Jeg har været hos frisøren for at blive klippet. Det var første gang nogensinde – men i det mindste nåede jeg det, inden jeg blev tre år. Mor havde klippet mig en smule nogle gange, men nu var mit hår efterhånden blevet langt nok til, at det kunne betale sig. Så i fredags tog mor og jeg ned til en frisør på Rolighedsvej.
Først var jeg lidt betænkelig, og jeg sagde da også til mor: “dig først” – men mor skulle ikke klippes. Det hjalp dog lidt, da jeg fik en slikkepind. Frisøren foreslog dog først, at jeg skulle vente, til jeg var blevet klippet. Det havde jeg nu ikke lyst til – men efterhånden forstod jeg, hvorfor det havde været en god idé. Hår og en klistret slikkepind er ikke den bedste kombination.
Sidste weekend holdt vi Vildes barnedåb. Det var en rigtig hyggelig dag med mange gæster. Vi startede i kirken, hvor jeg var rigtig god til at sidde stille. Jeg gik ind sammen med mor, far, Vilde og Henrik, som var Vildes gudfar – mens alle kiggede på os. Og da Vilde skulle døbes (eller “dyppes” som jeg har kaldt det), var jeg med oppe ved døbefonden. Senere var jeg også med til nadver sammen med mor og Filippa.
Efter dåben var vi hjemme hos os. Vi skulle ellers have været i Landbohøjskolens Have, men vejret var desværre ikke så godt. Men så havde vi i det mindste mit legetøj i nærheden. Og der var rigtig mange at lege med: Linus, Filippa, Lasse, Johannes, Niklas og Mathilde. Så jeg fik naturligvis heller ingen middagslur.
Det bedste var dog alt det slik og kage, som jeg fik. Faktisk fik jeg så meget, at jeg til sidst sagde “jeg vil gerne have noget rigtig mad”.
I lørdags var vi til Linus fødselsdag. På vejen derop fik jeg lige et powernap i bilen – og så var der ellers fuld fart på. Der var masser af børn – og nyt legetøj. Jeg prøvede også trampolinen. Og så fik jeg en masse kage og islagkage – og nogle saltstænger til turen hjem. Så det var en rigtig god dag.
Søndag havde vi hyggedag hjemme. Først var jeg med far hos bageren, og efter morgenmaden malede jeg på nogle bogstaver, som mor havde købt. Det blev rigtig flot – og nu hænger de på døren indtil mit værelse. Efter en lang lur gik vi en tur i det, som sandsynligvis var den sidste sommerdag. Jeg havde min løbecykel med, og vi var både i Landbohøjskolens Have, hos en iskiosk og i Netto for at handle lidt.
På et tidspunkt sov jeg jo også til klokken syv – men det er slut. Nu vågner jeg som regel omkring klokken kvart over seks – eller tidligere. I morges var den 5.45 – og forleden vågnede jeg klokken fire og ville ind at se “Peter Dal”. Men det fik far nu talt mig fra.
Det har også været et problem at falde i søvn nogle dage – en enkelt aften blev klokken 21. Men det går bedre nu.
Jeg er også blevet rigtig god til at tælle. I lang tid glemte jeg fem og syv, når jeg skulle tælle til ti. Så kom fem med – og nu husker jeg også syv. Faktisk kan jeg tælle til 13 – og jeg er også blevet bedre til at tælle rigtigt, når jeg skal finde ud af, hvor mange ting der er i f.eks. en bog.
Som altid har jeg også sagt nogle sjove ting. F.eks. påstår jeg, at Elinor fra børnehaven hedder “Negerlim” til efternavn – men det er vist ikke helt rigtigt. På et tidspunkt bad jeg også om en “køkkenrulle” mere – men det hed åbenbart en “forårsrulle”.
Vi synger også en masse sange i børnehaven. Det er dog ikke alt, som jeg får helt fat på. Bl.a. siger jeg, at “man må gerne vaske folk i vognen”. Det sker også, at jeg falder og slår mig – men her konkluderer jeg, at “det gjorde ikke ondt, for der kom ikke noget sår”.
