Så er det efterhånden ved at være slut med de mange ferier i foråret. Til gengæld blev en af de sidste af dem brugt rigtig godt på en FDF-tur til Bornholm.
Dagen inden Kristi himmelfartsferien havde 9. klasserne sidste skoledag. Og her kastede de som sædvanlig med karameller. Vi fik dog ikke så mange – da de fleste gik til de mindre klasser. Til gengæld kunne vi så både se deres fodboldkamp mod lærerne og den efterfølgende skumkamp.
Og så var det ellers hjem for at pakke til turen næste dag – og få slappet lidt af, så jeg kunne være frisk til de næste dage.
Næste morgen vågnede jeg så allerede klokken 5.30 – men faldt heldigvis i søvn igen. Jeg kunne dog ikke sove til mere end klokken 6. For jeg skulle lige nå at spise morgenmad og pakke det sidste, inden vi skulle mødes ved FDF-huset lidt senere.
Her blev vi så hentet af en bus – hvor jeg og de andre piger fra klassen fik bagsædet. Og efter at have vinket farvel til mor og far, kørte vi mod Sverige.
Det blæste ret meget, så færgen til Bornholm vippede en del. Derfor blev jeg også en smule søsyg – men dog ikke nær så meget, som jeg tidligere har været.
På vejen til vores feriecenter så vi en berømt rokkesten og et vandfald. Og så blev vi ellers indkvarteret på vores 4-mandsværelser – hvor jeg sov med Asta A, Sofia og Agnes.
Det var rigtig hyggeligt. Og vi havde blandt andet også et køkken med en mikroovn, så vi kunne lave popcorn.
På feriecentret var der også både hoppepuder og en pool med opvarmet vand – så vi kunne nå at bade lidt, inden vi skulle spise aftensmad.
Næste dag efter morgenmaden kørte vi til en strand, der lignede et månelandskab. Og bagefter var vi forbi et røgeri, hvor vi kunne se, hvordan de tilberedte de forskellige fisk. Her fik vi også en lækker fiskebuffet til frokost.
Bagefter tog vi til et sted med bisonokser – hvor vi åbenbart var heldige. For det er ikke altid, at man kan se dem. Men denne dag var de lige foran os.
Om aftenen var alle væbnere og seniorvæbnere så på aftentur til Hammershus, hvor vi fik en rundvisning af en lokal guide.
Lørdag var vi på udflugt til en dyrepark, hvor vi blandt andet så fugleedderkopper, skorpioner, slanger, kamæleoner, skildpadder, ugler, papegøjer, ørne og en latterfugl. Og da vi havde været der noget tid, kørte vi videre til en af de rundkirker, som Bornholm er så kendt for.
Om søndagen skulle vi så hjem igen. På vejen var vi dog først lige forbi et glasværksted, hvor vi fik lov til hver især at dekorere nogle glasplader – som derefter bliver smeltet og sendt til os på et senere tidspunkt.
Efterfølgende havde vi også lidt tid i Rønne, inden vi skulle med bussen tilbage mod Sjælland – hvor vi igen fik bagsædet. Og denne gang vippede færgen heldigvis ikke så meget.
Vi var tilbage på Frederiksberg klokken 18 – hvor mor og far hentede mig. Og så kunne jeg ellers fortælle dem om en god tur, der gerne måtte have varet flere dage.
Resten af aftenen blev brugt på at pakke ud og slappe af. Og så spiste vi thaimad til aftensmad, inden det var sovetid.
Mandag var det så tilbage i skole igen. Her skulle vi i dansktimerne inddeles på tværs af klasserne. Her var jeg sammen med Rosa og nogle af drengene fra klassen – samt en masse fra de andre klasser.
Om onsdagen efter skole tog nogle af de andre piger og mig ud for at købe is. Og bagefter var jeg en tur i Frederiksberg Centret. Om aftenen var jeg til FDF, hvor vi for en gang skyld ikke havde outdoor. I stedet så vi film i FDF-huset.
Dagen efter var der så markedsdag hele dagen i skolen. Her havde vi en bod, hvor man skulle ramme en skive. Og gjorde man det, så ville vi hælde vand ud over os selv.
Jeg havde også meldt mig frivilligt til at få vand. Men heldigvis var jeg ikke den første. For da de første par drenge havde fået vand ud over sig og frøs rigtig meget, fandt vi ud af, at det måske ikke var verdens bedste idé. Så i stedet måtte vi nøjes med at udlove slik i præmier.
Resten af dagen gik jeg rundt med pigerne til de forskellige boder. Og så så mor, far og jeg også Vilde optræde med guitar.
Om fredagen havde vi tidligt fri, fordi vores linjefag var aflyst. Så her tog jeg sammen med Marie-Louise i centret for at købe gaver til Adam og Beate, som jeg skulle til fødselsdag hos i weekenden. Og om aftenen stod den så på fredagshygge med tv og thaimad.
Lørdag var jeg så til fødselsdag hos Beate sammen med de fleste af pigerne fra klassen. Imens var mor og far på besøg hos Rita og Jesper. Så Vilde og jeg var alene hjemme det meste af dagen.
Her var vi blandt andet i centret for at købe gavepapir. Og da mor og far kom hjem igen, spiste vi alle fire i gården.
Næste dag skulle vi så til Adams fødselsdag i Landbohøjskolens Have. Og bagefter legede vi i gården.
Om aftenen skulle mor og far til koncert. Så her skulle Vilde og jeg selv lave mad. Og bagefter så vi to film igen, inden vi gik i seng.
Heldigvis var det 2. pinsedag om mandagen – så vi havde fri. Her havde vi en hjemmedag, hvor der blev klaret en del praktiske ting – som f.eks. at hænge min lyskæde op. Om aftenen gik vi alle fire en tur, hvor vi købte en durum, som vi spiste udenfor.
Tirsdag var Marie-Louise og jeg hjemme hos Agnes. Og om onsdagen var vi med FDF på fisketur på Øresund. Her kørte vi hjemmefra klokken 17.30 med bus og var først tilbage igen klokken 22.30 – så det var lidt sent, jeg kom i seng.
Desværre fangede vi ikke noget. Men jeg fik alligevel en torsk med hjem, som mor og jeg tilberedte til aftensmad næste dag. Og den var rigtig lækker.
Fredag var jeg igen en tur i Frederiksberg Centret sammen med pigerne. Og om aftenen stod den som altid på fredagshygge.
Næste formiddag tog jeg en tur på Strøget med Marie-Louise. Og bagefter var vi også forbi Tivoli – hvor der dog var rigtig mange mennesker.
Først på aftenen var jeg så alene hjemme. For her var far til gammel-elevfest på sit gymnasium. Og mor var på telttur med Vilde.
Mor kom dog hjem igen ved halv ni-tiden. Og så så vi en film sammen, inden jeg endnu engang kom lidt sent i seng.
Dagen efter var alle derfor lidt trætte. Så dagen blev brugt på at slappe af – hvor jeg blandt andet fik spillet en masse Sims. Og om aftenen gik far og jeg så en kort tur, inden jeg skulle sove.
I mandags efter skole cyklede mor og jeg ind til centrum, hvor jeg blandt andet fik en jakke. Og bagefter kørte vi videre til Kastrup for at bade. Vandet var dog stadig ret koldt, så det var kun et hurtigt dyp, inden vi cyklede hjem igen.
I forgårs var vi en tur i skoven med skolen – hvilket var lidt kedeligt. Og om aftenen var jeg så med FDF outdoor af sted, hvor vi havde bål og ristede skumfiduser.
Og i går var jeg så endnu engang i centret – denne gang med Asta C. Da jeg kom hjem, havde Vilde madgruppe på besøg. Så her grillede vi hotdogs og spiste i gården.
Senere i dag skal jeg så på telttur med far og resten af klassen. Det plejer altid at være ret hyggeligt. Og denne gang skal jeg sove sammen med Vera – som ikke har sine forældre med.
