Efter lang ventetid med nisser og julekalender er det meget snart juleaften. Der er kun én dag tilbage.
Den seneste tid har i det hele taget budt på masser af juleaktiviteter – ikke mindst juleafslutninger.
Første juleafslutning var forrige torsdag, hvor vi havde sidste gang til skak. Her spillede vi skakbanko, og selvom jeg ikke vandt i første omgang, så fik jeg alligevel en præmie – nemlig dronninge-skakbrikken.
Så har vi jo også haft en nisse, som vi har stillet lækkerier til – når vi ellers har husket det. Det havde vi ikke torsdag aften. Så næsten morgen, da jeg hældte mælk på havregrynene, var mælken lyserød. Og tidligere havde drillenissen også puttet nødder i vores sko og støvler.
Men heldigvis har den nu været sød for det meste. Og vi har da også fået gaver af den hver søndag her i december.
Weekenden stod i bagningens tegn. Lørdag bagte jeg småkager med mor og Vilde. Og senere legede jeg med Olivia og Rosa. Søndag pyntede vi så småkagerne med glassur. Og bagefter legede jeg igen med Olivia.
Om tirsdagen var der julehygge i SFO’en, hvor mor og far kom forbi til æbleskiver. Da Vilde blev hentet, havde hun Barabara med hjem – som også spiste hos os.
Torsdag skulle vi på en hemmelig tur med skole – der var en slags gave til os. Jeg havde gættet på flere ting – bl.a. legeland. Det troede far nu ikke rigtig på, at det ville blive. Men det viste sig faktisk at være Dinos Legeland. Så det var super sjovt.
Vi skulle køre i bus dertil. Og da jeg havde været lidt køresyg på en tidligere bustur med skolen, så havde mor skaffet nogle køresygepiller – hvilket heldigvis hjalp.
Om lørdagen var jeg i Frederiksberg Centret med mor og Vilde, mens far var til julefrokost. Og senere lavede vi julegaver. Næste dag lavede vi flere julegaver. Og så legede jeg også med Rosa og Olivia.
Mandag var der så afslutning til musik. Og her havde næsten alle taget nogle lækkerier med. Så jeg kom til at spise så meget af det, at jeg fik ondt i maven og næsten ikke orkede at komme til svømning.
Jeg kom dog af sted, og til svømning var det også sidste gang – hvilket betød mere lækkerier. Jeg kunne nu ikke spise noget af det – hvilket er ret unormalt. Da det var sidste gang, måtte mor også kigge på.
Næste dag skulle jeg være ”nisse” i skolen. Det har vi skiftes til hver dag i julen – hvor vi skulle stå for lidt julehygge. Her har de fleste bl.a. haft nogle julelækkerier med.
Og det havde jeg også – småkager, der lignede rensdyr (som mor havde bagt). Og så havde jeg også bestemt, at vi skulle lege ”Lille Rudolf, der er nogen, der har taget din tud” (hvilket er næsten lige som den mere normale version ”Lille hund, der er nogen, der har taget dit kødben”).
Senere var jeg til tandlæge, hvor jeg fik lak på nogle tænder som beskyttelse mod huller. Det gik også fint. Så da far kom hjem, sagde jeg til ham, at det havde været den bedste dag nogensinde.
Onsdag var så sidste dag i skolen, hvor vi julehyggede og bl.a. var i kirke. Og om aftenen var jeg til fodbold, hvor vi skulle holde endnu en juleafslutning.
Det startede dog ikke så godt, for jeg skulle have kakao med. Desværre fik far ødelagt begge termokander, inden vi kom af sted, så der kom kakao ud over det hele. Heldigvis lykkedes det mor og far at låne nogle nye af Rie, så vi også havde noget med.
Til afslutningen fik vi så kakao og masser af æbleskiver (og pebernødder). Så endnu en gang gik jeg ikke sulten fra en juleafslutning.
I går var der så juleferie i skolen, så jeg var i SFO hele dagen. Først var der ikke rigtig nogen at lege med, men heldigvis kom Asta – og så kunne vi lege.
Om aftenen fik jeg lavet de sidste gaver, og pakket dem ind. Og nu er det så sidste dag inden den store dag i morgen – juleaften.
