vente længere. Nu ville jeg se verden. Så præcis på terminsdatoen 11. september 2008 satte jeg mors veer i gang.
Mor troede dog ikke rigtig på, at jeg var på vej – hun slog det hen som “plukveer”. Hun var endda lige ved at tage i svømmehallen, men “nøjedes” heldigvis med at tage i Frederiksberg Centret.
Da veerne tog til (3-5 min. interval), måtte far næsten presse hende til at ringe til jordemoderen for at få bekræftet, at det var veer – og at jeg var på vej. Så fik mor og far travlt med at få vasket det sidste af mit tøj og få pakket.
Mor havde hørt, at det skulle være godt at tage et bad, når man har veer – så det gjorde hun, mens veerne blev hyppigere og længere (45 sek. med 1-2 min. interval). Efterhånden gjorde det vist også ret ondt.
Alligevel måtte far endnu engang presse på, for at få mor til at ringe til jordemoderen. I en pause mellem to veer, nåede mor at få at vide, at de kunne komme forbi fødegangen for at få et check – bare for en sikkerheds skyld.
Heldigvis var der ikke så langt i bil, for veerne var vist ret slemme. Da far skulle hjælpe med at indstille sædet, fik han rørt ved mors mave. Det blev hun ikke glad for. Og de par fartbump, der var på vejen, var heller ikke populære.
Selvom det gjorde ondt, kom det alligevel bag på både jordemoderen og mor, at hun havde åbnet sig 9 cm. (ud af 10) – og derfor stort set var klar til at føde mig. Hun nåede da også kun et kort toiletbesøg, så kom de første presveer – og så var det afgang til fødestuen.
Mor klarede det rigtig flot, og jordemoderen var super cool, så far kunne næsten slappe af.
Vandet gik først under selve fødslen. Det var lidt grønt, hvilket var tegn på, at jeg var lidt stresset (hvem ville ikke være det, med den tur, som jeg skulle igennem).
Da mit hoved var næsten ude (og jeg var klar til at opleve verden), stoppede mors veer – og mit hjerteslag faldt lidt. Så fik mor lidt ilt, og mit hoved var fri. Far blev vist lidt nervøs, for jeg så helt livløs ud – men sådan skulle det være (det var der bare ikke nogen, som havde fortalt ham).
Så udeblev veerne igen, men efter lidt massage på mors mave, blev jeg nærmest skudt ud – sammen med en del blod. Heldigvis var jordemoderen god til at gribe.
Kl. 21.52 kom jeg officielt til verden – halvanden time efter ankomsten til hospitalet.
I løbet af et øjeblik kom jeg op til mors bryst, så jeg kunne få lidt tryghed efter den hårde tur. Efterfølgende blev mor syet (jeg havde været lidt hård ved hende).
Til sidste blev jeg målt og vejet til 52 cm. og 3.420 g. Min APGAR score blev også beregnet – og jeg fik topkarakteren 10.
Så kunne mor og far endelig give besked til venner og familie om, at verdens dejligste pige var født.