I sidste weekend var vi i et badeland i Tyskland på en forlænget weekend.
Fredag morgen blev bilen pakket, og så kørte vi mod Gedser. Her tog vi færgen til Rostock i Tyskland. Undervejs legede Vilde og jeg på færgens legeplads, og vi var også i taxfree-shoppen for at købe lidt slik.
Fra Rostock var der en lille times kørsel til det feriecenter, hvor vi skulle bo. Undervejs var jeg ved at være ret utålmodig – lige indtil jeg faldt i søvn kort før, at vi ankom.
I feriecentret boede vi i et stort hus med tre soveværelser – så Vilde og jeg kunne faktisk få hvert sit værelse. Alligevel valgte jeg at sove i et skab i mellemgangen på 1. sal – eller det troede vi først, at det var. For da vi åbnede lågerne viste det sig, at der var en seng inde bag ved. Og det var så hyggeligt, at jeg gerne ville sove der.
Inden jeg lagde mig til at sove, var vi lige en tur oppe i hovedbygningen, hvor vi bl.a. fik handlet lidt til aften i supermarkedet.
Næste morgen var jeg så spændt på det hele, at jeg stod op allerede kl. 4.15. Far fik vist ikke rigtig kigget på uret, da jeg kom ind – for så havde jeg nok fået at vide, at jeg skulle forsøge at sove lidt længere.
Morgenen blev da også lidt lang, men mens Vilde sov til middag, var mor og jeg på legeplads og i supermarkedet, mens far blev hjemme.
Senere tog vi alle fire op i badelandet. Her var der en lang og sjov tunnel-rutsjebane. Først kørte jeg med far, derefter med mor – og til sidst kørte jeg helt selv. Og jeg var slet ikke bange. Det var bare på med min dykkermaske og så derudaf.
På et tidspunkt spurgte jeg far “kender du andre piger på 5 år, som kører alene i vandrutsjebane” – og det gjorde han ikke. Men dem jeg så på min egen alder, der kørte, var da også alle sammen med deres forældre.
Da vi var færdige i badelandet, var vi i supermarkedet, hvor vi fik en is. Og så gik vi over til legelandet, hvor der var et stort legetårn.
Her var jeg rigtig flink til at hjælpe Vilde op ad de høje trin – og for en gang skyld ville hun gerne hjælpes. Vi kørte også på rutsjebane. Først kørte vi sammen, men til sidst kørte Vilde alene – og så greb jeg hende, når hun kom ned.
Efter en lang og spændende dag, var jeg meget træt – så kort tid efter aftensmaden, var jeg i seng.
Næste morgen sov jeg “helt” til 5.45. Og det var faktisk Vilde, som fik vækket mig – hvorefter hun selv sov videre.
Men det er nu heller ikke noget usædvanligt tidspunkt. De fleste morgener er jeg vågnet inden kl. 6 – og enkelte gange endda tæt på kl. 5.
Dagen forløb nogenlunde på samme måde som dagen før. Først var der leg i stuen, og da Vilde skulle sove, gik mor og jeg en tur. Her fandt vi nogle dyr bl.a. en pony, nogle grise og nogle geder, som man kunne klappe.
Efter frokost var vi så igen i badeland. Her var der en vild, “almindelig” rutsjebane (hvor man ikke kørte i et rør). Dagen før havde jeg prøvet den sammen med far – men denne dag prøvede jeg den flere gange alene. Mor og far var vist ret imponeret over, at jeg turde. Jeg fik i hvert fald en del high-fives.
Bagefter fik vi endnu engang en is og var i legeland. Og så spiste vi aftensmad på en restaurant. Her kiggede jeg på fisk sammen med Vilde – og en tysk pige, som jeg var lidt for genert til at prøve at snakke med. Men hun ville jo heller ikke forstå, hvad jeg sagde.
Mandag vågnede jeg kl. 5.20 – men prøvede at blive liggende, som far havde foreslået. Kl. 5.40 gik den dog ikke længere, og så stod jeg op.
Desværre var det også slut med badeland, for vi skulle tilbage til Danmark igen. På vejen hjem handlede vi i border-shoppen i Rostock, hvor vi fik købt en masse slik og drikkevarer.
På færgen var vi igen på legeplads – og så fik vi også en is. Da vi skulle ned til vores bil igen, spurgte jeg far “har vi ikke køretøj på?”. Det spørgsmål forstod far ikke helt, så jeg blev nødt til at uddybe “De sagde at dem uden køretøj skulle gå til udgang A. Og det var jo der, hvor vi var kommet fra”.
Den sidste del af turen fra Gedser og til Frederiksberg blev heldigvis nemt klaret, for jeg faldt i søvn på vejen. Men så var jeg også frisk til at se lidt tv igen, da vi kom hjem – og det var dejligt, for de havde ikke Ramasjang i Tyskland.
Tirsdag var jeg så tilbage i børnehaven igen – og til capoeria bagefter. Desværre er Olivia stoppet, men det er nu ok, for jeg kan sagtens danne par med nogle af de andre. Men lidt ærgerligt er det nu alligevel.
Så nærmer december måned sig jo også. Og alle os fra storegruppen træner luciaoptog, som vi skal fremføre til julefesten i børnehaven.
I lørdags havde vi en hyggedag hjemme, hvor vi malede og jeg var en tur på biblioteket med mor og Vilde.
Søndag startede hjemme, og mens Vilde sov, var far og jeg på Bülowsvejskolens legeplads. Bagefter kørte vi op til mormor og morfar, hvor Vilde og jeg skulle passes.
Mor og far skulle nemlig til informationsmøde på to skoler både mandag og tirsdag aften for at finde ud af hvilken skole, som jeg skal gå på. Den skole, som de mente var bedst, er desværre ikke den, som jeg hører til – så det er ikke sikkert, at jeg kan få plads der.
Mens jeg var hos mormor og morfar, lavede vi en masse sjove ting. Bl.a. hentede vi Linus i hans børnehave, og så kom han med hjem til mormor og morfar. Vi bagte også pebernødder (og spiste dem) – og så var vi en tur forbi stranden.
I går kørte vi hjem igen til mor og far – efter at jeg havde været med mormor og morfar inde at stemme til kommunalvalget og en tur forbi mors gamle skole.
Da jeg skulle sove, fik jeg lov til at ligge på en madras under min køjeseng. Og måske var det årsagen til, at jeg sov helt til kl. 6.20 i morgen – noget af det længste, som jeg har sovet i meget lang tid.
