Legeaftaler

Så er det efterhånden blevet hverdag igen, efter at jeg lige skulle vænne mig til at være i børnehave igen. Den første tid var jeg da også lidt ked af det, når mor afleverede mig i børnehaven. Men det er blevet meget bedre.

Jeg er efterhånden også ved at vænne mig til ikke at sove middagslur. Og jeg falder da heller ikke i søvn på sofaen mere. Samtidig er jeg også begyndt at vågne tidligere igen om morgenen – hvilket mor og far vist ikke er specielt begejstret for. De flest gange er jeg klar til at stå op omkring kl. 6.

Helt udhvilet har jeg dog måske ikke været. I hvert fald har jeg også haft en periode, hvor jeg har været sur om eftermiddagen – og der skulle ikke så meget til at hylle mig ud af den. Og det har også resulteret i en del konflikter, når jeg ikke har gjort, hvad jeg er blevet bedt om. Det er dog også blevet bedre, hvis jeg selv skal sige det.

I øjeblikket bliver jeg både afleveret og hentet af mor, da hun har været i gang med at køre Vilde ind i vuggestuen. I starten blev jeg hentet meget tidligt, men nu er jeg som regel i børnehaven til omkring kl. 15. Og så følges vi alle tre hjem.

Jeg har også haft flere legeaftaler de sidste par uger. Først og fremmest har jeg været sammen med Olivia et par gange. Forrige lørdag var vi endda sammen hele dagen. Først var vi med Olivia, Jolia, Zandra og Shyam i Rundetårn og på legeplads. Og bagefter tog vi hjem til os, hvor Olivia og jeg legede. Da vi skulle sove, blev vi lagt i samme seng. Jeg kunne dog ikke falde i søvn (måske fordi jeg for en sjælden gangs skyld havde sovet to timer til middag), så jeg kom ind på sofaen. Og der faldt jeg så i søvn, hvorefter jeg blev båret ind og lå på en madras hos Vilde. Da Olivia tog hjem, kom jeg så ind i min egen seng.

Dagen efter slappede vi af, for mor og far var vist kommet lidt sent i seng. Men det var også hyggeligt bare at være hjemme.

Mandag kom både mormor, morfar, Henrik, Filippa og Linus på besøg. Der var ingen særlig grund til det, bortset fra at de syntes, det kunne være hyggeligt – og det var det også, selvom jeg var ret træt. Og nok også lidt hysterisk og pylret.

I fredags var jeg så på besøg hos Elinor sammen med mor og Vilde, efter jeg havde været i børnehave. Det var også rigtig hyggeligt.

Og i går mødte jeg Rosa, som næsten lige er flyttet ind i vores ejendom, nede i gården. Så efter jeg havde gynget lidt med mor, tegnede Rosa (som er lidt ældre end mig) og jeg med kridt på fliserne, mens mor snakkede med Rosas far (og Vilde sov i klapvognen).

Lørdag var jeg hjemme om formiddagen, hvor jeg lavede gave til farmor og oldefar (som fylder 101 år). Om eftermiddagen var vi alle fire en tur i Frederiksberg Centret.

Søndag var vi til fødselsdag hos farmor, hvor også Lis, Tage og Anne var på besøg. Først var jeg lidt generet, men efterhånden tøede jeg lidt mere op – selvom Anne vist syntes, at jeg stirrede lidt meget på hende. Men det gør børn jo. Lidt snere var jeg på legeplads sammen med mor, og da vi kom tilbage, fik vi citronfromage. Det var ikke så tosset – specielt flødeskummen var jeg vild med.

Turen startede dog ikke så godt, for vi var kun lige kommet på motorvej, da jeg kastede op. Det er anden gang indenfor meget kort tid, at jeg er blevet køresyg. Forhåbentlig er det ikke noget, som jeg skal til at have problemer med.

Min nattesøvn har heller ikke været helt optimal den sidste tid. Nogle nætter er jeg vågnet med mareridt, og så er jeg kommet ind til mor og far. Nogle gange har jeg bare ligget lidt i sengen, inden jeg er blevet båret ind i min egen seng igen.

De sidste par nætter har jeg dog ligget på en madras på gulvet hos mor og far. Første nat havde jeg faktisk drømt (om nogle farlige pandekager), men efterfølgende må jeg nok indrømme, at jeg er kommet ind, fordi det har været hyggeligt.

Det eneste problem er, at Vilde også vågner om natten – og nogle gange skal ind i sengen. Så det er ikke altid den bedste nattesøvn, som jeg får. Det betød også, at jeg sov til kl. 7.30 i går.

Så har mor og far vist også fundet ud af, at Vilde og jeg ikke skal i bad sammen – i hvert fald ikke i det lille badekar, hvor der ikke er meget plads. For jeg får vist skubbet lidt rigeligt til hende, og så vil vi lege med de samme ting. Så resultatet var en masse skrig og skrål.

Jeg bruger også stadig ordet “skatter” om børn. F.eks. sagde jeg forleden til mor “Den gang du var skatter…”.

Og så er jeg også meget interesseret i verden omkring mig. Forleden stod vi og kiggede på verdenskortet, hvor landene blev udpeget med “Her ligger Indien, her ligger Oman, her ligger Dubai…” – hvortil jeg afbrød med spørgsmålet “Men hvor ligger Isaaks hus?”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *