Pyh, sikke et par begivenhedsrige uger.
Det startede med en del knubs i forrige uge. Først faldt jeg på hovedet, da jeg var ude at gå tur med mor. De efterfølgende to dage faldt jeg så ned fra en skammel hjemme og en højstol nede i vuggestuen. Så jeg havde efterhånden en del blå mærker.
Det hele kulminerede så forrig torsdag i sandkassen i vuggestuen. Jeg ved ikke helt, hvad der skete – men pludselig kradsede en af de andre børn mig voldsomt i hovedet flere gange. Så jeg fik nogle ret dyre skrammer. Heldigvis var det sidst på eftermiddagen, så far kom for at hente mig kort tid efter. Det var godt nok ikke rart.
Men rent faktisk var det nok værre for far og mor. Jeg glemte dem hurtigt, men de blev vist kede af det på mine vegne. Jeg så også ret slemt tilredt ud, så de var lidt bange for, at det skulle give ar. Heldigvis ser sårene ret pæne ud her godt ti dage efter, så mon ikke det ordner sig.
Samme dag som jeg var blevet revet (forrig torsdag) kom mormor og morfar for at passe mig, for mor var på arbejde og far skulle til møde i vuggestuen. Fra juni måned er der en del af børnene fra min stue, som skal starte i børnehave. Derfor skal jeg og tre andre gå på stue med nogle andre børn. Det betyder desværre også, at mine pædagoger Marlene og Amalie ikke skal med – heldigvis følger Anna med. Men det bliver lidt spændende, hvordan det kommer til at gå.
Så har vi også kigget på små, nyfødte babyer. Først var vi på besøg hos Hvidovre Hospital om fredagen for at hilse på Lasse, som Helen og Jens havde født onsdag. Og søndag var vi så hos Lasse, Lea og Malthe for at sige hej til den lille Ella. Hold op hvor er sådanne babyer små – tænk at jeg selv har været så lille en gang.
Sidste søndag tog vi så til Nice, hvor vi skulle være til i fredags.
Heldigvis skulle vi ikke flyve lige så lang tid, som da vi skulle til Egypten. Og da jeg samtidig havde nået at sove både før udrejsen og hjemrejsen, gik det ret smertefrit. Meget kan klares med en passende bestikkelse i form af mad og legetøj.
Nice er en rigtig hyggelig by med en lang strandpromenade, for jeg rigtig kunne få lov til at løbe selv. Jeg var også en tur på stranden og fik min første karusseltur.
Den sjoveste var dog at løbe rundt i parken og jagte duer – som jeg nu har lært at alle de der dyr i luften, som før sagde “vov vov”, hedder.
Vi boede i en lille hotellejlighed med to værelser og et køkken. Her var køleskabet nede i min højde, så det lykkedes mig faktisk at tage noget pasta ud af køleskabet, lægge det på en tallerken og tage det med ind i sengen. Rart når man selv kan klare tingene.
Så vi havde en dejlig tur, hvor jeg oplevede en masse.
Jeg har også fundet ud af, at hvis jeg danser lidt mens jeg peger på fjernbetjeningen, så tænder mor og far for noget musik. Jeg elsker at danse.
Jeg elsker også at synge. Jeg er begyndt at synge en hel masse – meget kraftigt. For mor og far lyder det måske som en vrøvlesang, men når jeg så samtidig laver fagter, har de nogle gange en idé om, hvad jeg synger.
Nu har jeg også lært at sige “mor” (“moar”). Det er ret godt, for jeg er blevet ret morsyg. Det er ok, når hun f.eks. skal på arbejde – men skal hun bare på toilettet, så vil jeg med. Ellers bliver jeg dybt ulykkelig.
Det vigtigste er dog nok, at jeg har lært at sige “min” – samt hvad det betyder. Så nu siger jeg (eller måske nærmere råber) jeg bare “min”, og så får jeg tingene – med mindre mor eller far påstår, at tingen faktisk er deres.
Jeg glæder mig til at afprøve mit nye “min”-råb nede i vuggestuen. Forhåbentlig giver det ikke flere skrammer.