2020 er nu blevet til 2021. Det har dog desværre ikke ændret ved, at der stadig er meget corona i Danmark. Og derfor står den fortsat også på hjemmeskole.
Fredag for tre uger siden startede juleferien officielt – og dermed fik vi også en pause fra hjemmeskole og Teams-møder.
Her var jeg ude på en gåtur om eftermiddagen med mor og far. Og senere stod den på den sædvanlige fredagshygge.
Næste formiddag gik jeg med far ind til Vesterport for at købe et nyt verdenskort i en korthandel – noget som jeg havde fået i fødselsdagsgave. Men det havde været lidt svært at finde en løsning, hvor der kunne sættes nåle i de besøgte lande.
Da vi kom hjem igen, brugte jeg lidt tid på at lave krea-julegaver. Og senere spiste vi æbleskiver og så tegnefilm.
Søndag fortsatte jeg med krea-gaverne. Og senere hængte jeg lidt ekstra julepynt op sammen med far og Vilde. Efter at have lavet endnu flere gaver og ikke mindst pakket dem ind, kunne jeg slappe af med julekalender og resten af filmen fra dagen før.
Den første, rigtige juleferiedag brugte jeg på afslapning og Sims om formiddagen, inden jeg cyklede en tur med mor for at købe gave til Filippa.
Næste dag stod også på afslapning, mens far hentede det bestilte kort hos korthandlen. Senere hjalp jeg mor med at gøre flæskesteg klar til dagen efter.
Onsdag gik vi alle fire en tur i Landbohøjskolens Have i det gode vejr. Og bagefter stod den på konfektlavning, inden vi spiste flæskesteg og så julekalender (og spiste lidt konfekt).
Om torsdagen var det så endelig blevet juleaftensdag. Her startede vi med at spise en lækker brunch, inden vi pakkede bilen og kørte mod Gilleleje – hvor vi skulle holde jul med Filippa, Linus, Henrik, Janne, mormor og morfar.
Først fik vi lidt gløgg, inden der var tid til at lege. Og så blev middagen serveret – med and, flæskesteg og risalamande til dessert (hvor jeg ikke fik mandlen).
Efter vi så også havde gået om juletræet og sunget nogle sange, kunne vi endelig starte med at pakke gaver op.
Her fik jeg en masse gode ting – en fotobog med alle mine 76 lande, flere andre bøger, nogle brætspil, gavekort til Sims, et smykkeskrin, et par øreringe lavet af mor og en højtaler. Samtidig fik jeg også givet alle mine gaver – hvilket var næsten lige så godt.
Det blev en lang aften, hvor vi først kom i seng klokken 1 – og derfor sov vi også lidt længe næste morgen.
Efter morgenmaden gik vi en gåtur til havnen i Gilleje – hvorfra vi børn gik hjem, mens de voksne fortsatte.
Da vi så også havde spist frokost, kørte vi videre til mormor og morfar, hvor vi var et par timer, inden vi kørte tilbage mod Frederiksberg.
Hjemme igen kunne vi kigge lidt på vores gaver og se det sidste afsnit af julekalenderen Julefeber, inden vi skulle sove – denne gang i ordentlig tid.
- juledag sov jeg længe. Og da jeg så var kommet op, fik jeg brugt mit gavekort på nogle nye udvidelsespakker til Sims. Far fik også installeret min højtaler – som har indbygget Google-funktion, så man kan stille spørgsmål eller skifte nummer.
Senere kom Rosa forbi et par timer. Og Vilde havde Jolie til overnatning. Så hun spiste risengrød med os og så et særligt juleafsnit af ”Den store bagedyst” – inden vi igen sov lidt sent.
Næste dag stod den på afslapning og Just Dance – hvor Jolie også var på besøg indtil aften. Senere så vi den nye Pixar-film Sjæl.
Mandag i sidste uge var så praktisk-dag, hvor der skulle ryddes op på mit værelse og hænges verdenskort op. Senere var der dog også tid til både at spille brætspil og se Disney-film.
Dagen efter spillede jeg en masse Just Dance og var med mor til Kastrup Havn for at vinterbade. Og senere så vi filmen fra dagen før færdig samt et særligt juleafsnit af Stormester.
Normalt er vi til Filippas fødselsdag nytårsaftensdag. Men på grund af corona havde hun inviteret vores del af familien dagen før. Så her var vi i Gilleleje til frokost, gåtur og ikke mindst pandekager med is.
Nytårsaftensdag startede med afslapning om formiddagen, inden vi mødtes med de andre til lidt affyring af fyrværkeri i gården klokken 17. Bagefter gik vi op til Shyam for at fejre nytår – hvor vi dog på grund af corona kun var os fire, Adam, Olivia, Jolie, Shyam, Kuna og Zandra.
Vi startede med at se dronningens nytårstale. Og bagefter kunne vi lege lidt, inden vi skulle spise middag. Så var der igen tid til leg og udfyldning af nytårsquiz, inden vi skulle hoppe ind i det nye år klokken 12.
Efter vi havde set fyrværkeri fra lejligheden på 4. sal og nede på gaden, brugte vi lidt mere tid på at lege sammen. Så først omkring klokken 3.30 var vi seng.
Det betød også, at jeg sov helt til klokken 10.30 næste dag – hvilket var helt uhørt længe. Og så blev resten af dagen brugt på afslapning med film, pizza, slik, og chips – inden vi gik i seng omkring klokken 21.30.
I forgårs tog vi en tur til Amager Strand efter frokost – hvor Vilde og jeg kørte på rulleskøjter. Hjemme igen slappede vi af og så nytårsafsnittet af ”Den store bagedyst”.
Og i går var så sidste dag i juleferien. Her bagte jeg klatkager og spillede brætspil med far. Senere hjalp jeg mor med madlavning, inden vi alle fire spillede endnu mere. Og så var det ellers ordentlig tid i seng – selvom jeg havde lidt svært ved at sove.
Nu er juleferien så slut. Men på grund af corona må hverken Vilde eller jeg komme i skole – i minimum to uger. Så derfor står den igen på hjemmeskole med møder på Teams.
