Efter 11 dage i Danmark er det efterhånden blev hverdag igen. Og jeg har fået set og leget med alle mine venner.
Men inden vi tog tilbage til Danmark, havde vi nogle travle dage i slutningen af vores ferie. For der var masser vi skulle opleve i USA.
Den sidste dag på St. Thomas blev brugt i hovedbyen Charlotte Amalie. Her tog vi en taxa til, og på vejen regnede det endnu en gang. Men heldigvis klarede det op, da vi kom frem.
I byen gik vi lidt rundt. Og Vilde og jeg fik hver et glashjerte, hvor der stod ”I love St. Thomas”. Vi spiste også frokost og en is i Charlotte Amalie, inden vi tog tilbage til vores lejlighed.
Her fik jeg arbejdet med min matematikbog og læst. Og vi så også X-Factor inden aftensmaden. Og bagefter var det så sovetid.
Jeg nåede dog ikke at sove så lang tid, før jeg vågnede med vokseværk. Det gjorde rigtig ondt, men efter lidt tid faldt jeg heldigvis i søvn igen – og sov resten af natten.
Næste dag var det så blevet tid til at tage videre mod Florida i USA. Men vores fly skulle først afgå sidst på eftermiddagen, så vi havde rigtig god tid. Derfor spiste vi morgenmad og pakkede, inden vi tog en taxa mod lufthavnen klokken 11.
I lufthavnen fik vi checket ind, og efter en langsommelig sikkerhedskontrol var det bare at vente på, at vores fly skulle afgå – tre timer senere. Tiden blev brugt på frokost samt iPad.
Flyveturen til USA tog også tre timer – og igen var iPad’en nyttig. Da vi landede, fik vi hurtigt vores bagage. Og bagefter skulle vi hente vores lejebil – hvilket krævede to forskellige busser for at komme til udlejningsstedet.
Det tog også noget tid at få bilen, så da vi endelig kørte af sted, faldt jeg i søvn i bilen. Ved vores nye lejlighed blev jeg vækket og gik op – og faldt så hurtigt i søvn igen. Men her var klokken også blevet 23.
Selvom jeg var kommet sent i seng, sov jeg dog ikke længere end til klokken 7 næste morgen. Og da alle var stået op, kørte vi af sted i vores lejebil for at finde noget at spise. Først var vi i et shopping center. Men der var ingen gode spisesteder, så vi valgte at køre videre. Kort derfra fandt vi en restaurant, hvor jeg fik miniburgere med kartoffelmos.
På vejen tilbage til vores lejlighed fik vi handlet lidt. Og de næste timer brugte vi ved poolen. Sidst på eftermiddagen kørte vi igen en tur. På vejen hjem fandt vi et udendørs shopping center, hvor jeg fik kylling og ris på en libanesisk restaurant. Og da vi kom hjem og blev puttet klokken 20, sov jeg med det samme.
Om torsdagen skulle vi på en længere tur til Miami Beach. Her fandt vi en parkeringsplads og gik ned til den store strand. Bagefter gik vi en tur langs hovedgaden, hvor vi også fandt en italiensk restaurant – med spaghetti carbonara. På vejen tilbage til bilen fik vi en is – og Vilde og jeg fik også plaget os til en bamse hver.
Da vi skulle tilbage, kørte vi først langs stranden og derefter videre på en motorvej. Begge steder var der meget trafik, så vi var først hjemme omkring klokken 18. Alligevel nåede vi lige en kort tur i poolen, inden vi skulle sove.
Dagen efter tog vi til Everglades – hvilket var en ret lang biltur. I Everglades sumpen sejlede vi med nogle specielle sumpbåde, der havde en propel over vandet. Den larmede meget (så man skulle have høreværn på) – men til gengæld kunne vi sejle over grene og buske i vandet. På turen så vi både alligatorer og fugle.
Efter vi var kommet hjem igen, spiste vi en sen frokost på en restaurant i nærheden. Og resten af dagen brugte vi ved poolen. Inden vi skulle sove, fik vi også set X-Factor.
Lørdag skulle vi så til den sidste destination på vores rejse – Orlando. Efter en kort tur på motorvej valgte vi at køre et godt stykke langs kysten – hvor vi kunne se nogle af de kæmpe huse, som de rige boede i.
Bagefter kørte vi videre på motorvejen i lang tid – kun afbrudt af et stop på en rasteplads for at spise frokost. Det regnede det meste af tiden, så det var en ret kedelig tur. Men endelig var vi fremme ved vores hotel i Orlando.
Og heldigvis var klokken ikke blevet mere, end vi kunne nå i poolen. Her var det en vandrutsjebane, som jeg prøvede mange gange. Jeg fik også lokket Vilde til at prøve den. Men den var lidt for vild, så hun blev ked af det. Og så fik jeg lidt dårlig samvittighed over, at jeg havde lokket hende med.
Da vi havde været i poolen i et stykke tid, klædte vi om og spiste aftensmad på hotellet. Og bagefter var det blevet tid til at sove. Foran os ventede en masse forlystelsesparker.
Efter at have startet dagen stille og roligt spiste vi morgenmad på hotellet og tog til den første forlystelsespark – Sea World.
Her startede vi med at se hajer og rokker, inden vi prøvede en vandrutsjebane – hvor vi blev godt våde. Bagefter så vi det kendte show med spækhuggere.
Da showet var færdigt, var vi lidt på en legeplads. Vi prøvede også et par børneforlystelser. Men ventetiden var lang og forlystelserne ikke så sjove – så det var ikke noget hit.
Så skulle vi til den anden ende af parken, hvor der var søkøer (som spiste salat). Og bagefter så vi et show med delfiner – der faktisk var sjovere end det med spækhuggerne. Så spiste vi sen frokost, inden vi kiggede på flere fisk.
Inden vi skulle hjem, prøvede vi også en flyvetur over Nordpolen. Det var en bumpende, sjov forlystelse – hvor jeg dog blev lidt køresyg til sidst. Vi prøvede også at røre ved rokker (som var helt glatte) og så søkøerne under vandet.
Inden vi tog hjemad, så vi lige en 3D film om skildpadder – og så gik vi ellers mod udgangen. Her var jeg meget træt og havde ondt i fødderne. For vi havde gået meget langt. Så det var faktisk rart at komme hjem og i seng.
Næste dag tog vi til Disney Hollywood Studios. Her startede vi med at se et show med Skønheden og Udyret, inden vi gik lidt rundt i parken – og bl.a. så en række figurer fra de forskellige Disneyfilm.
Bagefter spiste vi frokost, var på legeplads og så et 3D show med Muppet Show. Og så så vi et ret sejt stuntshow med flyvende biler og folk med ild i tøjet.
Sidste oplevelse var et show med Frost. Det var dog lidt af en skuffelse, for Anne og Elsa var kun med en smule af tiden. Resten af tiden var det nogle andre personer (som ikke er med i filmene), som bare forklarede handlingen i filmen – mens der kørte klip bagved.
Inden vi tog hjemad, var vi lige i en souvenirshop, hvor jeg fik en kasket. Og på vejen hjem stoppede vi ind på McDonalds, hvor jeg faktisk syntes af min børneburger var ret dårlig – hvilket mor og far bad mig om at tænke på, inden jeg plagede om at komme på McDonald’s en anden gang.
Næste dag sov alle længe (hvor jeg naturligvis alligevel var først oppe) – for vi var kommet sent i seng dagen før. Bagefter spiste vi morgenmad på værelset, inden vi tog en bus fra hotellet til Universal Studios.
Som noget af det første prøvede vi Shrek 4D, der var ret sjov – bortset fra at der på et tidspunkt kravlede edderkopper rundt omkring benene på mig. Far påstod godt nok, at det bare var luft, der blev blæst ud fra sæderne. Lidt skræmmende var det i hvert fald.
Bagefter var vi i Harry Potter afdelingen, hvor der var rigtig mange mennesker. Men heldigvis havde vi adgang til parken i tre dage. Så vi besluttede at komme igen næste dag i stedet for.
I stedet fandt vi en legeplads, og bagefter mødte vi tegnefilmfiguren Dora. Før havde jeg ikke ville fotograferes med nogle af figurerne. Men her tog jeg mod til mig – og bagefter ville jeg gerne fotograferes med endnu flere forskellige figurer.
Ved alle spisestederne var der også rigtig lang kø, så vi valgte i stedet at tage tilbage til hotellet, hvor vi fik en sen frokost. Bagefter var vi ved poolen resten af dagen. Og om aftenen kom vi (for en gang skyld) tidligt i seng.
Næste morgen startede da også meget tidligt – allerede klokken 6. Universal Studio åbnede godt nok først klokken 8. Men det hotel, som vi boede på, gav mulighed for at komme ind en time tidligere. Så klokken 6.30 var vi på vej med bussen til parken.
Da vi kom ind, gik vi direkte til Harry Potter afdelingen med Diagonal Stræde. Her prøvede vi først en rutsjebane, hvor vi skulle have 3D briller på. Det var meget imponerende.
Bagefter gik vi lidt rundt blandt alle butikkerne. Her fik Vilde og jeg også en tryllestav, der var interaktiv. Det betød, at man kunne få ting til at ske ved at vifte med den bestemte steder. Så den næste time fremtryllede vi regn, lys og bevægelse flere steder.
Efter vi havde været i Harry Potter afdelingen, prøvede vi en 3D forlystelse med Simpsons. Her sad vi i en vogn, der rystede – så det virkede som om, at den bevægede sig. Vi fik også prøvet en snurretop-forlystelse to gange, inden vi prøvede Men in Black, hvor man kørte rundt i vogne og skulle skyde rumvæsner.
Da vi havde oplevet Terminator 3D showet, var der efterhånden kommet rigtig mange mennesker. Så vi valgte at spise vores frokost uden for parken. Og bagefter gik vi over til Island of Adventure parken – som vores billetter også galt til.
Her var der lige så mange mennesker, men vi fandt en enkelt snurrende forlystelse, hvor der kun var kort kø – så den prøvede vi to gange. Alle andre steder var der så lang kø, at vi opgav at prøve mere.
I denne park var der også en Harry Potter afdeling – nemlig Hogsmeade og Hogwarts. Vi havde længe snakket om en Harry Potter kappe. Men da mor og far så, at den kostede 800 kroner, var det for dyrt.
Bagefter gik vi mod udgangen og tog bussen tilbage til hotellet – hvor vi hurtigt var ved poolen. Her mødte jeg en dansk pige, som boede i Canada. Efter næsten kun at have leget med Vilde i mange uger, var det dejligt at lege med en anden pige, som endda snakkede dansk. Desværre skulle hun hjem næste dag – så jeg blev ret ærgerlig og ked af at skulle sige farvel.
Om torsdagen var vi så oppe samme tid som dagen før. For igen skulle vi være tidligt i Universal Studios – inden der kom for mange mennesker.
Her startede vi med at prøve Minions 3D – en forlystelse med op til to timers ventetid senere på dagen. Vi kunne dog nøjes med at vente i fem minutter. Så det kunne godt betale sig at stå tidligt op.
Bagefter tog vi Harry Potter toget til den anden park – og den anden Harry Potter afdeling. Her prøvede vi først en Harry Potter forlystelse, der var en slags rutsjebane. Vilde var for lille, så far ventede sammen med hende, mens jeg prøvede den med mor. Og bagefter prøvede far den alene.
Næste stop var Jurassic Park afdelingen, hvor vi fløj højt oppe i nogle vogne. Og bagefter prøvede vi endnu en 3D forlystelse – denne gang med Spiderman. Inden vi kunne komme til, skulle vi dog vente i rigtig lang tid – hvilket var ret kedeligt.
I det hele taget var der efterhånden kommet en del mennesker. Så vi gik tilbage til Universal Studios igen. Her prøvede jeg Mumiens Hævn med far – mens mor ventede med Vilde. For Vilde var ikke stor nok – og forlystelsen var da også ret uhyggelig og vild.
Der var bl.a. ild og uhyggelige monstre – og masser af fart. Så jeg så vist lidt skræmt ud bagefter. Men da far spurgte, om jeg fortrød, at jeg havde prøvet den, svarede jeg nej. Og efter at have fået det hele lidt på afstand, syntes jeg faktisk, at det havde været meget sjovt.
Efter denne vilde forlystelse, gik vi lidt rundt i parken, hvor vi så en parade med Svampe Bob – som jeg også blev fotograferet med. Vi prøvede også en forlystelse med E.T. (som jeg ikke kendte), hvor vi endnu en gang sad i en vogn med 3D briller på.
Sidste stop var en legeplads, inden vi gik mod udgangen. Her mødte vi Dora, som Vilde og jeg blev fotograferet med. Vi var også i en souvenirbutik, hvor Vilde fik en Harry Potter kappe, som ikke var så dyr, som den fra dagen før.
Jeg måtte også gerne få en kappe. Men jeg blev enig med mig selv om, at jeg nok ikke ville bruge den så meget. Så i stedet fik jeg en Simpsons doughnuts-pude.
På vejen tilbage til hotellet, spiste vi på samme restaurant som dagen før. Og da vi kom tilbage til hotellet, gik vi over til en anden pool. Her var der strøm i vandet, så man kunne flyde. Derfor købte mor en badering til mig.
Efter fem dage med forlystelsesparker var jeg efterhånden godt træt. Så jeg sov da også med det samme, da jeg blev puttet.
Om fredagen var det så blevet tid til at rejse hjem til Danmark igen. Vi skulle dog først flyve om aftenen, så vi kunne tilbringe nogle timer ved poolen. Her fik jeg igen prøvet vandrutsjebanen en del gange, og jeg flød også rundt på baderingen sammen med Vilde.
Først på eftermiddagen fik vi så et bad og noget varmere tøj på, inden vi kørte mod lufthavnen i vores lejebil. På vejen var mod lige i et supermarked, mens vi andre tre ventede i bilen.
Vi fik afleveret vores bil og tog en bus til lufthavnen. Her fik vi checket ind og kom igennem sikkerhedskontrollen. Og bagefter spiste vi aftensmad og handlede lidt i en kiosk, inden vi gik til gaten.
Flyet var lidt over en time forsinket (hvilket vi havde fået at vide på forhånd). Men klokken 21.05 fløj vi mod Europa.
Bag os var der fire ledige sæder, som vi besluttede os for at tage. Vi måtte dog først skifte plads, når flyet var i luften og sikkerhedsbælterne måtte løsnes. Så jeg blev båret derom halvt i søvne – og sov rigtig godt.
Desværre kunne jeg ikke sove mere end til klokken 3 om natten, før jeg blev vækket. For vi skulle lande i Manchester en times tid senere. Alligevel var jeg faktisk nogenlunde frisk – i forhold til at det faktisk var midt om natten.
Da vi landede i Manchester og var på vej ud af flyet, opdagede jeg, at jeg ikke havde min bamse med (som jeg havde fået i Miami). Vi gik derfor straks tilbage til vores pladser, for at lede efter den. Men den var helt væk – hvilket var ret mærkeligt. Og jeg blev naturligvis meget ked af det.
I Manchester ventede vi lidt tid, inden vi fløj det sidste stykke til København. Her landede vi til fint forårsvejr, og mens vi ventede på bagagen, fik vi lige en fransk hotdog. Og så fandt vi en taxa og kørte mod Frederiksberg.
Da vi kom hjem, kunne jeg næsten ikke vente med at lege med Olivia. Faktisk spurgte jeg, om jeg måtte gå direkte op og banke på – uden at komme op til os selv først.
Men mor og far ville dog gerne lige have, at jeg først lige var hjemme et øjeblik. Der gik dog ikke lang tid, før jeg var i gang med at lege med Olivia. Og klokken 20.45 (dansk tid) sov jeg så i min egen seng – rigtig træt.
Næste morgen sov jeg til klokken 11. Men for mig var klokken faktisk 5 om morgenen (USA tid). Resten af dagen legede jeg med Olivia og Rosa. Og om eftermiddagen kom deres forældre også på besøg. Vi spiste alle sammen aftensmad sammen – så endnu en gang kom jeg lidt sent i seng.
Mandag morgen (der var 2. påskedag) var jeg oppe klokken 7. Faktisk vågnede jeg tidligere og ventede på, at klokken blev 6. For vi havde skiftet til sommertid – og derfor ikke fået stillet mit ur frem. Så jeg troede ikke, at klokken var så mange.
Nogle timer senere tog vi op til mormor og morfar – hvor Filippa, Linus, Henrik og Janne også kom. Her spiste vi frokost – og fik det påskeæg, som mormor havde lovet os (og som vi havde glædet os til). Vi legede også i haven og gik en tur, inden vi kørte hjem igen.
Jeg var lidt bagud med læsningen, så da vi kom hjem, måtte jeg lige læse tre gange – så jeg ikke var bagud mere. Og bagefter var det tid til at sove.
Tirsdag morgen stod jeg igen op klokken 7 – hvor jeg havde ventet på at klokken blev 6 på mit –ikke-stillede ur. Og så var det ellers tid til at komme i skole igen efter mere end seks uger.
Dagen gik rigtig fint. Og det var dejligt at se alle mine klassekammerater igen. Men det var også lidt hårdt at være i skole igen.
Onsdag hentede mor mig tidligt. Og da vi kom hjem, malede Vilde og jeg på æggebægre.
Om torsdagen var jeg til sundhedsplejerske. Her blev jeg målt til 125 cm og min vægt var 26,6 kg. Mit syn og hørelse blev ikke tjekket i denne omgang.
Så var det heldigvis blevet weekend igen. Og om fredagen kom jeg hjem sammen med Olivia og Zandra. Her legede vi i gården. Og om aftenen så vi Disneysjov og spiste fredagsslik.
Lørdag havde jeg Silje på besøg hele dagen. Og hun spiste også aftensmad hos mig. Det samme gjorde Rosa, som vi også legede med noget af tiden.
Om søndagen kom Marie-Louise fra klassen på besøg. Her var vi også i gården og lidt på loftet. Rosa havde samtidig besøg af Vera fra klassen, så noget af tiden legede vi alle fire sammen. Og til sidst var Olivia også med.
Da jeg skulle sove, læste jeg i en af de Disney-bøger, som far havde haft, da han var barn. Det er nu ret sejt, at jeg er så god til at læse, så jeg kan læse i dem.
I går havde jeg så endnu en gang besøg af en fra klassen. Det var Liv, som kom hjem sammen med mig efter skole. Vi blev hentet af far og Vilde – samt Anna fra Vildes børnehave. Og både Anna og Liv spiste med om aftenen.
Så selvom det har været dejligt at rejse, så har det nu også været dejligt at komme hjem til alle mine venner igen.
