I fredags overnattede jeg hos Linus og Filippa – helt alene uden hverken mor, far eller Vilde var med.
Mor var hjemme sammen med Vilde og jeg om formiddagen (mens far var på arbejde). Og klokken to kom Henrik og Linus og hentede mig.
På vejen hjem til Linus var vi forbi en rideskole og se Filippa ride. Det var ret spændende, selvom jeg også var lidt bange for hesten.
Resten af dagen legede vi sammen, så Disneysjov og fik fredagsslik. Og så faldt jeg ellers i søvn uden de store problemer.
Lørdag morgen stod jeg (som sædvanlig) tidligt op. Og lidt efter kom Filippa også op. Om formiddagen var vi til fødselsdag hos Ella, som fyldte 5 år – og hvis forældre Henrik og Janne er gode venner med. Og så nåede vi da også lige en sneboldkamp, med den nyfaldne sne.
Om eftermiddagen blev jeg hentet af mormor, morfar og Vilde (som var blevet hentet hjemme hos mor). Her skulle vi passes de næste to nætter, for far skulle spille nytårskoncert – og mor skulle med.
Det var også rigtig hyggeligt hos mormor og morfar – og om mandagen kom Linus på besøg. Senere kom Henrik også, og om eftermiddagen kom mor for at hente Vilde og jeg.
Efterhånden er det også blevet rigtig koldt – hvilket vi mærkede første gang den første weekend i det nye år, hvor vi var en tur ved skøjtebanen (dog uden at løbe på skøjter, da det var blevet ret sent).
Måske af samme grund var vi også indenfor i IKEA næste dag, hvor mor og far bl.a. skulle købe nogle billedrammer. Men det var nu også rigtig fint, for så kom jeg i deres legeland – hvilket var rigtig sjovt. Lige da vi kom, var der godt nok ikke plads, så jeg måtte vente til efter vi havde handlet.
Den efterfølgende uge havde jeg rigtig besøg af mine veninder. Om mandagen var Olivia med nede i børnehaven for at hente Vilde og jeg. Og bagefter kom Jolie også op. Og så spiste de begge to aftensmad hos os.
Onsdag mødte vi Rosa i gården – og hun ville også gerne både lege og spise aftensmad hos mig. Og om fredagen var Olivia igen på besøg, mens Vilde var nede hos Jolie.
Lørdag slappede vi af hjemme, og søndag var vi så i Zoologisk Have. Det var en noget koldt fornøjelse, så det var rart at komme hjem og få varm kakao med flødeskum.
I børnehaven er der også sket flere ting. Året startede med at vi var til fødselsdag hos Mikkel om torsdagen. Men i stedet for at være hjemme hos ham selv, var hele gruppen i Lagkagehuset, hvor vi fik en masse lækre ting.
Så har Vilde også været på besøg i min gruppe, hvor hun jo skal gå, efter at vi kommer hjem fra rejse. Hun var der i onsdags fra om formiddagen og indtil frokost. Og bagefter var jeg med til at følge hende ned.
Om eftermiddagen var vi alle sammen af sted for at blive vaccineret. Da Vilde blev stukket, grinede jeg lidt af, at hun græd så meget. Men da det blev min tur, var jeg ikke helt så glad – og der skulle noget overtalelse til.
Men faktisk var det ikke så slemt. Og så snart jeg mærkede, at det ikke gjorde ondt, stoppede jeg med at græde. Så fik jeg plaster på – og et klistermærke med. Og bagefter fik vi også en slikkepind.
Til fars store glæde holder det stadig med, at jeg først står op klokken 6. Det er dog meget sjældent, at jeg sover længere. Faktisk har far opdaget, at jeg kan finde på at tænde lys f.eks. kl. 5.30 – og så bare sidde og vente på, at klokken bliver 6. Så det er ikke fordi, at jeg sover længere.
