Så er december måned startet, og det betyder, at nissen kommer med gaver hver morgen. Eller det vil sige, at jeg er faktisk ikke helt sikker på, om det er nissen – eller bare mor og far. Jeg har prøvet at kigge, om vi har noget gavepapir magen til det, som mine gaver er pakket ind i.
Under alle omstændigheder så har Vilde og jeg fået flere fine gaver – bl.a. har jeg fået en pandahue og en fin lille dyrepung.
Og så er det lidt spændende. I hvert fald stod jeg op allerede kl. 4.30 i morges for at se, om nissen havde været der – men jeg kunne ikke se nogle gaver. Og samtidig mente far, at det var for tidligt at stå op – men jeg fik lov til at sove videre på sofaen i stuen. Og her sov jeg så helt til kl. 7.15. Det er godt nok længe siden, at jeg er vågnet så sent – for de fleste andre morgener, står jeg op omkring kl. 5.30.
Da jeg tændte lyset, kunne jeg også se, at der var kommet gaver til Vilde og jeg. Men måske de allerede var der, da jeg stod op første gang – og jeg så bare ikke kunne se dem, fordi det var for mørkt.
I det hele taget har vi allerede lavet en masse juleting. Først skulle efteråret dog lige sluttes af med lygtefest i børnehaven. Her havde vi lavet en lygte sammen to og to – min var sammen med Kalle. Den skulle vi bære udenfor og hænge op – og det så rigtig flot ud.
Så har vi også øvet en masse Sankta Lucia, som vi skal optræde med til julefesten i børnehaven i morgen. Teksten er ret svær, så jeg har øvet mig meget.
Forrige søndag (præcis en måned før juleaften) havde vi julearrangement i gården, hvor rigtig mange af beboerne var med. Her blev juletræskæden på et af træerne tændt, og bagefter vi fik saftevand og æbleskiver.
Inden arrangementet havde jeg været hos Rosa sammen med Olivia, og bagefter var de begge to oppe hos mig. Og om lørdagen havde jeg også leget med Olivia, så det var en rigtig hyggelig weekend.
I onsdags var hele børnehaven på juletræstur, hvor vi bl.a. også hørte om naturens dyr. Det var en rigtig spændende dag.
Og i fredags kørte vi alle fire så op til mormor og morfar, hvor vi skulle overnatte i tre nætter, mens mor og far tog på en tur til Dublin. Det er det længste tid, som Vilde og jeg nogensinde er blevet passet – men det gik rigtig fint.
Lørdag var vi til julefrokost hos Henrik, Janne, Filippa og Linus. Her legede jeg med alle de andre børn. Og søndag var vi til juletræstænding, hvor der både var en julemand og kameler. Julemanden gav os en slikpose, og så fik vi også lov til at ride på et æsel.
Mens vi var hos mormor og morfar, bagte vi også pebernødder – og så var vi på legeplads i Hornbæk. Så det var rigtig hyggeligt.
Mandag eftermiddag kørte vi så hjem igen. Og om aftenen kom mor og far hjem, kort før vi skulle sove. De havde en jule-Chip med hjem til mig og en jule-Chap til Vilde. Og selvom vi havde haft det godt hos mormor og morfar, var det nu også dejligt at se dem igen.
I går havde vi så hyggedag hjemme med mor (som holdt fri), mens far var på arbejde. Her bagte vi kagefigurer og lavede juledekorationer. Og i går aftes pyntede vi kagefigurerne med glasur og krymmel.
Så jeg har allerede lavet en masse sjove juleting, selvom vi kun er i starten af december. Og i det hele taget går jeg meget op i det med julen – og ikke mindst finde ud af, hvordan det hele hænger sammen. Forleden sagde mor “Ved du godt, at julemanden har et værksted, hvor han laver gaver?”, hvortil jeg svarede “ja, og så flyver han ud med dem i en kano”. Mor påstod godt nok, at det hedder “en kane” – men det har hun altså ikke ret i.
Men jeg har dog også lavet ting, der ikke har noget med julen at gøre. Bl.a. har jeg været til capoeira. Her spurgte Mester Steen, om der var nogen, som ville synge for. Og så kom jeg til at række hånden op – og blev valgt. Så selvom jeg fortrød lidt, måtte jeg synge for – og det gik rigtig fint. Men jeg ved nu ikke, om jeg tør igen.
Så er jeg også begyndt at spekulere over nogle mere avancerede ting. I morges på vej til børnehaven spurgte jeg far “siger katte også miav i Grønland?”. Til det svarede far “ja, dyr siger det samme i alle lande. Det er kun mennesker, som snakker forskellige sprog” – hvortil jeg så spurgte “siger mennesker så miav i alle lande?”. Det kunne far vist ikke rigtig svare på.
