Pyh, det er blevet varmt. Efter en kold start er sommeren endelig kommet til Danmark.
Det betyder dog også, at jeg sover ret dårligt om natten. Selvom jeg kun ligger med en ble på, har jeg det meget varmt.
En enkelt morgen overraskede jeg dog mor og far ved at sove helt til klokken halv ni. De var vidst blevet helt urolige, da de for en gang skyld vågnede af sig selv. Det eneste problem var dog, at vi pludselig havde travlt med at nå i vuggestue inden klokken halv ti.
Den sidste uge i juni var far på Roskilde Festival en hel uge – kun afbrudt af et enkelt besøg hjemme fra tirsdag til onsdag. Det var hyggeligt at være sammen med mor, men jeg savnede nu far lidt alligevel.
Heldigvis lavede vi en masse spændende ting. Den ene dag var vi med onkel Henrik og resten af familien i Zoologisk Have, næste dag var vi på picnic med Anne og Johannes og næste dag igen stod den på picninc med mors veninde Anja.
Tirsdag kom far hjem, og der spiste vi alle tre i Landbrughøjskolens Have. Det var rigtig hyggeligt.
Om torsdagen tog mor og jeg op til mormor og morfar, hvor vi overnattede. Næste dag tog mor på Roskilde Festival (en enkelt dag), mens jeg blev hos mormor og morfar.
Søndag skulle vi så til barnedåb hos Lasse. Det gik rigtig fint, selvom jeg havde svært ved at sidde stille til sidst. Jeg var dog en af de børn, der helt sikkert opførte mig pænest i kirken.
I lørdags var vi til morfars fødselsdag, hvor hele familien var på besøg. Vi var bl.a. også på stranden – men selvom de påstod at vandet var varmt, syntes jeg det var sjovere at lege i sandet.
I går var vi sammen med Heidi og Svend. Vi startede med brunch i deres gårdhave, hvor der både var cykler og et legehus. Det var godt nok sjovt.
Jeg er efterhånden blevet ret god til at tage mit tøj på. Specielt sandalerne går godt. Mor og far påstår dog, at det ikke er ligegyldigt hvilken sko, som man sætter på hvilken fod.
Antallet af ord, som jeg kan, stiger også hele tiden. Bl.a. har jeg lært at sige rosiner (“rosiller” eller bare “siller”), brumbasse (“bubas”) og ked af det (“ked ada”).
Jeg har også fundet ud af, at man kan bruge ord til at beskrive størrelser og mængder som f.eks. lille, stor, mange og høj. Det er ret sjovt.
I dag har jeg så sidste dag i vuggestuen inden vi skal fem uger på ferie i Caribien.
I morgen flyver vi til New York, hvor vi skal have en enkelt overnatning, inden vi skal videre til Barbados. Senere skal vi også til St. Kitts & Nevis, Antigua & Barbuda og St. Lucia. Det bliver rigtig dejligt at være sammen med mor og far hele tiden.
