Nye legekammerater

Efter jeg er flyttet fra stue 13 til stue 10 i vuggestuen, har jeg fået en masse nye legekammerater. Og selvom det gik ret godt i starten, skal jeg lige vænne mig til det. Der er jo også to nye pædagoger, som jeg ikke rigtig kender.

Det værste er næsten, at der har været noget sygdom blandt de voksne, så der har været en del vikarer. Men forhåbentlig er der styr på det nu. Den sidste “faste” voksne (Kirsten) er også kommet tilbage fra orlov, så nu kommer der forhåbentlig også lidt ro på det hele.

Formodentlig er det også den meget uro, der har gjort, at jeg har sovet ret dårligt her på det sidste. Flere nætter er jeg vågnet den del gange, og det er også sket, at jeg er vågnet kl. 5.30 og ikke kunnet sove igen. Så er der altså ret lang tid til middagsluren i vuggestuen kl. 11.30.

Indtil for nyligt er jeg også gået i seng kl. 19 – men nu vil jeg først sove kl. 20. Det tog mor og far nogle dage at finde ud af (med en del skrig og skrål til følge), men nu har de vist lært det.

Jeg er også blevet rigtig glad for at lege med LEGO – specielt efter jeg faktisk har lært at dreje klodserne, så de passer sammen. På samme måde er det også blevet sjovere at lægge puslespil, nu da jeg faktisk kan finde ud af at lægge brikkerne rigtigt.

Forleden blev mor og far meget overraskede, da min bamse spillede “hoved, skulder, knæ og tå” – og jeg begyndte at lave fagterne. Det havde de ikke lige regnet med, at jeg kunne. Men man kan lære meget igennem Teletubbies (eller er det mon i vuggestuen).

Jeg er også begyndt at synes, at det er rigtig skægt at åbne og lukke (“luppe”) døre. Desværre kan jeg ikke nå håndtaget endnu derhjemme, men jeg kan faktisk åbne nogle af dørene i vuggestuen. Og ellers må mor eller far jo bare løfte mig op.

Der er også kommet nogle flere ord i mit ordforåd. Jeg har bl.a. lært at sige morgenmad, kanel (“nel”) og go’ morgen. Mit yndlingsord (og yndlingsspise lige nu) er dog koldskål med kiks (“doldål”, “diks”). Desværre synes mor og far, at havregrød er bedre.

Jeg er også vokset lidt. Nu vejer jeg 10,8 kg. og er ca. 80 cm. høj. Sidst jeg blev målt og vejet for tre måneder siden, vejede jeg 10,5 kg. og målte 77 cm. Det er dog lidt upræcist, da mor og far har svært ved at få mig til at stå stille.

Fra lørdag til søndag blev jeg passet af farmor, mens mor og far var i byen med Heidi og Svend. Det var rigtig hyggeligt, og heldigvis sov jeg også godt. Og så har farmor nogle rigtig sjove legepladser i nærheden.

Faktisk har jeg været en del på legeplads her på det sidste (til trods for at vejret ikke ligefrem har budt på sommervejr). Og efterhånden som jeg bliver mere modig, bliver det også sjovere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *