Så blev det 2014

Nu er 2013 blevet til 2014. Og nytårsaften var rigtig fin i selskab med mine bedste veninder.

Om formiddagen stod jeg som sædvanlig op kl. 6 – som jeg er begyndt på, at jeg har fået et ur, der fortæller mig, hvornår jeg må stå op. Mor og far havde travlt med at forberede nytårsfesten, men far og jeg var lige en tur i Frederiksberg Centret for at købe nogle småting.

Klokken 16.30 mødtes vi i gården med nogle af de andre beboere, og lidt senere kom vores gæster hos os. Vi var i alt 15 børn og voksne: Olivia, Jolie, Zandra Shyam, Ellinor, Arthur, Mette, Casper samt Zandra og Shyams venner Torben, Sine og Storm – og så naturligvis mor, far, Vilde og jeg.

Først legede vi alle sammen lidt, og derefter fik vi vores hovedret (ved børnebordet) – spaghetti carbonara. Bagefter var vi igen en tur i gården for at skyde lidt mere af. Desværre var jeg lidt bange for raketterne, men det var nu fint nok, når jeg bare stod lidt på afstand.

Senere fik vi isdessert, og så legede vi lidt mere, inden det var tid til at komme i seng. Men der var klokken også blevet 23 – det længste jeg nogensinde har været oppe. Ellinor og jeg sov sammen i min seng, så det var rigtig hyggeligt.

Næste dag sov jeg nu ikke længere end til kl. 7, selvom jeg havde været længe oppe. Derfor har jeg også været lidt træt siden nytårsaften. Alligevel har jeg ikke sovet længere end til kl. 6.50 i går og 6.25 i dag. Så mon ikke snart jeg igen begynder at vågne før klokken 6.

I hvert fald er juleferien jo slut og jeg er tilbage i børnehaven igen. Men både inden juleferien og i selve ferien har jeg også oplevet en del.

Dagene inden juleaften startede dog ikke helt godt. Forrige onsdag var jeg lidt småsyg og blev derfor hjemme sammen med mor. Jeg havde lidt feber om aftenen – men næste morgen var jeg frisk igen og derfor tilbage i børnehaven. Så som sædvanlig var jeg ikke syg særligt længe.

Om fredagen var der julehygge hos Rosa (sammen med Olivia), hvor vi også udvekslede gaver. Og om lørdagen hentede mormor og morfar både Vilde og jeg, for mor og far skulle til julefrokost.

Her hjalp vi med at pynte juletræ, og det tog åbenbart hårdt på mig – i hvert fald bad jeg selv om at komme i seng allerede kl. 18.15. Og næste morgen sov jeg helt til kl. 7.30.

Så jeg var frisk, da Henrik, Janne, Filippa og Linus kom til frokost. Og om eftermiddagen kom mor og far for at tage os med hjem igen.

Mandag hyggede vi hjemme om formiddagen. Og om eftermiddagen kørte vi til Tivoli i kassecyklen. På vejen puttede vi en julegave i Ellinors postkasse – en foto med os begge to iklædt flotte prinsessekjoler.

I Tivoli var der juleudstilling, og vi fik også både æbleskiver, vaffel og varm kakao. Så selvom det var lidt koldt og der var mange mennesker, var det en rigtig fin tur.

Tirsdag var det så endelig blevet juleaften. Om formiddagen kørte vi op til mormor og morfar, hvor vi skulle holde juleaften – bare os seks. Her fik vi først frokost og derefter en enkelt julegave. Resten af eftermiddagen gik med at se jule-tv – og vente.

Men endelig skulle vi spise – og derved gå i gang med juleaften. Efter gåsen fik vi ris a la mande – og både Vilde og jeg fik en mandel. Senere dansede vi om juletræet – og så var det endelig blevet tid til at pakke julegaver op.

Jeg fik en masse gode gaver: Playmobil, spil, bøger og ikke mindst en walkie talkie – som jeg kom til at kalde for en monkey tonkey flere gange.

Vilde og jeg havde også lavet gaver til mor, far, mormor og morfar. Men ved en fejl var der byttet om på min og Ellinors gave i børnehaven – så mor og far fik den, som Ellinors forældre skulle have haft. Det var ikke så heldigt.

Da alle gaverne var pakket ud, bad jeg selv om at komme ind for at sove – kl. 20.15. Der havde det også været en lang dag.

Vi overnattede alle sammen hos mormor og morfar. Og næste dag kom Henrik, Janne, Filippa og Linus til julefrokost. Og sidst på eftermiddagen kørte vi så hjem igen – hvor jeg som sædvanlig faldt i søvn i bilen.

Næste dag hyggede vi hjemme om formiddagen, og om eftermiddagen var vi en tur i Landbohøjskolens Have – Vilde på løbecykel og jeg på min almindelige cykel.

Fredag kom Rosa på besøg, og senere var vi hjemme hos Rosa. I alt legede vi sammen i hele syv timer.

Dagen efter var det så Ellinors tur til at komme på besøg. Først legede vi hjemme, og senere tog vi på legeplads sammen med mor.

Søndag var jeg i biografen med far, hvor vi så Alfons Åberg (og spiste popcorn). Bagefter var vi forbi Frederiksberg Rådhusplads, hvor vi købte fyrværkeri til nytårsaften.

Og dagen inden nytårsaften var vi alle fire på Den Blå Planet – hvor der heldigvis ikke var så mange mennesker.

2013 sluttede i øvrigt af med, at jeg (igen) sagde noget sjovt. Da jeg hørte, at Madhu skulle komme og gøre rent, fortalte jeg en røverhistorie: “Så kommer Madhu. Og så er hun på svampe og tager LS… – elastik på fødderne”. Sjovt nok kiggede mor og far lidt underligt på hinanden, mens jeg var ved at fortælle historien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *