Fra Hong Kong til Danmark

Efter en masse oplevelser i Hong Kong er jeg nu kommet tilbage til Danmark – hvor hverdagen med skole og venner er startet igen.

Vores første hele dag i Hong Kong startede stille og roligt på hotelværelset med udpakning af vores ting. Da det var klaret, satte vi os ind i en taxa og kørte til et fysikmuseum (i stil med Experimentariet), der skulle være rigtig sjovt.

Desværre var det også lukket, så i stedet valgte vi at tage på historiemuseet ved siden af – selvom det jo ikke var helt det samme. Men det var nu fint nok alligevel.

Bagefter gik vi ned til vandet, hvor der lå et rummuseum. Jeg vil jo gerne være astronaut, når jeg bliver stor – og så kunne jeg passende lære lidt om det her. Det var dog ret gammeldags og kedeligt, så jeg håber, at det er mere spændende at være astronaut i virkeligheden. Ellers må jeg vist finde noget andet at blive.

Mor havde lovet os en is – så det gik vi på jagt efter. Først var vi i Hong Kongs største shopping center. Men her var der kun dyre butikker. Så i stedet endte vi på McDonald’s, hvor vi fik hver en is.

Efter isen gik vi tilbage til shopping centret og kiggede lidt i en legetøjsbutik, inden vi gik udenfor for at opleve lanternefestivalen. Der skulle også blive sendt lanterner til vejrs. Men det var koldt og vådt – og vi var trætte. Så vi ventede ikke på det.

I stedet gik vi på udkig efter et sted at spise aftensmad. Det var dog ikke helt nemt at finde, så i stedet valgte vi at tage tilbage til vores hotel. Først prøvede vi at få en taxa, men det kunne ikke lade sig gøre. Så i stedet tog vi metroen tilbage.

Da vi kom tilbage til hotelværelset, lå der et lille tøjfår til Vilde og jeg. Så efter vi havde spist lidt brød til aftensmad, puttede vi med vores nye bamse – og faldt i søvn kl. 21.45.

Næste morgen vågnede jeg kl. 6.40. Og da vi havde fået morgenmad, tog vi en taxa til forlystelsesparken Ocean Park. Her var en af de store seværdigheder pandaerne.

Først så vi de røde pandaer, der var meget søde – og ret aktive. Det kan man til gengæld ikke sige om kæmpepandaerne (de sorte og hvide), som bare lå og dovnede det meste af tiden.

Lige udenfor pandaområdet var der en række akvarier med mærkelige, kinesiske fisk. Nogle havde kæmpe kinder, mens andre så ud til at have en hjerne på ydersiden af hovedet. De var alle sammen meget mærkelige at se på.

Bagefter var vi i en butik, hvor vi kiggede lidt på forskellige bamser. Her fik jeg øje på et af de mærker, der sidder på bamserne – og spurgte ”er det kinesiske tegn”. Men det viste sig bare at være vaskeanvisninger.

Efter vi havde prøvet en karrusel, var vi inde et andet sted, hvor der var koalabjørne. Bortset fra at de var om muligt endnu mere dovne end pandaerne, så var de ret søde.

Ocean Park består af to dele – en nede i havniveau og en oppe i bjergene. Så da vi var færdige med den første del, kørte vi med en kabelbane til den anden del. Og her var turen noget længere end den, som vi havde oplevet i Singapore.

Efterhånden var det blevet tid til frokost. Men det hele var rigtig dyrt – bortset fra McDonald’s. Så endnu engang blev det der, hvor vi kom til at spise.

Da vi havde spist, var det blevet tid til at prøve forlystelser. Og det startede da også fint ud med et pariserhjul. Men derefter røg jeg ind i en række forlystelser, som jeg var for lille til at prøve – selvom de ikke var specielt vilde.

I stedet gik vi over til et delfin- og søløveshow. Det var rigtig sjovt at opleve – specielt at se delfinerne hoppe højt op fra vandet.

Næste stop var et stort hajbassin, som kunne ses både oppefra og under vandet. Og da vi var færdige med det, var det planen at tage kabelbanen ned igen. Men der var meget lang kø, så vi valgte at blive på bjerg-delen lidt længere.

Her var vi først oppe i et højt tårn, der kørte rundt – og havde rigtig flot udsigt. Bagefter fik vi en is, og så lykkedes det os faktisk at finde en forlystelse, som både Vilde og jeg måtte prøve – en stille og rolig rutsjebane.

Efterhånden var køen til kabelbanen blevet kort nok til, at vi gad vente på den. Og det tog da heller ikke lang tid, før vi sad i en vogn på vej ned.

Nede igen fik vi lov til at vælge en bamse hver. Og efter mange overvejelser endte jeg med en sød koalabjørn (mens Vilde valgte en panda). Den var jeg rigtig glad for, og jeg sov da også med den resten af rejsen.

Lige inden vi tog en taxa tilbage mod hotellet, så vi et afsluttende show ved springvandet, der bestod af både lys, lyd, fyrværkeri, ild og vand.

Hjemme igen købte vi mad i vores eget shopping center, som vi tog med tilbage på værelset for at spise. Og så var det ellers blevet tid til at sove efter en lang dag.

Næste morgen vågnede jeg tidligt – men for en gang skyld alligevel efter Vilde. Da vi havde spist morgenmad, tog vi metroen til et stoppested for sporvogne. Her steg vi på en sporvogn, hvor vi kunne sidde forrest med åbent vindue og kigge ud på byen – hvilket vist nok skulle være en seværdighed i sig selv.

Bagefter tog vi en lang række rulletrapper opad – som eftersigende skulle være verdens længste sammenhængende system af rulletrapper. Og der var da i hvert fald også mange.

På halvvejen stoppede vi ved en pizzarestaurant, og da vi kom op til toppen, vendte vi om og gik hele vejen ned igen – hvorefter vi tog metroen tilbage til vores hotel.

Her så vi Toy Story, så vi kendte figurerne, når vi skulle i Disneyland senere. Bagefter var jeg en tur i hotellets pool, inden vi spiste aftensmad på værelset.

Turen til rummuseet havde måske alligevel gjort lidt indtryk på mig. For lige inden jeg skulle sove, spurgte jeg ”skal man rejse til månen om natten?” – hvortil far svarede ”der er langt, så man skal både rejse om dagen og om natten”. Og det svar undrede mig lidt – og derfor konstaterede jeg ”men månen er jo ikke fremme om dagen”.

Dagen efter tog vi det roligt om formiddagen. Senere gik vi en tur i nærheden af hotellet. Her var vi på et marked, hvor der også var en gøgler, som kunne balancere på et bræt og jonglere samtidig. Vi kiggede også på legetøj, men der var ikke rigtig noget interessant.

Efter vi havde spist frokost på en thairestaurant, gik vi tilbage for at kigge lidt i vores shopping center. Resten af dagen var vi på værelset, og jeg var også en tur oppe ved poolen sammen med far (som ikke gad i vandet).

Om aftenen fik vi fish & chips i shopping centret – hvilket var en dejlig afveksling til kinesisk mad og spaghetti carbonara. Og så var det blevet tid til at sove.

Mandag i sidste uge var det så endelig blevet den dag, som vi havde ventet længe på – dagen hvor vi skulle i Disneyland. Og heldigvis viste vejret sig fra sin bedste side med solskin og højere temperaturer end de andre dage i Hong Kong.

For at komme til Disneyland skulle vi med tre forskellige metrotog – hvor det sidste var et specielt Disneytog med Mickey Mouse vinduer og stropper.

De næste mange timer prøvede jeg rigtig meget. Og til forskel fra i Ocean Parken var jeg ikke for lille til det meste. Faktisk var der kun én ting, som jeg gerne ville prøve, som jeg var for lille til – lige præcis en centimeter. Men det gjorde ikke så meget, når jeg nu kunne prøve alt det andet.

Vi fik også set en masse af de Disneyfigurer, som vi kender så godt – bl.a. blev jeg fotograferet med Jessie fra Toy Story (som jeg jo lige havde lært at kende et par dage tidligere). Og så fik vi klistermærker ved rigtig mange af forlystelserne – så min t-shirt var til sidst helt fyldt med klistermærker.

Det sjoveste var dog to forskellige rutsjebaner, som var mindst lige så vilde som dem i Tivoli – og heldigvis var jeg høj nok til at prøve dem begge to (sammen med først far og derefter mor).

Vi var i Disneyland hele dagen, så udover både frokost og aftensmad, fik vi også set den flotte parade. Her ville de gerne have Vilde og mig med ud at danse lidt – men det havde vi alligevel ikke lyst til. Men flot det var det godt nok.

Dagen sluttede med det flotte show ved Torneroseslottet, hvor der var både lys, lyd og et kæmpe fyrværkeri. Og på vejen ud af parken, var vi lige inde i en butik. Her fik jeg et rigtig fint Disneytæppe med Mickey Mouse, Anders And og flere af de andre figurer.

Så ventede der bare en lang metrotur hjem, hvor jeg var så træt, at jeg næsten ikke kunne holde mig vågen. Det lykkedes dog, og lige inden jeg faldt i søvn hjemme på værelset, kunne jeg meddele mor og far, at det havde været den bedste dag på hele rejsen.

Dagen efter var vi lidt lang tid om at komme i gang. Men da ferien var ved at være slut, og der stadig var ting i Hong Kong, som vi gerne ville se, måtte vi igen af sted.

Først tog vi færgen over floden til den anden side af byen. Her tog vi en bus, der kørte os til foden af et af Hong Kongs bjerge. Her skulle vi med en særlig togvogn, der blev trukket til toppen af Victoria Peak – og havde gjort det siden 1888.

Det var ret sjovt at prøve – specielt at stå op, når vognen blev kørt op ad de stejleste steder. Til gengæld var der ret koldt oppe på toppen. Så vi nøjedes med at nyde udsigten ud over Hong Kong fra en indendørs restaurant, hvor vi spiste frokost.

Bagefter tog vi turen tilbage i modsat rækkefølge – kabeltog, bus og færge. Hjemme på værelset så vi Toy Story og Frost. Så var det tid til et bad, inden vi spiste aftensmad på værelset og lagde os til at sove.

Efterhånden havde vi set det meste, som vi gerne ville se i Hong Kong. Og vi var også ved at være godt trætte. Så vi tog en rolig dag næste dag.

Om morgenen og formiddagen legede vi på værelset. Og lidt over middag gik vi ud i gaderne bag vores hotel. Her var der et lokalt marked og masser af kinesiske butikker, der bl.a. solgte tørrede fisk, søpølser og hønsefødder. Alt stod på kinesisk – og så lugtede der i øvrigt ikke så godt.

Så jeg var glad for, at vi spiste frokost i centret – og ikke på markedet. Bagefter var vi igen hjemme på værelset, hvor vi så lidt film i tv. Aftensmaden spiste vi i nærheden af vores hotel – hvor vi fik spaghetti carbonara igen. Så var det hjem at sove, for i mellemtiden var kl. blevet 21.45.

I torsdags var det så blevet tid til at forlade Hong Kong og flyve hjem til Danmark. Vores fly gik dog først kl. 23.40, så vi havde en lang dag foran os.

Formiddagen brugte vi på at spise morgenmad og pakke. Og klokken 12 checkede vi så ud af hotellet og tog metroen til et nyt shopping center.

Centret var ret kedeligt, men vi fik en god frokost, der igen bestod af spaghetti carbonara – og ikke mindst is og kakao til dessert.

Efter frokosten tog vi tilbage til vores eget center, hvor vi fik en is på McDonald’s. Og så var det blevet tid til at hente bagagen, klæde om og tage en taxa mod lufthavnen.

Her måtte vi vente lidt på at kunne checke ind. Og da det var klaret, spiste vi aftensmad på en restaurant, der var en del af samme kæde som der, hvor vi havde spist frokost. Og det betød også, at vi kunne få samme mad – inkl. den tredje is på én dag.

Da vi havde spiste, kørte vi med et tog til gaten, hvor vi ventede på at kunne komme om bord. Flyet lettede lige efter midnat – og jeg havde holdt mig vågen helt indtil da. Men da vi først var i luften, faldt jeg hurtigt i søvn.

Næste morgen vågnede jeg kl. 7 Hong Kong tid – hvilket svarede til midnat dansk tid. Så man kan jo faktisk sige, at jeg sov fra midnat til midnat. Resten af turen spillede jeg iPad og tv. Og klokken 5.40 (dansk tid) landede vi i München.

Her havde vi lidt travlt, for vi havde kun en time til at nå vores fly til København. Og vi skulle både igennem paskontrol og sikkerhedskontrol igen. Men heldigvis nåede vi det lige.

Flyveturen til København tog ikke så lang tid, så lidt over otte landede vi i København. Her skulle mormor og morfar møde os. Men de nåede ikke frem pga. trafikken. Så i stedet tog vi en taxa hjem til Frederiksberg – og på vejen så vi dem faktisk pludselig i bilen bag ved os.

Hjemme på Frederiksberg mødtes vi så med dem udenfor. Og så kunne vi endelig lukke os ind i lejligheden efter seks ugers rejse.

Her blev alt legetøjet hurtigt hevet frem – og mormor og morfar skulle også være med til at lege. Det var nu rart at have nogle andre at lege med end Vilde, mor og far.

Inden mormor og morfar tog hjem, spiste vi smørrebrød med dem. Og så var det bare at vente på, at det blev eftermiddag. For alle vores venner var jo i skole – og kunne derfor ikke lege med det samme.

Men endelig fik de fri, og så kom Olivia op – og gensynsglæden var naturligvis stor. Senere kom også både Zandra og Jolie kort på besøg.

Om aftenen fik vi risengrød til aftensmad. Og bagefter stod den på Disneysjov og fredagsslik. Til sidst havde jeg svært ved at holde mig vågen – men her havde jeg jo også været vågen siden midnat. Så kl. 19.30 sov jeg.

Lørdag morgen stod jeg så op kl. 5.30. Og senere kom både Olivia og Jolie en kort tur på besøg, inden vi skulle køre mod Gilleleje for at fejre Henriks og Jannes fødselsdag. Her fik vi kage og boller – og jeg hoppede i trampolin med Mathilde og Vilde.

Til sidst var jeg meget træt, og jeg faldt da også i søvn i bilen på vej hjem. Da vi nåede Frederiksberg, vågnede jeg lidt op igen – dog ikke længere end til kl. 19, hvor jeg igen lå i min seng.

I forgårs vågnede jeg så allerede kl. 4.15 og ville op. Efter lidt brok og diskussion fik mor og far dog overbevist mig om, at jeg skulle sove lidt mere. Og jeg fik da også sovet lidt, inden jeg igen stod op kl. 6.

Om formiddagen var Ellinor og Arthur på besøg – inden de skulle videre til en fødselsdag. Om eftermiddagen kom Olivia og Jolie så op. Og senere kom Rosa, Anna og Silje (som var på besøg hos Rosa) også op til os. Så i løbet af de to dage, nåede jeg at lege med alle mine veninder.

Senere kom Zandra, Shyam, Rie og Peter også forbi. Og Olivia, Jolie, Zandra og Shyam blev til aftensmad, hvor vi fik pizza. Efter en lang dag (der var startet tidligt) var jeg helt klar til at sove kl. 19.30.

I går skulle jeg så i skole igen. Jeg vågnede kl. 5.40, så der var god tid til at gøre mig klar. Far fulgte mig hen til skolen, og allerede i garderoben fik jeg kram af de første fra min klasse.

Og da jeg kom ind i klasseværelset, fik jeg flere krammere. Rosa sørgede også for at vise mig, hvor jeg skulle sidde – for mens jeg havde været væk, havde de skiftet pladser.

Nogle af de andre var også ret spændt på, om jeg stadig kunne snakke dansk – nu da jeg havde været så længe væk. Men det var nu ikke noget problem.

Efter de mange kram, sagde far farvel og vi gik ned for at synge morgensang – og resten af dagen gik som en normal skoledag. Anja sagde også, at jeg ikke behøvede at fortælle en hel masse lige med det samme. Og de billeder, som jeg havde sendt til klassen, kunne jeg også bare fortælle om en anden dag.

Så det var en rigtig fin dag – men jeg var meget træt, da jeg kom hjem. Så jeg lagde mig på sofaen for at slappe af – og var lige ved at falde i søvn. Men så kom Olivia på besøg og jeg vågnede lidt op igen.

Jeg er efterhånden kommet ind i den danske rytme om aftenen – og kommer i seng til normal tid omkring kl. 19.30. Men om morgenen kniber det lidt mere.

Både i går og i weekenden vågnede jeg tidligt. Og her til morgen vågnede jeg så kl. 5.10 – og kunne ikke sove længere. Men forhåbentlig bliver det snart bedre – for ellers bliver det nogle lange skoledage, indtil det igen er weekend.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *