De seneste to uger har jeg været på rejse i Caribien – hvor vi i alt skal være af sted i 6 uger. Det betyder også fravær fra skolen. De to af ugerne er dog vinterferie og påskeferie.
Fredagen inden vi skulle af sted var jeg lidt småsløj om morgenen. Jeg ville dig af sted, for det ville blive en spændende dag. For vi skulle både se teaterstykke, som 3. klasserne havde lavet. Og vi skulle i Planetariet for at se en film om Galapagos. Og sidst men ikke mindst skulle jeg dele flødeboller ud, fordi jeg skulle ud at rejse.
Det gik fint i løbet af dagen, men da mor kom for at hente mig i SFO’en, var jeg meget træt og sløj. Og resten af dagen brugte jeg på sofaen. Jeg hostede, havde feber og manglede appetit – selv fredagsslikket kneb det med at spise.
Næste dag var jeg også syg og orkede ingenting. Om aftenen blev det lidt bedre, men jeg var stadig tidligt i seng.
Søndag var jeg klart mere frisk (til forskel fra Vilde og mor som i mellemtiden var blevet syge). Og det var ret godt, for den dag skulle vi rejse. Inden vi skulle af sted, fik jeg sagt farvel til Olivia og også leget lidt med Rosa.
Om eftermiddagen tog vi mod lufthavnen, hvor vi fløj til London – første stop mod Caribien. Her havde vi en overnatning på et lufthavnshotel.
Næste morgen var det op kl. 5.45 – engelsk tid (hvilket gav os en ekstra time). Efter morgenmaden tog vi tilbage til den terminal, hvor vi var landet dagen før. Her fik vi afleveret vores bagage og kom igennem sikkerhedskontrollen. Og inden vi gik om bord på flyet, fik vi også handlet lidt.
Efter lidt ventetid i flyet, kom vi af sted på næste del af turen mod Grenada – flyveturen til den nærliggende ø St. Lucia (som jeg faktisk havde været på 5,5 år tidligere). Flyveturen tog 8,5 timer, og på vejen spillede jeg iPad og så film – og sov også lige halvanden time.
Til sidst var jeg dog ret utålmodig, men endelig landede vi i St. Lucia. Her ventede vi en times tid, inden vi fløj de sidste 45 minutter til Grenada.
Paskontrollen tog noget tid, men endelig kunne vi køre det sidste stykke til vores hotel. Og da vi var fremme, gik vi i seng med det samme. I Grenada var klokken 18 – men for os var den 23 dansk tid.
Det forhindrede mig dog ikke i at vågne klokken 2.15 om natten. Men for mig var klokken jo også 7.15. Alligevel mente far ikke, at jeg skulle stå op. Og så sov jeg videre til klokken 5 – hvor det var ok, at jeg fik min iPad.
Efter morgenmaden på hotellet, var vi ved poolen i nogle timer. Og senere slappede vi af med film på værelset. Sidst på eftermiddagen gik vi langs stranden til en restaurant i nærheden. Og da vi kom tilbage igen, var vi meget trætte. Så her så vi lidt film og fik en is, inden vi sov kl. 18 – længere kunne vi ikke holde os vågne.
Næste morgen sov jeg til klokken 4.50 – og så igen til 6.30. Morgenmaden spiste vi på en cafe i nærheden. Og resten af dagen stod på pool og hygge på værelset. Om aftenen spiste vi på en anden restaurant på stranden. Og klokken 19.30 sov vi.
Efterhånden gik det bedre med tidsforskellen. Næste morgen vågnede jeg igen klokken 5 – men sov hurtigt videre til 6.30. Morgenmaden spiste vi på terrassen. Her så vi også en kolibri – der er verdens mindste fugl. Og den kunne hænge helt stille i luften.
Formiddagen brugte vi ved poolen, inden vi tog en vandtaxa til hovedstaden St. George. Her skulle vi op af nogle meget stejle gader, for at komme frem til det sted, hvor vi ville spise frokost.
Bagefter var vi også oppe på et gammelt fort (højt over byen) og i et andet center, inden vi tog en taxa tilbage til vores hotel igen. Her så vi lidt film, inden vi skulle sove.
Næste morgen spiste vi igen morgenmad på terrassen. Og efter en kort tur i et center, tog vi på en bådtur. Først skulle vi snorkle ved et sted, hvor der var statuer under vandet. Her var der bl.a. en havfrue, en stor cirkel med mennesker og en mand, som skrev på skrivemaskine.
Bagefter skulle vi snorkle et andet sted. Men det var nu ikke så spændende, så det var fint, at vi kort tid efter sejlede hjem igen.
Aftensmaden blev spist ved stranden. Og efter aftensmaden så vi X-Factor og spiste fredagsslik – inden det var tid til at sove.
Den næste dag startede med en morgendukkert i havet sammen med mor inden morgenmaden. Resten af dagen var ved vi ved poolen. Og om aftenen så vi MGP (noget jeg havde glædet mig til) og spiste mere slik.
Næste morgen skulle så videre. Så efter at have spist morgenmad og pakket det sidste, tog vi en taxa til lufthavnen. Her skulle vi først flyve til Trinidad. Og efter et kort stop (hvor vi kunne blive i flyet), fløj vi videre til St. Vincent.
Fra lufthavnen skulle vi køre i taxa en halv times tid til vores hotel. Det var varmt, og vejene var snoede – så jeg nåede at blive ret køresyg.
Da vi kom til hotellet, fik vi vores værelse – der faktisk var et hus med to soveværelser, to badeværelser og en opholdsstue. Det bedste var dog en minipool, som Vilde og jeg straks hoppede i.
Aftensmaden blev spist på en restaurant på hotellet (for vi havde all inclusive). Og bagefter fik vi en is, inden det var sovetid.
I mandags havde vi så første hele dag på vores nye sted. Og den brugte vi ved poolen, hvor jeg øvede havfruesvømning. Efter en sen frokost fik vi en is og gik tilbage til vores værelse for at klæde om. For om aftenen skulle vi spise på en ”fin” restaurant – så jeg fik min pæneste kjole på.
Da vi kom tilbage til vores hytte, var der en gospelkoncert i gang lige ved siden af. Men til trods for larmen faldt jeg i søvn lige med det samme.
Dagen efter gentog sig som dagen før med pool hele dagen. Eneste væsentlige forskel var, at vi spise på en anden restaurant.
Om onsdagen var vi også ved poolen det meste af dagen. Jeg var dog også ude at snorkle med far, hvor vi så en masse fisk. Det var ret blæsende, så vi gik lidt tidligere tilbage til værelset – hvor vi så film og lavede perler. Aftensmaden blev spist på en indisk restaurant.
Dagen efter var så også sidste hele dag på ressortet. Desværre regnede det en del, så vi gik hurtigt tilbage til vores hytte for at vente på, at vejret blev bedre.
Efter frokost skinnede solen, og vi var ved poolen resten af dagen. Om aftenen spiste vi igen på en af de fine restauranter. Jeg var meget træt – og det lykkedes mig da også kun lige netop at holde mig vågen, så jeg kunne få dessert.
I fredags skulle vi så videre meget tidligt om morgenen. Så vi fik pakket det sidste og kørte mod lufthavnen. Og denne gang lykkedes det mig lige netop at undgå at blive køresyg.
Fra St. Vincent fløj vi til Barbados, hvor vi havde en mellemlanding på 4 timer. Her fik vi noget mad – og satte os derefter til at vente.
På grund af forsinkelse blev ventetiden dog i stedet på næste 6 timer, inden vi fløj videre til Dominica. Efter en times flyvetur landede vi – og derefter ventede en taxatur på halvanden time.
Turen gik ad snoede bjergveje, så jeg nåede at blive rigtig køresyg – og kastede op fire gange. Men endelig var vi fremme ved det næste sted.
Her skulle vi overnatte i en hytte, der mindede lidt om et sommerhus. Og jeg fik lov til at sove på en gesims højt oppe under loftet. Inden vi kunne komme i seng, skulle vi dog lige ned til byen for at handle lidt. Så klokken blev 22, inden vi endelig kunne sove.
I går, da jeg vågnede, kunne jeg se det sted, hvor vi var, i dagslys. Der var en stor have med masser af planter og træer. Så det var rigtig sjovt at gå på opdagelse.
Morgenmaden spiste vi udenfor i haven. Og senere legede vi inde og ude – og jeg fik også lavet lidt skolearbejde. Om eftermiddagen kørte ejerne os til en by i nærheden, hvor vi kunne handle lidt mere.
Aftensmaden lavede vi selv. Og så var det ellers tid til at sove igen – oppe under loftet.
I dag vågnede jeg ret tidligt. Og efter morgenmaden havde mor lavet en skattejagt for Vilde og jeg, hvor vi var rundt i hele haven og huset – inden vi fandt (slik)skatten.
Bagefter lavede jeg en skattejagt til mor og far. Og efter to så krævende aktiviteter var det blevet tid til et bad i vores udendørs badekar – hvor det kolde vand blev suppleret med lidt kogende vand.
