Slut med middagslur

Så er jeg holdt op med at sove middagslur. Allerede mens vi var i Dubai, var der en del gange, hvor jeg ikke fik sovet til middag. Men efter vi er kommet hjem, har jeg kun sovet to gange i løbet af dagen. Til gengæld har jeg så været meget træt om aftenen. Og jeg sover også længere end jeg ellers har gjort om morgenen.

De sidste dage af vores rejse blev en kombination af sightseeing og afslapning. Om torsdagen var vi først i Dubai Mall, der er verdens største storcenter. Det var da godt nok også lidt større end Frederiksberg Centret. Bl.a. var der en indendørs skøjtebane – hvilket dog ikke var lige så imponerende som den skibakke, vi havde set tidligere i et andet center.

Desuden var der et kæmpe akvarium, der var meget spændende – lige til jeg fik øje på en slikbutik på den anden side af gangen. Så var slikkepinde mere interessant end rokker og hajer. Butikken var kæmpestor (den største jeg nogensinde har set), og der var da også alt muligt slik.

Efter besøget i Dubai Mall gik vi udenfor for at se Dubai Fountains, der er et kæmpe springvandsshow. Her skød kæmpe vandstråler højt op i luften – når de ikke dansede elegant frem og tilbage. Alt sammen i takt til musikken. Det var rigtig flot.

Så jeg var da også godt træt, da jeg endelig kom hjem – og det varede ikke længe, før jeg faldt i søvn. Imens jeg sov, kom der i øvrigt nogle mennesker med et nyt køleskab til os – som de satte midt på gulvet i køkkenet. Af en eller anden grund kunne de ikke placere det i skabet med det samme.

Næste dag slappede vi af ved poolen. Her legede jeg lidt med nogle andre børn. Og jeg havde også min gummibåd med, hvilket var et stort hit hos alle. Vilde var også en tur i vandet, og det syntes hun var rigtig skægt. Det bliver dejligt, når hun bliver så stor, at vi rigtig kan plaske sammen i vandet.

Efter min middagslur gik vi en tur ned i marinaen. Eller det vil sige, at mor og far gik, mens Vilde og jeg blev kørt i hver vores klapvogn. I babypakken, som vi havde bestilt i den sidste lejlighed, var der også en klapvogn. Og den havde mor og far fundet ud af var smart at have med, når vi skulle gå langt (som bl.a. i Dubai Mall dagen før). Så jeg kunne rigtig sidde og nyde udsigten, mens jeg blev kørt rundt. Og så er det altså også nemmere at spise is, når man sidder i en klapvogn.

Lørdag var det mors fødselsdag. Så mens hun var hos lægen for at få fjernet stingene i foden, pyntede far og jeg op i lejligheden med balloner og flag. Da mor kom hjem, gik vi ned til strandområdet, hvor vi spiste morgenmad. Bagefter kiggede vi lidt på selve stranden. Men selvom den var lækker, blev vi enige om at gå til poolen i stedet.

Efter at have nydt poolen endnu engang, gik vi op i vores lejlighed igen. I mellemtiden var vores køleskab blevet flyttet på plads, så efter en uge var alt (nogenlunde) i orden. Det fejrede vi med cup cakes med fødselsdagslys. Bagefter slappede jeg lidt af på sofaen (uden at sove middagslur), inden vi tog ned i marinaen igen for at spise lidt aftensmad på en restaurant.

Næste dag var lidt en gentagelse af de forrige – vi var ved poolen. Den store forskel var dog, at mor endelig måtte bade igen – for første gang siden hun var kommet til skade. Så nu kunne vi pludselig alle fire komme i vandet. Da jeg havde sovet til middag, tog vi sejltur rundt i marinaen. Først sad jeg bare med min iPod, men efterhånden blev det så spændende at kigge på alle de høje huse, at jeg glemte alt om mine spil.

Mandag var så sidste dag i Dubai, og vi manglede stadig at se en ting – Burj Khalifa. Desværre var der lang ventetid på at komme op i verdens højeste tårn, selvom vi havde bestilt tid. Først skulle vi vente på sikkerhedskontrollen, så skulle vi vente på at komme hen til elevatorerne, og til sidste skulle vi vente på at komme ind i en elevator. Så jeg var efterhånden godt utålmodig.

Men da vi endelig blev lukket ind i en elevator, gik det til gengæld stærkt. Turen op til udsigtsetagen højt oppe tog kun meget kort tid. Herfra kunne vi så nyde den flotte udsigt, inden vi tog ned igen.

Bagefter gik vi en tur i Dubai Mall (der lå lige ved siden af). Her fik vi også frokost – og jeg fik en kæmpe is, mens vi ventede på, at Vilde skulle vågne fra sin middagslur. Tilbage igen i vores lejlighed nåede vi lige en sidste tur i poolen. Resten af dagen gik med at pakke.

Tirsdag var det så afrejsedag. Jeg blev vækket allerede kl. 4.30, og en lille time senere kørte vi mod lufthavnen. Selvom klokken ikke var særlig mange, så var der alligevel mange mennesker. Så der var lang ventetid ved check-in, og jeg måtte også stå i kø for at komme på toilettet. Til gengæld gik selve flyveturen nemt. Jeg brugte en del tid på at spille på min iPod, og så fik jeg også sovet en lur.

I København skulle vi så igen vente lang tid – denne gang på vores bagage. Men så kunne jeg da heldigvis bruge tiden på at få en rød pølse med brød og lege på den lille legeplads i bagagehallen. Til sidst fik vi dog vores bagage og kunne tage en taxa det sidste stykke hjem.

Det var rigtig dejligt at komme hjem igen. I løbet af få minutter var jeg i gang med at lege med alt mit legetøj, som jeg havde savnet meget. Det brugte jeg resten af eftermiddagen på. Klokken 18.30 lå jeg i min seng, og der gik ikke mange sekunder, før jeg sov. Men pga. tidsforskellen var klokken jo faktisk også 21.30 – så der var jo ikke så meget at sige til, at jeg var træt. Jeg havde trods alt været vågen i 17 timer.

Tidsforskellen gjorde så til gengæld også, at jeg var klar igen til at stå op kl. 3 – og det var Vilde også. Heldigvis var mor og far også gået tidligt i seng, så det gjorde vist ikke så meget.

Jeg havde savnet de andre fra børnehaven rigtig meget. Så selvom mor og far nok havde regnet med at jeg først skulle starte igen torsdag, fik jeg lov til at komme derned et par timer om eftermiddagen. Inden da sov jeg lige en kort, tidlig middagslur, og kl. 13 gik far ned til børnehaven med mig. De fleste af de andre var på legepladsen i stedet for at sove middagslur. Så der var jeg også sikker på, at jeg ikke skulle sove middagslur mere, for det ville jeg ikke gå glip af.

Først var det lidt underligt at se de andre igen – men også dejligt. De stillede sig i en ring omkring mig og spurgte, hvor jeg havde været henne. Og de var vist meget glade for at se mig igen. Så der gik da heller ikke lang tid, før jeg var i fuld gang med at køre rundt på en cykel – og så var alt som det plejede at være.

Om aftenen var jeg i seng kl. 19 – men denne gang sov jeg helt til kl. 4.30 næste morgen (hvor Vilde vågnede). Men det var sådan set også fint nok at have god tid, for Vilde skulle starte i vuggestue den dag. Så vi gik alle fire ned til Børneambassaden, hvor jeg først blev afleveret.

Da jeg kom hjem igen efter at have været i børnehave hele dagen, var jeg meget træt. Mor og far havde egentlig regnet med, at jeg skulle sove til middag (da jeg var stået meget tidligt op) – men det havde jeg ikke haft lyst til. Jeg ville hellere lege på legepladsen. Så endnu engang var jeg tidligt i seng.

Næste morgen trak jeg den så helt til klokken 5, før jeg stod op. Endnu engang var det godt med lidt ekstra tid, for der var fastelavn i børnehaven. Så jeg blev klædt ud som en bi, og mor sminkede mig i hovedet. I børnehaven sang vi sange og slog katten af tønden. Om eftermiddagen var vi ude og pjaske i vandpytterne på legepladsen. Og jeg sov naturligvis ikke middagslur – så endnu engang var jeg meget træt og sov med det samme, da jeg var i seng klokken 19.

Lørdag var det jo weekend, så jeg valgte at sove helt til klokken 6. Mormor, morfar og farmor skulle komme på besøg til en forsinket fødselsdag for mor. Mens hun gjorde klar, var far og jeg til fastelavn på Frederiksberg Rådhus. Her slog jeg katten af tønden – én gang. Så gad jeg ikke det mere. Det var meget bedre at spise alt det slik og den fastelavnsbolle, som jeg fik. Mens vi sad og spiste, mødte vi både Alma og Vigga, som jeg jo gik i vuggestue med.

Da vi kom hjem igen, var mormor, morfar og farmor der. De var vist rigtig glade for at se mig. Og de morede sig meget over et lille show som jeg opførte på tv-bænken, hvor jeg sang hjemmedigtede sange, mens jeg dansede. Jeg har vist en ret god fantasi.

Søndag hyggede vi hjemme med bagning af pølsehorn og kanelsnegle. Om eftermiddagen var jeg ude at gå en tur med mor og Vilde, mens far ordnede nogle fotos. Da jeg kom hjem igen, var jeg meget træt – og lidt senere faldt jeg da også i søvn på sofaen.

Efterhånden er det så blevet hverdag igen. Nu da jeg ikke sover til middag mere, er jeg også begyndt at sove lidt længere om morgenen. Som regel vågner jeg først efter klokken halv syv – hvilket mor og far vist synes er meget rart. Så har vi travlt med at gøre os klar, inden mor følger Vilde og jeg ned til Børneambassaden. Her henter far mig så igen omkring klokken halv fire.

Når jeg kommer hjem igen, er jeg meget træt. Nogle gange har det vist også betydet, at jeg har været ret sur. Resten af eftermiddagen slapper jeg af og ser lidt tv, inden vi skal spise aftensmad. Bagefter slapper jeg igen af på sofaen – nogle gange så meget, at jeg falder i søvn. Så det er sket et par gange, at jeg er blevet båret fra sofaen ind i sengen.

I mandags var jeg dog frisk nok til at lege med Olivia hos hende. Det var rigtig hyggeligt, så det må vi snart gøre igen.

I denne weekend var vi oppe hos Henrik, Janne, Filippa og Linus om lørdagen. Desværre var jeg så træt, at jeg ikke orkede at lege lige så meget med Linus, som jeg plejer. Bagefter kørte vi hjem til mormor og morfar, hvor jeg blev, mens mor, far og Vilde tog hjem. Og selvom jeg var meget træt, ville jeg lige en tur på stranden.

Næste formiddag var vi igen lang tid på stranden. Bagefter fik jeg en kort middagslur (den anden siden vi kom hjem), inden vi kørte til fødselsdag hos Anni. Her kom mor, far og Vilde også – og efter et par timer kørte vi så allesammen hjem igen.

Nu er en ny uge så startet igen. Og mon ikke jeg stadig er godt træt, når jeg kommer hjem fra børnehave. Der går nok lige noget tid endnu, inden jeg vænner mig til ikke at sove midt på dagen.

Og så kan jeg da lige fortælle, at “morkoen og farkoen har en lille skatterko”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *