De sidste par uger er der sket to ting, der begge har noget med skolen at gøre. For det første har vi holdt efterårsferie – hvor vi var på Tenerife. Og for det andet har jeg fået mine første karakterer.
Fredag for tre uger siden havde vi sidste dag inden ferien. Her var der motionsdag, hvor vi spillede høvdingebold – udklædt som soldater. Vi spillede mod de andre klasser fra udskolingen – og vi vandt det hele. Så nu får vi pizza på et eller andet tidspunkt.
Bagefter var jeg med pigerne i Tivoli, inden jeg tog hjem for at pakke – og have lidt fredagshygge med slik, ”Alle mod en” og ”Den store bagedyst”.
Næste morgen fik vi så pakket det sidste. Og klokken 10 tog vi en taxa mod lufthavnen – hvor der var rigtig mange mennesker.
Men vi kom alligevel af sted til tiden. Og da flyet kun var halvt fyldt, kunne vi bredde os over flere sæder.
Turen til Tenerife tog godt 5,5 timer – der blev brugt med iPad og film. Og efter vi havde fået vores bagage, tog vi en taxa til vores lejelejlighed 20 minutters kørsel fra lufthavnen. Vores lejlighed bestod af to værelser, en stue, et køkken og ikke mindst en stor terrasse.
Lidt senere gik vi først ned til stranden – og derefter langs vandet til en anden del af byen, hvor vi fandt en restaurant. Og efter vi havde spiste, var det hjem for at sove.
Søndag morgen vågnede jeg tidligt. Og efter mor og far havde handlet, og vi havde spist morgenmad, gik vi til stranden. Her var vi et par timer, inden vi sluttede ved vores pool.
Tilbage i lejligheden fik vi et bad. Og bagefter hyggede vi lidt på terrassen, inden vi gik til en restaurant i nærheden – hvor vi fik ”mixed grill”. Der var rigtig meget mad, så vi var virkelig mætte, da vi gik hjemad igen.
Mandag (og de efterfølgende dage) gik nogenlunde på samme måde. Først spiste vi morgenmad, og derefter gik vi til stranden. Og så sluttede vi af ved poolen.
Om aftenen lavede vi selv aftensmad. Og bagefter hyggede vi med kortspil på terrassen, inden det var sovetid.
Dagen efter var det kun mor og jeg, som var ved stranden. For Vilde og far ville hellere være ved poolen. Efter nogle timer gik vi så hjem for at gøre os klar, inden vi gik en lang tur langs vandet.
På vejen kiggede vi en del på souvenir – hvor jeg fik købt mig en krystalsten. Og så fik vi også både en drink og aftensmad, inden vi gik hjem igen.
Onsdag var vi alle fir igen ved stranden efter morgenmaden. Og efter en tur i poolen, gjorde vi os klar til aften. Her spiste vi først aftensmad, og bagefter fik vi en drink på en bar lige ved stranden – inden vi gik hjem igen.
Om torsdagen gentog dagen sig – først morgenmad, derefter strand og så til sidst pool. Bagefter så vi solen gå ned fra den samme bar, som vi havde været på dagen før. Og så spiste vi på en fin restaurant med paella og live-musik.
Fredag var så vores sidste hele dag på Tenerife. Så igen var vi ved stranden og poolen – inden vi gjorde os klar og tog til vores ”stambar”. Desværre var det ret skyet, så det blev ikke til nogen solnedgang.
Aftensmaden blev spist på et pizzeria meget tæt på vores lejlighed. Og bagefter skulle vi lige pakke lidt, inden det var sovetid.
For næste morgen blev vi vækket klokken 6.30. Og efter vi havde pakket det sidste, tog vi en taxa til lufthavnen – hvor vi hurtigt fik checket ind.
Flyveturen tog omkring fem timer – der blev brugt med iPads. Og da vi havde fået vores bagage efter en del ventetid, tog vi en taxa det sidste stykke til Frederiksberg.
Hjemme i vores lejlighed kunne vi sige hej til Charlie – som heldigvis havde haft det fint, mens vi havde været væk. Og så blev resten af dagen brugt på afslapning med computeren.
Søndag formiddag var jeg så til gudstjeneste i kirken. Og bagefter var jeg lidt sammen med Rosa – hvorefter jeg også fik skiftet Charlies bur.
I sidste uge var det så tilbage i skolen igen efter ferien. Her var der nogle af de andre, som havde fundet en måde at se vores karakterer på Aula – hvilket vist ikke var meningen.
Men jeg kunne i hvert fald se, at jeg havde fået 12 i mundtlig dansk, 10 i retskrivning, fransk, historie, kristendomskundskab og samfundsfag – og 7 i billedkunst. Så det var jo rigtig fine karakterer – hvilket mor og far da også roste mig for.
Om eftermiddagen skar Vilde og jeg så uhyggelige hoveder af nogle græskar, som mor havde købt. Og bagefter satte vi dem ned i gården med lys i.
Tirsdag stod den så på konfirmationsforberedelse. Og om onsdagen var jeg med Sofia hjemme efter skole – hvor jeg også spiste, inden vi tog til FDF.
Her var vi for en gang skyld ikke til outdoor – men i stedet i FDF-huset. For kredsen havde fødselsdag, som blev fejret med kage og slik. Og bagefter var vi lidt i skolegården, inden jeg tog hjem for at sove.
Om torsdagen fik vi så de sidste karakterer, hvor der var et par positive overraskelser – ikke mindst 10 i både matematik og science (som jeg ellers ikke synes, at jeg er så god til).
I fredags var mor af sted med Rie og Mette. Så her hyggede Vilde, far og jeg os om aftenen med pizza, kage og tv.
Lørdag blev en rigtig slappedag – hvor jeg dog nåede at bage en kage. Til aftensmad fik vi indisk mad. Og bagefter tog mor og far til gin-smagning hos en af fars venner.
Så Vilde og jeg skulle være alene hjemme – og også putte os selv. Til gengæld fik vi så både slik og chips – og så ”Den store bagedyst” og en film.
Søndagen startede med gudstjeneste. Og bagefter var der arbejdsdag i andelsboligforeningen – hvor vi spiste min kage. Og jeg fik også hygget lidt med Rosa og Olivia – inden far og jeg sluttede eftermiddagen af med at spille Playstation.
Denne uge har været lidt anderledes de tre første dage. For her har der blandt andet været skole-hjem-samtaler.
Min samtale foregik mandag. Og som altid var alt, som det skulle være. Jeg fik at vide, at jeg var god til at række hånden op og ikke bange for at sige noget – noget som jeg faktisk var blevet opfordret af vores lærer til at gøre noget mere, da vi startede med hende for et års tid siden. Og hun mente endda også, at hvis jeg bare blev ved, så ville jeg kunne få endnu bedre karakterer.
Bagefter tog jeg med hjem igen. For jeg skulle først møde klokken 10.45. Og da skoledagen var slut, tog jeg hjem til Sofia.
For det var nemlig halloween om aftenen. Så jeg skulle rasle sammen med hende, Marie-Louise og Asta C. Vi var ude et par timer efter at have spist aftensmad hos Sofia. Og udbyttet blev da også cirka et halvt kilo slik.
I forgårs skulle vi så mødes ved Frederiksberg Rådhus klokken 8 for at deltage i rollespillet ”Frederiksberg Besat”. På forhånd var det ikke rigtig noget, som jeg gad. Men det viste sig faktisk at være ret sjovt.
For vi skulle rundt og løse opgaver i blandt andet en bunker – og samtidig undgå at blive taget til fange. Så en gang imellem er det sjovt nok at lære noget historie.
Samme dag var der også valg til folketinget. Så en stor del af aftenen blev brugt på at se valgudsendelse. Der var dog ikke noget resultat, før jeg skulle i seng.
I går skulle vi så for sidste gang møde sent i skolen. Og allerede efter et par timer havde jeg fri igen. Så der var masser af tid, før jeg skulle til frisør sammen med Vilde og mor.
Jeg havde nogle forslag med til frisøren. Og til forskel fra sidste gang hos en anden frisør, så var hende her faktisk god – og jeg var meget tilfreds med resultatet.
I dag har så været almindelig skoledag. Og bagefter har jeg været i Frederiksberg Centret med pigerne.
