Efter nogle hårde dage på Borneo, har jeg heldigvis de sidste to uger haft mulighed for noget af det, som jeg elsker mest – nemlig at bade.
Den sidste dag i Manila var jeg i poolen med mor og Vilde, mens far klarede noget arbejde. Og bagefter spiste vi aftensmad i vores lejlighed, inden det var sovetid.
Næste morgen var det så tid til at forlade Manila og tage mod øen Boracay. På vejen til lufthavnen kørte vi med en taxachauffør, som solgte konens kager. Og dem blev mor så glad for, at vi købte to æsker – som vi efterfølgende spiste i lufthavnen.
Her var der rigtig mange mennesker, så det var rart, da vi med lidt forsinkelse kom med flyveren. Selve flyveturen tog under en time, og så landede vi i lufthavnen nær Boracay – i regnvejr.
For at komme til vores hotel, skulle vi først køre i bil. Derefter skulle vi med en båd, inden vi igen skulle køre med bil. Men endelig var vi fremme.
Først spiste vi frokost på stranden – hvor Vilde og jeg endnu engang spiste spaghetti carbonara. Derefter prøvede vi hotellets pool for første gang, inden vi sluttede dagen med fredagsslik og tegnefilm i tv.
Næste dag skinnede solen heldigvis. Men inden jeg kunne komme i poolen, skulle jeg lige være med til at finde nogle fotos, som vi kunne sende til min skole.
Bagefter var det pool-tid, inden vi igen spiste frokost på stranden. Her badede jeg også sammen med mor, inden vi sluttede dagens badning i poolen.
Om aftenen spiste vi på en restaurant ved stranden, hvor vi også så ildshow. Det var ret spændende. Bagefter var det egentlig meningen, at vi skulle have en is. Men de steder, hvor vi kiggede, havde isen været smeltet og frosset igen. Så mor og far var bange for, at vi skulle blive syge af den – og vi måtte derfor nøjes med nogle vingummier i stedet.
Dagen efter fandt vi de sidste fotos til skolen, og så gik vi en lang tur langs stranden. Her fik jeg også flettet noget flot garn ind i mit hår. Efter frokosten gik vi tilbage i vandkanten – eller det vil sige, at det gjorde de andre. For jeg insisterede på at gå et godt stykke ude i vandet.
Efter den obligatoriske eftermiddagstur i poolen, spiste vi aftensmad på samme restaurant som dagen før. Her kom tjeneren endda med nogle graveredskaber, så Vilde og jeg bedre kunne grave i sandet.
Da vi kom tilbage til værelset, plagede jeg om at få lov til at lave noget af det skolearbejde, som jeg har fået med. Men det fik jeg ikke lov til, for det var åbenbart blevet for sent.
Næste dag mindede på mange måder om de forrige. Først morgenmad, derefter en gåtur langs stranden – hvor jeg også fik soppet. Så spiste vi frokost på en strandrestaurant, hvor jeg endnu engang fik spaghetti carbonare. Denne gang kunne jeg dog ikke lide den – og det er vist aldrig sket før.
Eftermiddagen blev endnu engang tilbragt ved poolen, og aftensmaden blev spist ved stranden. Da vi kom tilbage til vores hotel, var der også ildshow – men de var nu ikke lige så gode som dem, vi havde set tidligere.
Efter at have gået en del frem og tilbage på stranden ved vores hotel, valgte vi næste dag at besøge stranden på den anden side af øen. Her blæste det noget mere, så der var mange, som kitesurfede – hvilket så ret sjovt ud. Desværre var jeg ikke helt gammel nok.
Til frokost spiste vi på en restaurant, hvor der også var nogle kinesere som spiste (dem var der rigtig mange af på Boracay). Og mor og far syntes vist ikke, at deres manerer var så pæne. I hvert fald fortalte de, om de mange mærkelige ting, som man gerne må i Kina – sidde i skrædderstilling på stolen, skovle maden ind i munden og bøvse. Altså alt det, som jeg får ballade over, når jeg gør det.
Da vi kom tilbage, var jeg først en tur i poolen. Og resten af eftermiddagen spillede jeg iPad på værelset, inden vi spiste aftensmad på stranden – og Vilde og jeg gravede i sandet.
Vores sidste dag på Boracay bød på ren afslapning. Først morgenmad og derefter pool. Så frokost, afslapning på værelset og mere pool. Og til sidst aftensmad på stranden, inden det var tid til at lægge sig til at sove.
I torsdag forlod vi så igen Boracay med hhv. bil, båd og bil igen. Vi kom i god tid til lufthavnen, og måtte derfor vente et stykke tid, inden vi kunne flyve den korte tur til Cebu, hvor vi blev hentet og kørt mod vores hotel.
På den to timer lange køretur hørte jeg lydbog og kiggede ud på livet udenfor bilen – hvor der bl.a. var en knallerttaxa, der kørte med en levende ged på taget.
Da vi kom frem, blev vi vist det sted, hvor vi skulle bo. Det bestod af en soveværelse, hvor vi alle fire skulle sove (under myggenet), en opholdsstue og en tagterrasse med en flot udsigt.
Vi havde ikke fået noget frokost, så i stedet fik vi tidlig aftensmad. Mens vi ventede på maden, fik Vilde og jeg lov til at bade i poolen. Efter maden badede vi lidt i havet – hvor jeg for første gang fik prøvet min snorkel. Og så sluttede vi poolen, inden det var blevet tid til lidt afslapning på værelset, inden vi skulle sove.
Næste morgen efter morgenmaden og en hurtig tur i poolen, gik far og jeg ned til stranden for at snorkle. Her var det meget lavvande, så vi måtte gå ud af en sti, der var lavet på bunden med fliser. Den var ret svær at gå på, for den var meget glat. Vi fik ikke set så meget på snorkelturen – men nogle enkelte søstjerner blev det dog til.
Bagefter var jeg igen i poolen, inden vi skulle spise frokost. Så slappede Vilde og jeg af i vores opholdsstue, hvor vi legede med playmobil. Og inden aftensmaden så vi en flot solnedgang fra tagterrassen.
Næste dag forløb på nogenlunde samme måde. Først morgenmad, og derefter pool og lidt afslapning på værelset – inden det var tid til frokost.
Efter frokosten gik vi en tur langs stranden. Her var jeg også ude at snorkle med mor – hvor vi bl.a. kiggede efter skildpadder, som både mor og far havde set, da de var ude at snorkle alene. Desværre så vi ikke nogen.
Bagefter legede Vilde og jeg lidt i sandet, inden vi tog tilbage til poolen. Så var det endnu engang blevet tid til aftensmad – og kort efter sovetid.
I søndags var der så lidt variation i dagen. Jeg startede godt nok i poolen, men senere tog vi en knallerttaxa (en slags tuktuk) ind til byen Moalboal – som lå en lang og bumpet grusvejstur væk.
Her var vi på McDonald’s for at spise Happy Meal og is – hvilket var en dejlig afveksling til spaghetti carbonara og karry-kylling, som jeg fik ret meget af på hotellet. Bagefter var vi forbi et supermarked, inden vi igen bumpede hjemad.
Resten af dagen stod den på afslapning, pool – og en tur i boblebad, som der var på vores værelse. Og efter aftensmaden var det så igen blevet sovetid.
I forgårs var vi så tilbage i den vante rytme med morgenmad og efterfølgende badning i poolen. Efter det var jeg ude at snorkle med far – desværre endnu engang uden at se skildpadder.
Efterhånden var jeg ved at være lidt træt af at bade, så efter en kort svømmetur i poolen, fik Vilde og jeg vores playmobil – som vi legede med ved poolkanten. Bagefter var det tid til frokost, pool og afslapning på værelset – inden aftensmad og sovetid.
I går var så sidste dag i Moalboal – og derved sidste chance for at se skildpadder. Inden da var jeg dog en tur i poolen og legede igen med playmobil ved poolkanten.
Efter frokost gik far og jeg et godt stykke langs stranden, inden vi gik ud i vandet for at snorkle. Endnu engang så jeg masser af fisk – men desværre ingen skildpadder. Så det må jeg have til gode til en anden gang.
Bagefter tog jeg en sidste tur i poolen, inden jeg sluttede dagen på værelset. Så var der kun aftensmad tilbage, inden vi skulle i seng for at sove.
I dag har vi så været tidligt oppe. Jeg vågnede omkring 5.30 ved at mor og far rumsterede rundt. Og klokken 6 forlod vi hotellet. Foran os ventede den lange køretur tilbage til Cebu, hvor vi skulle flyve fra.
Og det blev en lang køretur. For ikke nok med, at den tog en time ekstra pga. meget trafik. Jeg nåede også at kaste op fire gange på turen – den sidste gang da vi nåede lufthavnen og jeg lige steg ud af bilen.
Så jeg var glad for at være fremme i lufthavnen, hvor vi havde god tid, inden vi skulle flyve mod Hong Kong. I lufthavnen fik vi lidt ”morgenmad” – i form af spaghetti carbonara og en is til dessert.
Flyveturen til Hong Kong tog knap tre timer, der blev brugt med min iPad. Da vi landede skulle vi gå ret langt, for at komme til paskontrollen og bagageudleveringen. Bagefter fik vi fat i en taxa, som kørte os til vores hotel.
Her fik vi både en ballon og et lille tøjdyr – så det var jo en god start. Og så fik Vilde og jeg vores eget værelse – hvor man kunne lave en god hule imellem sengene.
Da vi havde slappet lidt af på værelset, gik vi over til et shopping center lige på den anden side af vejen for at spise aftensmad. Og heldigvis valgte mor og far McDonald’s – vist nok fordi de ikke lige kunne overskue andre muligheder.
Bagefter kunne vi slappe lidt af på værelset, inden vi skulle sove – efter en meget lang dag med meget transport og ventetid.
