Det er rigtig sjovt. Jeg er begyndt at sige et par ord, som mor og far simpelthen ikke kan finde ud af, hvad betyder. Ordene er “bala” og “baja”. Og jeg siger dem hele tiden, så de rigtig kan spekulere over, hvad det betyder (og om det betyder det samme).
På et tidspunkt gættede far på, at det betød “blomster” – men så pegede jeg op i luften, og så blev han i tvivl. Mon de gætter det på et eller andet tidspunkt?
Jeg er også blevet 1½ år. Som tiden dog flyver af sted. Jeg vejer nu godt 10,5 kg. og er blevet målt til ca. 77 cm. Det er dog nok ikke helt præcist, for i januar var jeg 78 cm. Så mindst en af gangene er jeg nok blevet målt forkert.
Der er også kommet et par tænder mere frem. Den sidste kindtand (i venstre side i undermunden) er dukket op, og jeg har også fået den sidste hjørnetand i undermunden (i højre side) og de to hjørnetænder i overmunden. Så det kan godt være, at de har ladet vente på sig – men nu går det efterhånden stærkt.
Så er foråret også endelig på vej. Mange gange får jeg lov til at gå rundt selv i Landbrughøjskolens Have, når jeg er på vej hjem fra vuggestue. Det er rigtig skægt at kigge på ænderne (som stadig sig “vov, vov”). Og så får jeg også øvet mig i at holde balancen, når jeg skal op og ned af de små trin, der er rundt omkring i parken.
Jeg er også blevet passet et par gange af mormor og morfar. Første gang var forrig torsdag, hvor mor var på arbejde og far var til et møde med nogle, som arbejder med det samme som ham. Næste gang var sidste mandag, hvor mor og far var til koncert med en, som hedder Mika. Begge gange sov jeg hos mormor og morfar.
Forrig lørdag holdt farmor fødselsdag. Hun har fødselsdag samme dag, som jeg har halvt års fødselsdag. Lis og Tage var der også, så jeg skruede rigtig charmen på.
I det hele taget har jeg været sød og i godt humør her på det sidste. Jeg griner rigtig meget – og det smitter vist til mor og far. Jeg er også blevet ret god til at lege selv – hvilket vist passer mor og far meget godt.
