De første dage i vuggestuen

Så er jeg endelig startet i vuggestuen. Efter at have ventet i ekstra tre måneder, har jeg fået plads på “Børneambassaden” i gruppe 13.

Jeg var på besøg sammen med mor og far for første gang i onsdags. Her var de 11 andre børn ved at spise, men det var vist mere interessant at kigge på mig. Dagen efter var mor, far og jeg der en halv times tid – man skal åbenbart starte meget blidt op.

I fredags var jeg der så alene med far. På et tidspunkt gik han et kvarter – men jeg opdagede det nærmest ikke. Jeg lagde godt mærke til, at han vinkede farvel – men det var så spændende at rokke til musikken, at det ikke gjorde noget.

De er rigtig søde i vuggestuen. Der er to pædagoger og en medhjælper. Vi er 12 børn i alt – de fleste er næsten to år. Jeg er den yngste  – den næstyngste er ca. 15 måneder. På et tidspunkt kom en stor dreng på tre år på besøg – han ramte mig med en telefon i hovedet og væltede mig. Selvom han jo ikke gjorde det med vilje, er det godt, at han ikke er der til dagligt.

I lørdags var vi i zoologisk have med Olivia og hendes forældre. Om aftenen spiste vi allesammen hos os. Det blev vist lidt sent, inden mor og far kom i seng, så jeg valgte at være stille helt til kl. 7.30.

Jeg er også begyndt at kunne tage flere skridt i træk (6-7 stykker), inden jeg bliver nødt til at gribe fat i noget. Jeg kan også stå selv i nogle sekunder. Enkelte gange er jeg endda kommet til at give slip, i det jeg har holdt fat i, uden at jeg opdagede det. Mon ikke snart jeg kommer til at gå rigtigt.

Det er også blevet sjovt at pege på alting. Og så fortæller mor og far, hvad det hedder. Der går nu nok lidt tid endnu, indenjeg lærer ordene. Indtil videre må vi nøjes med et hej (“aj”).

2 tanker om “De første dage i vuggestuen

  1. Kære søde Frida

    Sikke en fin blog du har fået. Og hvor er du altså bare en dygtig pige. Du var så dygtig til at gå til din fødselsdag. Undskyld at jeg nev dig så meget i armen – det skal jeg nok lade være med at gøre mere.

    Glæder mig til at se dig igen.
    Knus og kram (og niv i arm) fra Hannes

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *