SFO og Afrika

Så er det blevet sommerferie, og jeg har derfor ikke været i skole. Den første del af ferien har jeg været i SFO. Og den sidste uges tid har jeg været i Afrika.

I slutningen af sidste måned tog far tilbage til Roskilde Festivalen, efter at han havde været hjemme en enkelt nat. Og om torsdagen kom mormor og morfar for at hente Frida og jeg, så mor også kunne komme en enkelt dag på festival.

Mens vi var hos mormor og morfar, var vi sammen med Filippa og Linus i cirkus. Og om natten overnattede Filippa der også. Lørdag kom mor op til os, og da det var det rigtig godt vejr, så var vi på stranden, hvor vi badede.

Søndag var det stadig rigtig fint vejr, så her spiste vi morgenmad i gården. Bagefter legede vi med de andre, inden de tog af sted på ferie. Om eftermiddagen kørte vi til Roskilde, hvor vi skulle hente far, som skulle hjem fra festival.

Jeg havde troet, at festivalen var et sted med hoppeborge og sådan noget. Men det var rigtig mærkeligt. Her var ingen hoppeborge – til gengæld var der fyldt med ødelagte telte overalt. Det var utroligt, at man kunne bo sådan et sted en hel uge.

Om aftenen spiste vi alle fire pizza i Landbohøjskolen Have. Og mandag startede så en ny uge i SFO’en.

Tirsdag var vi i Fælledparken, hvor vi hyggede os i soppebassinet. Og onsdag ville jeg gerne have været i svømmehallen. Men desværre var der ikke plads, så i stedet var jeg til jazz i Søndermarken. Om aftenen kom Heidi og Svend på besøg. Det var rigtig hyggeligt – og Heidi læste godnathistorie for os.

Dagen efter kunne jeg så til gengæld komme med i svømmehallen. Og om fredagen lavede vi bål i skolegården, hvor vi kogte suppe. Det betød også, at jeg lugtede rigtig meget af røg, da jeg kom hjem.

På vejen hjem fra SFO, kørte vi forbi en dykkerbutik for at købe svømmefødder til mig, inden vi hentede Vilde i børnehaven. Og så var jeg ellers klar til ferie.

Lørdag morgen blev jeg vækket kl. 3.45 – noget jeg havde set frem til, da jeg ellers meget sjældent bliver vækket. Kort tid efter tog vi en taxa til lufthavnen, hvor vi skulle flyve mod Amsterdam kl. 6.

I Amsterdam var der en del ventetid, som vi bl.a. brugte på at spise noget morgenmad. Og bagefter var der en lang flyvetur til Tanzania. Selvom jeg havde været meget tidligt oppe, sov jeg kun en smule på turen. Resten af tiden blev brugt med tv og iPad.

Da vi landede i Dar Es Salaam i Tanzania, var der rigtig meget kaos – og vi skulle vente lang tid på vores visum. Efterhånden var klokken blevet mange, og det var svært at holde sig vågen.

Men til sidst fik vi vores visum, fik hentet vores bagage og kom med en taxa mod vores hotel. Heldigvis var der ikke så langt, og kl. 22.30 (dansk tid) kunne vi endelig ligge i vores seng – og det tog ikke lang tid, før vi sov.

Næste morgen vågnede jeg lidt otte lokal tid (hvilket var syv dansk tid). Så det var ikke meget længere, at jeg sov, selvom jeg havde været tidligt oppe og sent i seng dagen før. Mor og far valgte at sove videre, så vi sprang morgenmaden over.

Til gengæld spiste vi så lidt tidlig frokost på vores hotel – hvor jeg fik spaghetti carbonara. Bagefter var vi i pool for første gang på vores ferie. Og resten af eftermiddagen slappede vi af på vores værelse med lidt tv.

Om aftenen var vi ude på en kort gåtur i byen, inden vi gik tilbage til vores hotel, hvor vi spiste aftensmad. Her fik jeg fish & chips – og derved havde jeg allerede spist mine to ferie-favoritretter den første dag.

Næste morgen blev jeg vækket af Vilde – hvilket kom til at gentage sig de næste dage, selvom det normalt er mig, som vågner først derhjemme. Mor og far sov lidt videre – de var vist ikke klar til at stå op kl. 7. Men alligevel var vi oppe i tide til at nå morgenmaden.

Bagefter gik vi en tur til en Botanisk Have. Den var der dog ikke meget ved – så var det sjovere at være ved poolen bagefter. Om eftermiddagen så vi Løvernes Konge på vores værelse – det passede ret godt til en rejse til Afrika. Om aftenen spiste vi mad i et lille center, der lå under vores hotel.

Dagen efter blev jeg igen vækket af Vilde – og det var så tidligt, at mor og far ville have, at vi sov videre. Det var vi dog ikke meget for. Og resultatet blev da også, at vi begge to kom op, efter vi havde ligget lidt.

Morgenmaden blev sprunget over, og i stedet spiste vi på den samme restaurant i centret som dagen før. Her fik jeg fik kylling og karry – endnu en favoritret.

Bagefter gik vi til et marked i nærheden, der også var meget kaotisk. Her var meget trafik, så man skulle hele tiden passe på bilerne. I en butik i nærheden købte vi nogle nye malebøger, inden vi gik hjemad igen. Eftermiddagen sluttede igen ved poolen, og aftensmaden blev spist på hotellet.

Næste dag skulle vi videre til Zanzibar. Dagen startede dog som de andre med, at Vilde vækkede mig. Så spiste vi morgenmad og pakkede de sidste ting. Fra hotellet var der en kort køretur til færgen, hvor der var endnu mere kaos end i lufthavnen.

Heldigvis var vi i god tid. Og heldigvis havde nogen til at bære vores bagage. For alle masede og skubbede for at komme fremad – og der var ikke meget system i noget som helst.

Selve færgeturen var helt fin. Den tog omkring to timer – og vi blev heldigvis ikke søsyge. Efter endnu en gang kaos kom vi med taxa til vores hotel, der lå i nærheden. Alligevel tog turen noget tid pga. meget trafik.

Fremme ved vores hotel fik vi vores værelse. Og bagefter fandt vi en café ved vandet, hvor vi spiste en sen frokost (der også blev til aftensmad). Vi nåede også en tur i hotellets pool, inden det var tid til at sove.

I går morges blev jeg for en gang skyld ikke vækket af Vilde – måske fordi mor lå lige ved siden af. Så her var jeg først oppe og spillede iPad, inden de andre stod op og vi kunne komme til morgenmad.

Bagefter gik vi en tur rundt i Stonetown, som byen hedder. Her er fyldt med gamle, slidte huse – men også en masse små butikker med souvenir. Bagefter fik vi en is på hotellet, inden vi fandt en restaurant i byen, hvor vi spiste frokost. På restauranten var der en sød kat – noget som vi efterfølgende har fundet ud, at der er mange steder.

Da vi havde spist, var vi i poolen og fik endnu en is, inden vi igen gik ud for at spise aftensmad på en anden restaurant – med endnu en kat. Det blev lidt sent, inden vi kom i seng. Så vi faldt i søvn med det samme.

I dag har vi været på endnu en gåtur til et lokalt marked – der var meget vildere og mere kaotisk end det, som vi oplevede i Dar Es Salaam. Her var rigtig mange mennesker, og de ville alle fremad uden at kigge sig for – så det var lidt af en opgave for mor og far at passe på os.

Markedet var delt op i flere områder, og der var bl.a. et kødmarked – der ikke lugtede specielt godt. Vi så også tørrede blæksprutter og masser af krydderier, inden vi gik videre til et gammelt (og heldigvis nedlagt) slavemarked.

Her fik vi en rundvisning, og mor og far oversatte, hvad de fik at vide på engelsk. Vi så bl.a. de små celler, hvor slaverne havde været. Her havde siddet op til 75 kvinder, mænd og børn i et meget lille rum. Det må godt nok ikke have været sjovt.

På vejen tilbage til vores hotel spiste vi på denne samme restaurant som den først dag. Bagefter var vi i poolen, hvor vi mødte en dansk dame, som vi snakkede meget med.

Aftensmaden spiste vi på endnu en ny restaurant – hvor de var meget lang tid om at komme med vores mad. Så jeg faldt næsten i søvn – men heldigvis kunne jeg lige holde mig vågen, til vi kom hjem på vores værelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *