Legeaftaler og fastelavn

De seneste par uger har jeg haft legeaftaler med en del forskellige fra klassen. Og så har jeg naturligvis også leget med Olivia og Rosa.

Forrige lørdag var Filippa fra skolen på besøg. Og om søndagen legede jeg så med Olivia.

Mandag blev jeg hentet af mor. Og lidt efter kom mormor og morfar hjem hos os. De skulle passe os, mens mor og far var til en koncert. Inden da var jeg dog lige til svømning med far.

Da vi skulle sove, lykkedes det os at overbevise dem om, at vi godt måtte sove sammen på Vildes værelse – selvom det var hverdag. Det plejer vi ellers ikke at få lov til. Men mor og far syntes vist også, at det var ok – vi fik i hvert fald lov til at blive liggende, da de kom hjem.

Næste dag legede jeg med Rosa efter skole. Og om onsdagen startede forberedelserne så til fastelavn – noget jeg havde glædet mig til, da vi ellers de seneste år har været ude at rejse der.

Mor hentede Vilde og jeg tidligt. Og så gik vi ellers i gang med at lave fastelavnsris og ting til mit fastelavnskostume.

Jeg havde planlagt at være bi i år. Selv bidragten havde jeg (selvom den efterhånden var lidt lille). Men der skulle laves følehorn – og vingerne skulle også repareres.

Om lørdagen var så først fastelavn – på Frederiksberg Rådhus. Her blev jeg sminket i ansigtet, inden vi skulle derover. Vi havde også Olivia og Jolie med.

Da vi kom derover, fik vi en kæmpe slikpose – og så var det ellers tid til at slå katten af tønden. Bagefter fik vi også en fastelavnsbolle, inden vi tog hjemad.

Hjemme igen kom Zandra og Shyam op til os – og så fik vi endnu en (hjemmebagt) fastelavns bolle.

Om søndagen var Ellinor på besøg. Og mandag fejrede vi fastelavn i skolen og SFO’en.

Her var jeg endnu en gang klædt ud som bi. Og efter at have sunget morgensang, skulle vi slå katten af tønden. Senere foregik der en masse fastelavnsting på de forskellige etager. Og jeg nåede det hele, inden mor kom for at tage mig med til svømning.

Næste dag blev jeg så færdig med at læse min læsebog om Ida og Emil. Faktisk blev jeg færdig en dag før – for onsdag var jeg hjemme hos Silje. Så jeg læste forud om tirsdagen.

I dag er så sidste dag inden vinterferien – og dermed også sidste dag inden vi rejser seks uger på ferien til Caribien og Florida. Det glæder jeg mig til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *