I sommerhus, sommerland og badeland

Jeg har været med mor, far og Vilde i sommerhus i Gråsten. Og denne gang tog turen over Sjælland heldigvis ikke fire timer lige som sidst. Faktisk så kunne det klares på tre timer alt i alt. Og så havde jeg fået lov til at sidde foran, så jeg kunne rigtig følge med i alt, hvad vi kørte forbi på vejen. Til sidst var jeg dog lidt utålmodig.

Inden vi skulle af sted, skulle mor og far lige pakke. Derfor kom jeg ned til Olivia – og det var da også meget sjovere end at se dem drøne forvirret rundt. Til sidst skulle bilen pakkes. Og det kan godt være, at vi har fået en større bil – men det var nu ikke til at se, for den var lige så proppet som sidst.

Vi har været en del steder på ferien. To gange har vi været i noget, som der hedder Tyskland. Mor og far siger, at de snakker anderledes der. Men det hørte og så vi ikke. I det supermarked, som vi var i, stod alt på dansk – og de snakkede også dansk til os. Den eneste forskel var vist, at priserne var lidt lavere der end i Super Best i Gråsten. Og så havde de nogle større, røde pølser.

Da vi kom hjem, så skulle vi i badeland – men de havde lukket tidligere end det, som der stod på hjemmesiden. Der blev jeg godt nok skuffet. Heldigvis kunne jeg trøstes med en is og en tur på hoppepude i stedet.

Først var jeg ikke helt tryg ved hoppepuden, men da jeg havde prøvet den lidt, gik det bedre. Bagefter gik vi på legepladsen, så det blev en fin eftermiddag alligevel, selvom jeg ikke kunne komme i badeland.

Dagen efter tog vi i Sommerland Syd. Og vi havde nærmest parken for os selv. Da vi ankom, holdt der 20 biler på den kæmpe parkeringsplads – og der kom vist ikke mange til efterfølgende. Meterologerne havde lovet solskin – og solen skinnede da også. Efterhånden  blev det dog mere blæsende, køligere – og der kom også lidt regn.

Til gengæld var der ingen kø. Vi havde hoppepuder og trampoliner helt for os selv. Og der var ingen ventetid for at komme til at køre gokart med far. Legepladserne havde jeg også for mig selv. Det bedste var dog kaninerne, som jeg fik lov til at holde. De var rigtig søde – specielt de små unger.

Da vi tog hjem sidst på eftermiddagen, var jeg meget træt, for jeg havde ikke fået middagslur. Så jeg faldt da også i søvn i bilen hjem – og sov videre på sofaen i sommerhuset. Og så var det ellers tidligt i seng.

Næste dag blev vi i sommerhusområdet. Først tog vi ned til marinaen. Mor og far gik med Vilde i barnevognen – og jeg cyklede. Bagefter gik/cyklede vi videre ind i skoven. Og om eftermiddagen var jeg med far i badeland – og det var jo som altid et kæmpe hit.

I torsdags var vi i Danfoss Universe. Det var også en rigtig sjov dag, for vi så en masse ting med knapper, som jeg kunne trykke på. Der lå vist en masse videnskabelige forklaringer bag – men dem forstod jeg dog ikke helt. Men det var også lige meget – for der var en stor legeplads (og is). Og så var vejret for en gang skyld rigtig godt.

Det var dog ikke så nemt at komme ind, for lige ved indgangen stod der en stor trold med et stort hoved. Mor og far påstod godt nok, at det var en videnskabsmand-dukke – men jeg syntes i hvert fald, at den så farlig ud.

Og endnu engang fik jeg først en sen middagslur i bilen hjem. Jeg bliver vist lidt hysterisk, når jeg ikke får min middagslur – så det med at springe den helt over er jeg vist ikke helt klar til endnu.

Næste morgen sov jeg helt til klokken syv. Mor og far regnede vist med, at det var på grund af den hårde dag dagen før. Men faktisk har jeg sovet længere end del af de sidste par dage. Ofte er den blevet på halv syv og kvarter i syv. I søndags stod jeg endda først på 7.45, da far kiggede ind til mig.

Der er vist ingen tvivl om, at mor og far håber, at det varer ved. Men nu må vi se. Jeg har jo sovet længere i korte perioder – for derefter at vende tilbage til det gamle mønster med at stå op før klokken seks.

Når jeg sover, så sover jeg til gengæld også tungt. Forleden da mor skulle i seng, kiggede hun ind til mig. Der lå jeg på gulvet. Jeg var faldet ud af sengen uden at opdage det – og havde bare sovet videre nede på gulvet. Far havde godt nok hørt et bump, men havde ikke forbundet det med mig.

De sidste dage brugte vi ved sommerhuset (bortset fra en kort tur til Tyskland fredag). Jeg var i badeland to gange med mor. Og vi var også både i skoven, ved vandet og på legeplads. Samtidig var vejret også fint, så det var rigtig hyggeligt.

Vilde er også begyndt at spise “rigtig” mad – dvs. mos og grød. Og jeg har fået lov til at hjælpe med at give hende mad. Det er rigtig sjovt – meget sjovere end at lege, at man giver dukkerne mad.

Jeg har også været en tur med i den kirke, hvor Vilde skal døbes på søndag. Forrige lørdag stak vi lige hovedet ind, efter at vi havde købt nogle sandaler til mig. Det bliver vist ret spændende.

Som altid har jeg også sagt noget (tilsyneladende) sjovt. Denne gang var det “jeg vil gerne ha’, at du slukker noget fjernsyn op for mig”.

Jeg har også fundet ud af, at mor og far er blevet trætte af at høre mig sige “man må ikke gå ud af vinduet” – noget som jeg har sagt mange gange, når jeg ikke ellers lige har vidst, hvad jeg skulle sige. Så nu har jeg udvidet det til “Spiderman må godt gå ud af vinduet” – en information som jeg har fået fra pædagogen Thomas i børnehaven.

På det sidste har jeg også leget en del rollespil – først og fremmest med min dukker. Men også alle mine legedyr og Postmand Per ting kan bruges. Så kommer de ind i Postmand Pers bil, mens de snakker om deres mor, far, lillesøster og veninder – og de har allesammen navne, som jeg kender fra børnehaven.

Jeg har også været en smule morsyg den sidste tid. Nogle ting er det kun mor, som kan hjælpe mig – også selvom far er lige ved siden af. Men så må jeg jo også bare vente, til hun er klar. Andre gange er der slet ingen forskel på mor og far.

Til slut vil jeg lige prale lidt. I går fik vi spaghetti – og her kunne jeg selv rulle spaghettien rundt om gaflen og putte den i munden. Og det kan far altså ikke finde ud af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *