Et par rolige uger

De seneste par uger er der ikke sket det helt store – udover at jeg har været i skole og efterfølgende hygget med veninderne nogle dage.

Tirsdag for tre uger siden var jeg jo hjemme fra skole på grund af sygdom. Og derfor sov jeg også allerede klokken halv otte.

Næste dag følte jeg mig stadig sløj – og blev derfor hjemme. Jeg var dog ikke mere syg, end jeg godt kunne bage boller om eftermiddagen. Til gengæld var jeg ikke klar på at være udenfor til FDF om aftenen.

Om torsdagen var jeg så tilbage i skole – hvor jeg stadig var lidt snottet. Derfor gik jeg også direkte hjem for at slappe af.

Til gengæld var jeg efter skole fredag så med til at fejre Sofias fødselsdag sammen med Marie-Louise og Asta C på vores sædvanlige kagested. Og om aftenen hyggede vi med burger, is og X-Factor.

I weekenden var mor på smykkekursus. Så om lørdagen tog Vilde, far og jeg en tur på Nationalmuseet – og var der næsten fire timer. Og vi gik både frem og tilbage.

Derfor var jeg også mere end klar til at slappe af og hygge med indisk mad, tv og ”Ternet Ninja 2” om aftenen – og komme lidt sent i seng.

Søndag var mere afslappende. Her brugte jeg en stor del af dagen på at tegne. Og så lavede jeg også blindsmagning for Kristine og Vilde. Og fik også støvsuget hele lejligheden.

Om tirsdagen var det rigtig forårsagtigt vejr med sol og fine temperaturer. Så her tog jeg på Strøget sammen med Marie-Louise.

Til FDF om onsdagen skulle vi hjælpe med at lave et nyt brændeskur til outdoor. Men heldigvis var der også tid til at snakke lidt.

Om torsdagen var jeg så i Frederiksberg Centret med Asta C. Her fik jeg også byttet en skjorte med en plet på, som jeg havde købt på Strøget.

Og fredag var jeg så i haven med Sofia for at nyde det gode vejr. Om aftenen var far ikke hjemme. Så her hyggede Vilde, mor og jeg med X-Factor og is.

Dagen efter tog vi alle fire på cykeltur til skibakken på Amager – som vi ”besteg”. Bagefter cyklede vi hjemad igen – med et stop ved havnen, hvor vi købte pastasalat og spiste på havnekanten.

Om aftenen spiste vi burger og så en ny Pixar-film. Og så fik jeg for en gang skyld lov til at sove på en madras inde i stuen.

Søndag legede jeg med Playmobil og var en tur i haven sammen med Vilde og Jolie. Og senere gik jeg af sted med mor og far for at hente sushi.

Mandag var det så tid til at fejre Asta C’s fødselsdag – hvilket skete med en stor is. Og bagefter var vi i centret sammen, hvor jeg fik købt mig et par nye sko.

Dagen efter var jeg hjemme hos Marie-Louise. Og om onsdagen var jeg hos Sofia, hvor jeg spiste med, inden vi tog til FDF – hvor arbejdet med brændeskurret fortsatte.

I fredags skulle vi så tilmelde os til konfirmation næste år – hvilket skabte en del forvirring. For vi havde på forhånd aftalt at melde os til konfirmation om fredagen. Men på grund af en fejl, var jeg den eneste af pigerne, som kunne melde sig på den dag.

Derfor meldte far mig så på om lørdagen i stedet. Men senere viste det sig, at vi så godt kunne melde os til fredag alligevel. Så der blev skrevet en del frem og tilbage mellem pigeforældrene. Men nu har vi alle valgt fredag – som vi forhåbentlig kan få.

Efter skole var jeg igen i centret med en del af pigerne fra klassen. Og om aftenen hyggede vi med indisk mad og X-Factor.

Weekenden startede med, at jeg hentede brød lørdag morgen. Og senere bagte jeg cheesecake – hvilket voldte mig en del problemer. Men til sidst lykkede det. Og den blev rigtig god.

Jeg fik også skiftet Charlies bur, inden vi sluttede dagen af med at spise bøf bernaisse – efterfulgt af min kage.

Om søndagen tog vi alle fire ud til Ditte og Lasse, som mor og far skal til bryllup hos – og som mor er i gang med at lave vielsesringe. Så dem skulle de lige prøve.

Bagefter kørte vi til Kastrup Havn, hvor mor og jeg vinterbadede. Og da vi kom hjem igen, var jeg sammen med Rosa, Anna og Vilde.

I denne uge har vi så projektuge hele ugen – hvor jeg skal lave et projekt om plastemballage i supermarkederne sammen med Agnes og Isa fra klassen.

Så det har vi brugt alt vores skoletid på de seneste dage. Men heldigvis har der også været tid til at spille min nyindkøbte Sims-pakke efter skole.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *