Rolige helligdage

Efter nogle hektiske dage op til min konfirmation i starten af sidste måned har de seneste par uger været noget mere rolige – ikke mindst fordi der har været en del helligdage.

Tirsdag for tre uger siden var vi med klassen på Statens Museum for Kunst. Bagefter var jeg først hjemme hos Sofia, inden vi tog over på skolen.

Næste dag tog Sofia så med mig hjem, hvor vi lavede smoothie, som vi tog med over i Landbohøjskolens Have. Og om aftenen var jeg til outdoor med FDF.

Her skulle vi først handle ind – hvor vi selv kunne vælge den mad, som vi efterfølgende ville tilberede på et trangia. Det blev til madpandekager og frugtsalat til dessert.

Torsdag skulle jeg passe Axel i en times tid – og denne gang for første gang helt uden, at hans mor var hjemme. Det gik heldigvis rigtig fint. På et tidspunkt slog han sig godt nok. Men så fik jeg trøstet ham igen.

Weekenden startede med, at en del af pigerne fra klassen tog i Landbohøjskolens Have. Og bagefter hyggede Vilde, mor og jeg i gården.

Lørdag tog jeg til Helgoland ved Amager Strand sammen med Rosa, Asta A og Beate. Og søndagen blev brugt på at slappe af og være i gården med Rosa – hvor vi også spiste.

Ugen efter var det stadig rigtig godt vejr. Så her tog en stor del af klassen i Frederiksberg Have, hvor vi spiste sammen og hyggede bagefter.

Om tirsdagen var jeg hjemme hos Sofia efter skole. Og om onsdagen havde 9. klasserne sidste skoledag. Her skulle vi rydde op efter deres forestilling – mens de kastede med karameller. Så jeg fik kun to i løbet af hele skoledagen.

Til gengæld nåede vi at være med til skumkamp – men efterfølgende skylning i koldt vand. Så jeg skulle hjem i bad bagefter for at få varmen igen.

Onsdag aften tog jeg så hjem til Sofia for at sove der – for torsdag startede Kristi himmelfartsferien. Så efter at jeg havde været hos Sofia torsdag formiddag, kunne jeg lige nå hjem lidt, inden jeg skulle hjem til Asta C om eftermiddagen. Denne gang var det dog uden at sove der. Men det blev ret sent, inden jeg var hjemme igen.

Fredagen blev brugt på Strøget sammen med Marie-Louise. Og om aftenen var far til fødselsdag. Så her hyggede jeg bare med mor og Vilde – hvor vi så ”Først til verdens ende og spiste is”.

Om lørdagen skulle vi så til Linus’ konfirmation. Her var vi først med i kirken, og bagefter var vi hjemme hos Linus, hvor der blev serveret frokost. Heldigvis var vejret rigtig godt, så vi kunne spille spil i haven, inden der blev serveret is.

Vi var der hele dagen og nåede også natmad, inden vi tog toget hjem til mormor og morfar, hvor vi skulle sove. Så den blev lidt over midnat, inden vi var i seng.

Efter vi havde spist morgenmad hos mormor og morfar, kørte vi tilbage til Frederiksberg. Her var der arbejdsweekend i gården. Så mens de voksne arbejdede, hentede Rosa og jeg is til alle børnene. Og så blev aftenen brugt på afslapning og det sidste afsnit af ”Jaget vildt”.

Mandag var det så tilbage i skole. Og bagefter gik jeg en lang tur rundt om søerne med pigerne – inden vi var i centret. Og om aftenen mødtes jeg med Sofia og Agnes på skolen.

Dagen efter var jeg hjemme hos Sofia sammen med Marie-Louise og Asta C. Og da jeg kom hjem, så vi det sidste afsnit af ”Først til verden ende”.

Onsdag var der morsekode-løb til FDF. Og om torsdagen var hele klassen ved Amager Strand, hvor ungdomsklubben havde arrangeret, at vi skulle ro i kajak. Da vi var færdige her, tog jeg hjem til Sofia.

Fredag var Sofia så hjemme hos mig et par timer. Og om aftenen spiste vi moules frites – hvorefter mor, far og jeg så en dokumentar om nogen, som var blevet fanget på en aktiv vulkan – som jeg tidligere havde set i skolen.

Lørdagen startede med oprydning og støvsugning. Senere bagte jeg også en kage, inden jeg sluttede dagen af med at gå en tur i Frederiksberg Have og på Frederiksberg Allé sammen med Asta C, Sofia og Beate. Så det blev halvsent, inden jeg kom hjem.

Næste dag var jeg først i Tivoli og bagefter på Strøget med Sofia og Asta C. Senere var vi også hjemme hos Sofia, hvor vi lavede pasta sammen. Og så sluttede vi endnu engang ovre på skolen, hvor vi mødtes med Beate og Asta A.

Heldigvis havde jeg også fri om mandagen – hvor det var 2. pinsedag. Så efter et par aktive dage, blev der slappet af hele dagen.

I denne uge har vi så haft projektuge. Så i forgårs skulle jeg male på skolens væg – hvor jeg blandt andet var på hold med Sofia, Asta C og Marie-Louise. Og bagefter var jeg i centret med Fillipa og Asta A. Jeg nåede også lige at spise med i gården, inden jeg igen skulle over på skolen og mødes med Sofia og Fillipa.

I går afsluttede vi så malingen af skolevæggen – hvilket blev rigtig flot. Bagefter var jeg i centret, hvor jeg købte en top. Og så sluttede jeg dagen af med at tage til FDF, hvor vi skulle lære førstehjælp.

Skoledagen i dag er så gået med at male plakater, der skal bruges til vores madbod til markedsdag i morgen. Og så har jeg også handlet ind, så jeg kan lave aftensmad i aften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *