Svalbard

Normalt står jeg tidligt op – som regel klokken 6. Men fredag for to uger siden var det ikke tidligt nok, for her skulle vi med et tidligt morgenfly til Svalbard.

Derfor blev jeg vækket allerede kl. 5.30, og et kvarters tid senere sad vi i en taxa på vej til lufthavnen. Her fik vi købt lidt slik, inden vi steg på et fly til Oslo.

Da vi landede i Oslo, skulle vi hente vores bagage og checke den ind igen, inden vi kunne flyve videre mod Svalbard – med en mellemlanding i Tromsø. Her skulle vi ud af flyet, igennem en paskontrol og ind i det samme fly, inden vi kunne flyve den sidste strækning nordpå.

Et par timer senere landede vi på Svalbard, hvor der var helt mørkt. En times tid tidligere havde vi set solen gå ned omkring klokken 13 lidt nord for Tromsø – og det var det sidste, vi skulle se til solen de næste fem dage.

Fra lufthavnen tog vi en lufthavnsbus den korte tur til hovedbyen Longyearbyen, hvor vi skulle bo i en hotellejlighed. Resten af eftermiddagen brugte vi på at gå lidt rundt i byen, hvor der var nogle få butikker. Og bagefter spiste vi tidlig aftensmad på en restaurant ved vores hotel, inden vi gik tilbage til lejligheden.

Da jeg vågnede næste dag, var jeg klar til at spille iPad. Men jeg kunne ikke finde den, så jeg måtte spørge mor og far om, hvor den var. Og det var vist meget godt, for klokken var kun lidt i 2 om natten – så jeg blev sendt i seng igen.

Godt fire timer senere vågnede jeg så igen, og var klar til at stå op. Her kunne jeg også konstatere, at det var begyndt at sne. Og det var faktisk den første sne, som Svalbard fik her i slutningen af året.

Senere spiste vi morgenmad, og så var vi klar til den første udflugt – med et bæltekøretøj, der hentede os foran vores hotel.

Herfra kørte vi ud af byen. Desværre var der ikke sne nok til, at vi kunne køre, hvor vi ville. Så vi måtte holde os på vejene.

På turen havde vi flere stop, hvor vi var udenfor – hvilket var meget koldt. Det forhindrede mig dog ikke i at lave en masse snebolde – som jeg desværre ikke måtte have med indenfor i køretøjet.

Efter en god times tid stoppede vi sidste gang, hvor vi fik varm saft og kiks. Og på turen tilbage til byen fik jeg lov til at sidde på forsædet.

Resten af dagen gik vi lidt rundt i byen, hvor vi bl.a. også var inde for at drikke kakao og spise kage. Aftensmaden spiste vi hjemme i vores lejlighed, og bagefter var det sovetid.

Om søndagen skulle vi alle lidt tidligt op, for her skulle vi på en heldagstur med båd til den russiske by Barentsburg. Så efter morgenmaden blev vi hentet af en bus, der kørte os ned til havnen. Her steg vi på båden og sejlede af sted.

Vi var ikke kommet langt væk fra byen, før vi så lidt nordlys – der dog var mere hvidt en grønt (som man ellers ser på fotos).

Desværre betød det åbne hav også mange bølger. Så jeg blev ret søsyg. Samtidig var det meget koldt på dækket, så man kunne heller ikke bare blive uden for hele tiden.

Så når det blev for koldt, måtte jeg indenfor. Og når jeg blev for søsyg, måtte jeg udenfor. Derfor var jeg inde og ude ret mange gange på den tur.

Heldigvis stilnede bølgerne af, da vi nærmede os byen. Og derfor var jeg også frisk nok til at spise frokost – hvor jeg bl.a. smagte hvalkød.

Da vi lagde til ved Barentsburg, blev vi mødt af en russisk guide, der viste os rundt i byen. Det var dog lidt kedeligt (og meget koldt) – men heldigvis skulle vi ikke være der så længe, før vi sejlede hjemad igen.

På tilbageturen havde jeg fået en søsygepille i god tid – så jeg blev ikke helt så søsyg. Jeg måtte dog stadig ude på dækket en gang imellem for at få lidt frisk luft.

Derfor var det også rart, da vi efter et par timers sejllads lagde til i Longyearbyen igen. Her spiste vi aftensmad på den samme restaurant som den første dag. Og bagefter var det stort set sovetid.

Mandag var så sidste hele dag på Svalbard. Her sov mor og far længe, så vi sprang morgenmaden over og gik direkte til frokosten på samme restaurant som de andre dage. Derefter gik vi tilbage til lejligheden, hvor vi gjorde os klar til den sidste tur.

Her skulle vi på hundeslædetur. Første del foregik dog i bil ud til hundegården nogle kilometer uden for byen. Her fik vi ekstra tøj på, og så begyndte arbejdet med at spænde hundene for ”slæderne”.

For desværre var der ikke faldet nok sne til, at vi kunne køre på slæder. Så i stedet blev der spændt vogne med hjul foran hundene. Og vi kom med en stor vogn, hvor det var os fire samt to andre plus guiden.

Da der ikke var sne, måtte vi også holdene os til vejen. Så efter lidt tid, hvor guiden styre, fik far lov til også at prøve. Imens sad vi foran og frøs (til trods for det meget ekstra tøj, som vi havde på). Men det var nu sjovt nok at prøve alligevel.

Efter et par timer var vi tilbage ved hundegården, hvor hundene blev spændt af. Vi fik også lov til at kæle med nogle hundehvalpe, der var rigtig søde. Turen sluttede med, at vi kunne komme ind i en hytte, hvor vi kunne få varmen – og nogle småkager.

Herefter gik turen tilbage til vores hotel, hvor vi spiste aftensmad i lejligheden. Bagefter slappede vi lidt af, inden det var sovetid.

Næste morgen stod jeg endnu en gang tidligt op – selvom det egentlig ikke var nødvendigt. Herefter fik vi pakket og spist lidt morgenmad, inden vi checkede ud fra hotellet.

Vi skulle dog først flyve hjem om eftermiddagen, så vi havde tid til både at handle lidt og spise frokost på samme restaurant som de andre dage, inden vi hentede bagagen og tog lufthavnsbussen til lufthavnen.

Her fløj vi først mod Tromsø, hvor vi igen skulle mellemlande. I flyet fik vi at vide, at vi skulle hente vores bagage og tage den igennem tolden selv. Men den kom aldrig – og det viste sig da også, at den blev sendt direkte til Danmark.

Ventetiden på bagagen betød bare, at vi var meget sent til vores fly. Så vi måtte skynde os igennem lufthavnen (og bl.a. springe foran i security-køen) for at nå vores fly. Men vi kom frem i tide – og faktisk ventede vi ret lang tid i flyet. For vi var ikke de eneste, som var blevet forsinkede.

Næste stop var Oslo, hvor vi havde en kort ventetid, inden vi kunne flyve det sidste stykke mod København. Her fik vi vores bagage og kom med en taxa hjem. Og så var det ellers direkte i seng, for klokken var blevet 21.45.

Selvom jeg kom sent i seng, var jeg dog igen allerede oppe klokken 6 – klar til at komme i skole igen. På vejen kunne jeg så nyde solen – for første gang i næsten fem døgn.

Heldigvis skulle vi ikke have en almindelig dag. I stedet skulle vi på tur til et forskningsskib, hvor vi bl.a. fik lov til at undersøge forskellige fisk. Senere var vi tilbage i skolen igen, hvor vi var med til at sprætte en fasan op.

I torsdags var det så 1. december. Og her havde nissen allerede en lille gave til os – to træskeer hver med chokolade på, som man kunne bruge til at lave kakao med. Vi fandt dog ud af, at det var bedre bare at spise chokoladen direkte.

Men det var nu også rimeligt nok, at vi fik lidt. For vi havde også sat forskellige lækkerier til den – og jeg havde også skrevet et sødt brev.

Ud over gave fra nissen havde vi også et par julekalendere hver, som vi skulle åbne, inden vi alle fire tog over på min skole. For her var fællesmorgenmad med forældre og søskende. Og resten af dagen stod på julehygge.

Efter skole var jeg til skak, og da jeg kom hjem, hjalp Vilde og jeg mor med at lave juledekorationer. Så det var en god måde at starte julemåneden på.

I fredags ville jeg gerne lege med Liv efter skole. Så vi fik lov til at komme hjem til hende, hvor vi spiste fredagsslik. Og jeg blev først hentet klokken 20.30 – hvor jeg til gengæld også var meget træt.

Næste dag var jeg til et arrangement med musikskolen, hvor alle 2. klasser fra Frederiksberg mødtes. Her spillede vi musik – og fik lov til selv at vælge et instrument. Jeg kunne vælge imellem violin og guitar – og valget faldt på guitaren. Det gik så godt med at spille på den, at jeg faktisk ønsker mig en guitar i julegave.

Klokken 13 blev jeg så hentet af far. Og herfra tog vi til julefrokost hos Mathilde, Niclas, Anni og Jarno. Mor og Vilde var allerede blevet hentet af mormor og morfar, for vi skulle faktisk have været der allerede 12.30.

Vi startede med at spise frokost sammen – hvor også Rita, Jesper, Karen, Linus, Filippa, Henrik og Janne var der. Og bagefter gik vi en tur over på skolen, hvor vi spillede fodbold – helt til det blev mørkt.

Søndag havde vi juletræstænding i gården om formiddagen. Her spiste vi æbleskiver (jeg fik seks) og tændte juletræet – der i praksis var et almindeligt træ med en lyskæde på.

Bagefter legede jeg med først Olivia og Rosa – og derefter bare Rosa, da Olivia skulle noget andet. Om aftenen kom mormor og morfar for at passe os, mens mor og far skulle til koncert.

I går var jeg så tilbage i skolen igen, hvor jeg efterfølgende skulle have haft musik. Men det var aflyst på grund af sygdom, så jeg måtte ”nøjes” med svømning og fodbold.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *