På rejse igen

Så er vi endnu engang på vinterrejse. Og denne gang går turen til Mellemamerika – hvor vi indtil videre har været i El Salvador og Belize.

Onsdag for to uger siden var vi dog stadig hjemme i Danmark – hvor vi havde projektuge. Af samme grund fik jeg også lov til at sove hjemme hos Filippa efter FDF sammen med nogle af de andre piger.

Næste dag var vi så tidligt oppe – og tog direkte over til skolen, hvor vi lavede projektarbejde hele dagen.

Fredag morgen fik jeg sagt farvel til Charlie, som skulle passes hos mormor og morfar, inden jeg tog i skole. Og da jeg kom hjem igen, havde jeg en aftale om at passe Axel – mens hans mor stadig var i lejligheden.

Om aftenen var far til forældrefest i Vildes klasse – mens mor blev hjemme. Så her hyggede vi med X-Factor.

Lørdag havde jeg så travlt med at pakke og rydde op inden rejsen. For om eftermiddagen skulle alle pigerne fra klassen mødes på Asta C’s fars arbejde inde i byen – hvor vi spiste pizza, dansede og så film.

Alle de andre skulle også sove der. Men fordi vi skulle rejse næste dag, kom far og hentede mig klokken halv tolv om aftenen.

Søndag fik vi så gjort de sidste ting klar, inden vi tog mod lufthavnen – lidt senere end først planlagt, da vi havde fået besked om, at vores fly var forsinket.

Traditionen tro fik vi shake og sandwich fra Joe & the Juice, inden vi gik ombord i vores fly – hvor vi så måtte vente yderligere, inden vi med i alt fire times forsinkelse endelig kom af sted.

Flyveturen til Miami tog godt 11 timer. Men på grund af forsinkelsen faldt jeg ret hurtigt i søvn – og sov derefter størstedelen af turen. Så den lange tur kom ikke til at føles så lang.

Til gengæld måtte vi så vente en time på at komme igennem paskontrollen, inden vi endelig kunne tage en shuttlebus det sidste stykke til vores hotel, hvor vi endelig var fremme klokken halv et om natten – hvilket var halv syv om morgenen dansk tid.

På grund af tidsforskellen sov jeg dog kun til klokken halv seks næste morgen. Og efter morgenmaden kørte vi så tilbage til lufthavnen, hvor vi checkede ind til vores fly mod El Salvador.

Denne del af turen tog kun godt to timer. Og da vi også var hurtigt igennem paskontrollen, gik der ikke lang tid, før vi kunne køre af sted i vores lejebil mod vores første overnatningssted ved en sø.

Efter et par timer var vi fremme ved den villa, som vi havde lejet der. Og mens mor og far tog af sted for at handle lidt, kunne Vilde og jeg blive tilbage.

Om aftenen fik vi mad leveret til huset. Og så var det ellers bare om at forsøge at holde sig vågen. Klokken 20 måtte jeg dog give op og lægge mig til at sove.

Så dagen efter vågnede jeg allerede kvarter over fem. Og da de andre også var stået op, hoppede vi alle sammen en tur i søen.

Senere kørte vi en tur langs søen. Planen var at køre hele vejen rundt. Men efter vi havde kørt ad nogle meget bumpede veje, måtte vi til sidst give op og vende rundt, da vejen blev til en smal sti.

Tilbage igen spiste vi frokost ved søen og fik handlet lidt på en tankstation, inden vi kørte tilbage til vores villa – lige i tide til at jeg kunne snappe med veninderne på Snapchat, inden de skulle sove hjemme i Danmark.

Resten af dagen blev derefter brugt på at bade i søen og slappe af i en hængekøje, inden det igen var tid til at sove.

Dagen efter sov jeg så ”helt” til klokken seks – hvorefter jeg lagde mig ned i hængekøjen ved søen og så solen stå op.

Lidt senere kørte vi mod en vulkan, som vi skulle bestige. Ifølge guidebogen og diverse blogs skulle turen starte klokken 11. Men da vi kom frem, fik vi at vide, at det var allerede klokken ni. Så der var ikke tid til at spise morgenmad, som vi ellers havde planlagt.

Turen op til toppen af vulkanen var ret hård. Den første del gik igennem skoven, men senere kom vi ud på et helt åbent landskab. Og da det samtidig gik meget opad, kunne jeg næsten ikke klare turen.

Men til sidst kom vi op til toppen, hvorfra vi kunne nyde udsigten noget tid, inden turen igen gik nedad. Og efter en lang tur var vi endelig fremme ved vores bil igen.

Tilbage ved vores egen sø spiste vi frokost på en restaurant med en flot udsigt. Og efter vi havde handlet, kunne vi køre tilbage til villaen – hvor jeg igen lige nåede Snapchat, inden veninderne skulle sove. Det der med manglede internet passer mig ikke så godt.

Og lige som dagen før blev resten af eftermiddagen og aftenen brugt på at bade og slappe af i hængekøjen, inden det var sovetid.

I torsdags skulle vi så videre. Inden vi tog af sted, nåede jeg dog lige mit morgenritual med en tur i hængekøjen efterfulgt af en tur i søen.

Fra søen skulle vi køre ad en ”blomsterrute”, der skulle være meget flot. Desværre var mange af blomsterne afblomstret – så turen var ikke så imponerende, som den sikkert havde været nogle måneder tidligere.

Efter nogle timers kørsel, nåede vi frem til vores hotel. Og efter vi havde fået vores værelse, gik vi lidt rundt i byen – hvor vi også spiste frokost. Derefter blev resten af dagen brugt på værelset.

Næste dag skulle vi så videre. Her var første stop en by i nærheden, hvor vi skulle på en svævebanetur. Den startede med, at vi kom op på ladet af en pickup – og derefter kørte op i bjergene ad en meget dårlig vej.

Og her startede svævebanerne så. De første var korte øvebaner. Men derefter blev de både længere og var højere oppe. Den længste svævebane var på 420 meter, og den højeste var 125 meter oppe. Så det var en rigtig sjov oplevelse.

Tilbage i byen igen gik vi lidt rundt – og fik også en is, inden vi kørte videre mod vores næste hotel, der lå i en strandby ved Stillehavet.

Turen hertil tog et par timer. Og efter vi havde checket ind, gik vi lidt rundt i byen og havnede på en restaurant ved vandet, hvor vi spiste aftensmad – inden vi sluttede dagen af med at se solnedgang.

Dagen efter var det mors fødselsdag. Så her startede vi dagen med at vække hende med flag og sang. Og efter hun havde pakket gaver op, spiste vi en lækker morgenmad på hotellet.

Senere var vi et par timer ved poolen, inden vi gjorde os klar og gik ned til vandet, hvor vi fik nogle drinks på en bar. Bagefter så vi solen gå ned, inden vi sluttede af med at spise aftensmad på vores egen hotelrestaurant.

I forgårs var jeg så på stranden med mor, hvor vi badede i høje bølger. Senere spiste vi så tidlig aftensmad, inden vi alle fire gik til stranden, hvor vi igen badede, mens vi så solen gå ned. Og da det blev mørkt, gik vi tilbage igen, hvor jeg kunne slappe lidt af på værelset, inden det var sovetid.

I går skulle vi så videre fra El Salvador og til Belize, hvor vi er nu. Vi havde dog først et fly sidst på eftermiddagen. Så efter vi havde checket ud, brugte vi et par timer på hotellet, inden vi kørte mod lufthavnen.

Her afleverede vi vores lejebil og checkede ind. Og så nåede vi også lige lidt frokost på Burger King, inden vi skulle af sted med fly til Belize.

Det var et lille fly med kun 19 pladser i alt. Så alle havde vinduespladser, hvorfra de kunne nyde den flotte udsigt over strand og vulkaner.

Efter en time landede vi i Belize. Og da både paskontrol og bagageudlevering hurtigt var klaret, gik der ikke lang tid før, at vi var på vej i minibus mod vores hotel.

Turen hertil tog godt halvanden time i mørke. Men da vi kom frem, var vi ikke i tvivl om, at vi var midt i junglen – på grund af alle lydene. Og jeg var da heller ikke helt vild med tanken om de mange kryb, som gemte sig i mørket. Storby og strand er lidt mere mig en vild jungle.

Efter vi havde spist aftensmad, var det tid til at lægge sig til at sove – til lyden af dyr og regn på bliktag.

Her til morgen har vi været tidligt oppe – for morgenmaden slutter allerede klokken otte. Til gengæld er den rigtig lækker – hvilket gælder alle måltider her. Så selvom vi er midt i junglen, kan man åbenbart stadig spise godt.

Efter morgenmaden gik vi en tur rundt i området omkring hotellet – hvilket var lidt af en udfordring. For på grund af regnen, var stien meget mudret. Så det var svært at stå fast, når det gik stejlt nedad.

Inden frokost nåede vi også at spille lidt spil. Og da vi havde spist, gik vi ned til floden ved hotellet, hvor vi lod os flyde med strømmen i baderinge lavet af slangerne fra traktordæk.

Efter et par ture brugte vi resten af eftermiddagen på at slappe af – efterfulgt af tidlig aftensmad. Og nu er det igen snart sovetid. For i morgen skal vi tidligt op og på tur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *