Far er vist ret stolt. Grunden er, at jeg har lært at sige “far” – eller nærmere “bar”. Jeg har lidt problemer med den f-lyd.
Faktisk var det mor, som hørte det først i lørdags. Men da jeg blev ved med at gentage det, kunne far også høre det (adskillige gange). Og det var åbenbart et ord, som far syntes var specielt interessant.
Jeg bliver i det hele taget bedre og bedre til at snakke. Jeg kan også sige sko (“do”) og skål (“då”). Jeg kan dog ikke helt finde ud af, hvad man bruger det der skål til – men det er ret sjovt at slå to glas imod hinanden.
Det går efterhånden hurtigt med at lære nye ord. Ofte gentager jeg også nogle ord, når mor eller far siger dem. Det er dog ikke så tit, at jeg kan huske dem bagefter.
Jeg er også begyndt at synge. Men selvom jeg sidder med sangbogen, bliver det ofte bare nogle vrøvle-tekster (sådan er det, når man ikke kan læse) – men det lyder nu ret godt.
Så har jeg også været syg. Det startede sidste fredag aften med at jeg pludselig kastede op. Og næste dag havde jeg også dårlig mave. Men så er det jo godt, at jeg har lært at fortælle, når jeg har noget i bleen. Hvis jeg peger foran på bleen, så ved mor og far (og pædagogerne), at jeg skal skiftes. Enkelte gange er det dog stadig falsk alarm – men det er efterhånden sjældent.
Heldigvis er jeg rask igen. Jeg var tilbage i vuggestuen i torsdags, og nu håber jeg bare, at der går noget tid, inden jeg igen bliver syg. Og det samme håber mor og far vist, for jeg er nok lidt pylret, når jeg er syg.
I forgårs var vi i Zoologisk Have. Det var rigtig hyggeligt, selvom det sjoveste var at løbe ned af bakken til tunellen under vejen. I det hele taget siger dyrene mig ikke så meget (bortset fra klappe-gederne). Søløverne var nu ret sjove.
I går var vi til brunch hos far kusine Birgitte, hendes mand Esben og deres tre børn. Farmor var der også.
Det var en rigtig hyggelig dag. Specielt var det sjovt at gå på isen nede på den lille sø.
