Så er jeg indkørt (og lidt udkørt)

Det går rigtig godt i vuggestuen. Nu har jeg været der en uge, og jeg er så godt som indkørt.

I tirsdags mødte mig og far op kl. 9, og far blev en halv times tid, inden han blev “smidt ud”. Det var nu også fint, for jeg hyggede mig godt. Lidt efter blev jeg lagt til at sove, og der gik da heller ikke mere end fem minutter, før jeg faldt i søvn. Mere end 45 min. blev det dog ikke til, for så begyndte nogle håndværkere at bore. Kl. 11.30 ringede pædagogen til far og sagde, at nu var jeg klar til at blive hentet.

I går mødte vi også op kl. 9, og nu skulle far gå efter kun 10 min. Denne gang var der ingen håndværkere, så jeg sov næsten 1½ time, inden det var tid til lidt mad. Far havde nok regnet med at hente mig omkring kl. 12 – men det gik så fint, at pædagogerne foreslog at vente til kl. 13. Da far kom, havde jeg travlt med at lege på stue 12 – men det var nu dejligt at se ham alligevel.

I afleverede far mig bare kl. 9, og så gik jeg i gang med at lege med de andre. Men da jeg skulle sove, kunne de ikke finde mit kæreste eje: Nullehunden. Så er det jo ikke til at sove – hvilket jeg højlydt gjorde dem opmærksom på. Så der var ingen vej uden om. Far måtte komme forbi med en ny Nullehund. Heldigvis vidste en af de andre pædagoger (som var på tur), hvor den var. Så nu er den dukket op igen.

Efter at have sovet, fik jeg lidt risengrød til frokost, inden jeg kom ind på en anden stue – de større børn skulle have deres middagslur. Det var nu fint nok, så pædagogerne fik også et stort smil. Endnu engang ringede en af pædagogerne til far og foreslog, at jeg skulle være der helt til omkring kl. 14.30. Jeg blev lidt ked af det ved to-tiden – men så fik jeg en bolle med smør, og så var alt godt igen. Da far kom, havde jeg travlt med at spise, så han fik lige hørt, hvordan dagen var gået (jeg kan jo ikke helt selv fortælle ham det).

Så nu er jeg jo nærmest kørt ind i vuggestuen – det er gået rigtig godt.

Til gengæld vågner jeg en del om natten, og kan ikke altid falde i søvn igen. Natten til tirsdag vågnede jeg omkring midnat – og far måtte sidde ved mig indtil kl. 1.30. Jeg har vist en dårlig vane med at rejse mig op i sengen, når jeg ikke kan/vil sove. Så vi var vist begge godt trætte næste morgen, da jeg igen vågnede kl. 5.

Natten til i går sov jeg bedre, og vågnede kun op et par enkelte gange og klynkede lidt. Far og mor behøvede dog ikke komme ind.

I nat var den så gal igen. Jeg vågnede omkring kl. 3.30 – men heldigvis faldt jeg hurtigt i søvn igen efter at have set lidt tv med far. Men mon ikke det bliver bedre, når jeg vender mig til min nye hverdag med 11 andre børn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *