Så er det en uge siden, at vi igen landede i Danmark efter vores tre ugers rejse til Mellemamerika. Og hverdagen er derfor igen i fuld gang.
Onsdag for tre uger siden var vi dog stadig i fuld gang med vores rejse – hvor vi stadig befandt os i Belize.
Her var vi på tur til nogle huler, der lå under jorden – og hvor vi både skulle gå og svømme igennem vand for at kunne ind i dem.
Efter vi havde spist morgenmad, kørte vi med minibus til en parkeringsplads, hvor turen startede. Og der gik ikke lang tid, før vi skulle krydse den første flod – med vand til brystet. Og de var med både sokker og sko på.
Efterfølgende skulle vi igennem to floder mere (der dog ikke var så dybe), inden vi kom til indgangen til hulerne.
Her startede turen med at vi skulle svømme, for der var for dybt til, at vi kunne bunde. Og derfra gik turen via smalle gange og opad klipper, hvor de var vigtigt at sætte fødderne rigtigt.
Senere skulle vi også have skoene af og gå i strømpesokker, fordi vi var kommet til Mayaindianernes hellige steder. Her lå der både potteskår, hele potter og skeletter. Og længst inde i hulen var der endda et fuldt, velbevaret skelet.
Herfra gik turen samme vej tilbage igen til parkeringspladsen, hvor vi fik frokost. Og lidt senere kørte vi tilbage til hotellet, hvor vi kunne slappe af resten af dagen.
Da det blev mørkt, blev græsplænen fyldt med ildfluer – hvilket var et meget flot syn. Så det kunne vi nyde, inden det var tid til aftensmad – og efterfølgende sengetid.
Dagen efter havde vi heldigvis ingen planer. Så her lavede jeg kryds og tværs med mor. Og efter frokost badede vi igen i vandløbet.
Vi fik også spillet kort. Og sidst på eftermiddagen kom der brøleaber i træerne lige omkring os – hvilket der ikke havde været de andre dage. Så det var sjovt at se.
Derefter stod den igen på aftensmad. Og så havde jeg tid til at slappe lidt af, inden det igen var sovetid.
Om fredagen skulle vi så videre til stranden i Belize. Så efter morgenmaden pakkede vi vores ting og checkede ud. Og så kørte vi godt halvanden time med minibus til vores næste hotel.
Her var vores hotelværelse ikke klar. Så vi valgte at bruge tiden på at spise en god (og ret dyr) pizza på hotellets strandrestaurant.
Da vores værelse så var klar, viste det sig, at de havde givet os et andet (og billigere) end det, som vi havde bestilt. Så vi måtte vente yderligere på rengøring, inden vi endelig kunne checke ind.
Herefter kunne Vilde og jeg slappe af på værelset, mens mor og far gik af sted til et supermarked i nærheden. Og så sluttede vi dagen af med at se X-Factor på værelset.
Næste dag skulle vi så tidlig op for at tage på snorkeltur. Så efter vi havde spist morgenmad, blev vi kørt i minibus til en havn i nærheden. Her skiftede vi til båd – og sejlede af sted mod en lille ø på omkring 50 gange 100 meter.
Herfra hoppede vi i vandet og snorklede med en guide rundt om øen – hvor vi så fisk og flotte koraller. Og efter frokost på land, var vi på endnu en snorkeltur.
På bådturen tilbage stoppede vi ved et sted, hvor der var lokale fiskere – hvilket tiltrak en masse dyr. Så her så vi både nurse sharks, flere forskellige rokker og ikke mindst nogle kæmpe skildpadder.
Tilbage på land igen blev vi kørt tilbage til vores hotel. Og efter aftensmaden så vi så MGP, hvor en pige fra vores skole vandt. Derefter var det sovetid efter en lang dag.
Dagen efter regnede det om formiddagen. Så her blev vi på værelset, indtil det klarede – hvorefter vi igen spiste pizza ved stranden. Bagefter lå vi ved poolen – og fik også prøvet en drink i poolbaren.
Om aftenen spiste vi igen aftensmad på hotellet, som tog dem en time at lave – så det var ret kedeligt at vente på. Og bagefter skulle vi pakke, inden det var sovetid.
Mandag var det så blevet tid til at forlade Belize og rejse videre mod Guatemala. Så her var vi endnu engang tidligt oppe. Og efter morgenmaden pakkede vi det sidste og checkede ud – hvorefter vi kørte 2,5 timer mod lufthavnen.
Her checkede vi ind og kom igennem pas- og sikkerhedskontrol. Og efter lidt ventetid kunne vi stige på flyet mod Guatemala.
Efter godt en times flyvning landede vi i Guatemala City – hvor vi blev hentet af en taxa (efter noget ventetid). Og efter yderligere halvanden time var vi endelig fremme ved vores hotel i Antigua.
Her checkede vi ind – hvor Vilde og jeg fik vores helt eget værelse. Og bagefter gik vi ud i byen for at finde en restaurant.
Det var dog så svært at vælge, at vi til sidst besluttede os for at spise på hotellet. Og så var det igen ved at være sovetid – efter en meget lang rejsedag.
Næste morgen vågnede jeg tidligt. Og da de andre også var oppe, spiste vi morgenmad på hotellets hyggelige tagterrasse.
Lidt senere gik vi igen ud for at kigge på byen. Her var vi i flere butikker – og fik også en is på McDonald’s. Vilde følte sig dog lidt syg, så efter lidt tid gik vi tilbage til hotellet.
Her blev jeg på værelset med Vilde – mens mor og far gik ud igen for at kigge videre. Og så tog de McDonald’s mad med hjem til os, inden de selv spiste på en restaurant lige i nærheden af hotellet.
Dagen efter var Vilde heldigvis friskere. Så her var vi alle fire rundt i byen – hvor vi kiggede på butikker, spiste is og var på en ølbar for at spise lidt let frokost. Herefter var der tid til lidt afslapning på værelset, inden vi tog af sted igen til en restaurant, hvor vi fik en lækker pizza.
Om torsdagen skulle vi så igen rejse videre – denne gang mod Honduras. Så efter morgenmad og pakning kørte vi med minibus til lufthavnen – hvor vi måtte vente en time i checkin-kø.
Vi skulle også udfylde nogle elektroniske dokumenter i forbindelse med vores indrejse til Honduras. Og da der var dårligt internet ved gaten, måtte far gå et andet sted hen.
I mellemtiden begyndte alle at boarde. Og til sidst måtte vi sende ham en sms om, at alle andre var ombord. Heldigvis kom han løbende kort efter – og havde lige præcis nået at udfylde alle de mange oplysninger. Men det var ret stressende.
Herefter ventede 45 minutters flyvning, inden vi landede i Honduras – hvor vi hurtigt var igennem paskontrollen og fik vores bagage. Og så kunne vi hente vores lejebil og køre lidt over en time mod vores hotel, som vi nåede frem til lige inden, at det blev mørkt – hvilket vist var meget godt. For selv hovedvejen var fyldt med store huller.
Vores næste overnatning var en lejlighed med to soveværelser og en opholdsstue, der lå på et hotelområde – langt fra den nærmeste by. Derfor spiste vi også aftensmad på hotellet, inden det var sovetid.
Næste dag kørte vi så til den nærmeste by, hvor vi spiste et fint måltid på en restaurant ved stranden. Efter vi også havde handlet lidt, kørte vi tilbage til hotellet igen – hvor vi brugte resten af eftermiddagen på skolearbejde. Og så spiste vi igen aftensmad på hotellet.
Om fredagen var det meningen, at vi skulle på en sejltur til en flot strand i nærheden. Så her var vi tidligt oppe.
Men det viste sig desværre, at det blæste for meget, til at vi kunne komme af sted. Så efter morgenmaden kørte vi i stedet en tur til en anden (og ikke så flot) strand i nærheden.
Tilbage på hotellet badede vi først i havet og derefter i poolen. Senere tog vi også en drink på en bar ved stranden – hvor det dog også var meget blæsende. Så i stedet spillede vi kort på vores lejligheds terrasse. Og om aftenen tog vi en drink i en anden bar, inden vi igen spiste aftensmad i hotellets restaurant.
Næste dag var så vores sidste hele dag i Honduras – og den sidste hele dag på vores rejse. Så her tog vi en rolig morgen, hvor vi sprang morgenmaden over.
Senere spiste vi frokost på restauranten ved stranden. Bagefter badede vi i havet og i poolen igen. Og så sluttede vi endnu engang dagen af med aftensmad på hotellet, inden vi gik tilbage til vores lejlighed for at pakke vores ting.
Mandag i sidste uge var det så tid til at starte den lange rejse hjemad mod Danmark – hvilket jeg efterhånden også glædede mig til. For selvom det er dejligt at rejse, så savner jeg også veninderne – og også muligheden for at være på internettet alle steder.
Så efter morgenmaden checkede vi ud og kørte tilbage til lufthavnen, hvor vi afleverede vores lejebil – og checkede ind til flyet til Miami.
Heldigvis afgik flyet til Miami til tiden. For vi havde kun to timer og 20 minutter til at nå vores næste fly mod Danmark – hvilket gjorde os en smule nervøse. Specielt fordi vi jo havde brugt en time i paskontrollen, da vi ankom til Miami i starten af vores rejse.
Så da vi landede i Miami, skyndte vi os til paskontrollen – hvor vi endda fik lov til at komme i en særlig kø, så vi kun kom til at vente lidt over en halv time. Derefter manglede vi bare at hente vores bagage og checke den ind igen.
Men da vi kom til bagagebånden, var kun en af vores tasker der. Og selvom vi ventede og ventede (sammen med mange af de andre passagerer fra flyet), kom de andre tasker ikke.
Først halvanden time efter at vores fly var landet, fik vi de sidste tre tasker. Men nu var der også under en time til, at vores næste fly skulle lette.
Så vi løb igennem Miamis kæmpe lufthavn med alt vores bagage – mens vi prøvede at finde SAS check-in.
Til sidst fandt vi det rigtige sted – bare for at kunne konstatere, at check-in var lukket – selvom der stadig var 40 minutter til, at flyet lettede. Så det var rigtig frustrerende.
Men der var desværre ikke noget at gøre. Så mor og far måtte booke nye flybilletter til næste dag og finde et hotel, som vi kunne overnatte på.
Bagefter spiste vi på Burger King, inden vi tog en shuttlebus tilbage til det hotel, hvor vi også overnattede, da vi kom fra Danmark til Miami. Og så var det bare at lægge sig til at sove efter en lang og skuffende dag.
Næste morgen spiste vi morgenmad på hotellet – hvilket var den eneste formildende omstændighed. For her kunne man få bagels med smøreost. Bagefter så vi X-Factor, inden vi checkede ud og tog mod lufthavnen igen.
Efter vi havde ventet lang tid på check-in, kunne vi gå igennem pas- og sikkerhedskontrollen – og endda også nå lidt pizza, inden vi gik ombord på vores fly.
Oprindeligt skulle vi have fløjet direkte til København. Men vores nye fly fløj til Frankfurt – hvorfra vi så skulle videre med et andet fly til Danmark.
Heldigvis gik den ni timers flyvetur fint. Og jeg nåede da også at sove en smule, inden vi landede i Tyskland klokken otte næste morgen – hvor klokken var to om natten for os.
Herefter måtte vi vente tre timer, inden vi fløj det sidste stykke mod København. Og klokken 13 dansk tid landede vi så i København – hvor vi traditionen tro sluttede turen med en shake fra Joe & the Juice, inden vi hentede bagagen og tog en taxa det sidste stykke til Frederiksberg.
Jeg var dog kun hjemme i kort tid, inden jeg tog hjem til Sofia – og derfra videre til fastelavn til FDF. Så den blev 21, inden jeg endelig var klar til at sove efter en meget lang rejse med kun lidt søvn. Men sjovt nok følte jeg mig ikke engang specielt træt – til forskel fra mor og far, som havde haft svært ved at holde sig vågen, til jeg var hjemme fra FDF og Vilde fra klub.
I torsdags var jeg så tilbage i skolen igen – hvilket jeg faktisk havde glædet mig rigtig meget til. Efter skole hyggede vi i klassen. Og om aftenen mødtes jeg med Asta A, Sofia, Asta C og Rosa i skolegården.
Næste dag efter skole hyggede vi igen i klassen. Og til aftensmad stod den på bøf bernaisse – inden vi sluttede af med X-Factor og slik.
Selvom jeg egentlig ikke havde følt mig så træt, så må jeg alligevel have manglet noget søvn. For i lørdags sov jeg helt til klokken kvarter over ti – hvilket er meget usædvanligt.
Senere tog vi op til mormor og morfar for at hente Charlie – som jeg var meget glad for at se igen. Her spiste vi frokost, inden vi kørte hjem igen. Og om aftenen så vi X-Factor, inden det var sovetid – hvor jeg havde svært ved at sove.
Søndag morgen blev jeg så vækket halv ti – men kunne godt have sovet videre. Så måske var vi også lidt jetlag-ramte alligevel.
Da vi havde spist morgenmad, tog jeg med mor ind til byen for at finde en konfirmationskjole – noget som stressede mig en del, fordi jeg efterhånden havde prøvet en del uden at finde den rigtige. Men i Magasin fandt jeg den perfekte kjole. Så det var en stor lettelse – for både mig og mor.
Om aftenen havde jeg igen svært ved at sove. Så jeg var ret træt, da jeg vågnede mandag morgen og skulle i skole.
I går var jeg så på skoletur til Cinemateket. Og efter skole var jeg tilbage til konfirmationsforberedelse igen.
Her til morgen er vi vågnet op til sne – hvilket der ellers ikke har været meget af denne vinter. Så det er noget af en kontrast til det vejr, som vi ellers har haft de seneste uger på vores rejse.
