Fra Caribien til Sydamerika

De sidste par uger har vi været ret vidt omkring – og bevæget os fra Caribien til Sydamerika (en verdensdel som Vilde og jeg aldrig har været i før).

Onsdag for to uger siden var det tid til at forlade Tobago. Så morgenen gik med at pakke, spise morgenmad og ikke mindst tage en sidste svømmetur i vores lækre pool. Og derefter kørte vi mod biludlejningsbureauet.

Her var der dog underligt nok ikke nogen til at tage imod os. Så efter lidt ventetid kørte vi i stedet til lufthavnen, hvor vi stillede bilen og checkede ind til flyet til Trinidad.

Efter en kort flyvetur havde vi en meget lang ventetid. Den blev brugt på at spise både frokost og aftensmad i lufthavnen – og læse, spille iPad og spil.

Men endelig efter omkring ni timers ventetid kunne vi endelig gå ombord og flyve mod Surinam – der i øvrigt også var fars land nummer 100.

Paskontrollen tog lang tid. Til gengæld kunne vi så få vores bagage med det samme og mødes med vores chauffør, som skulle køre os fra lufthavnen til Paramaribo. Køreturen tog en times tid – som jeg brugte på at sove.

Endelig klokken 2.30 var vi så fremme ved vores hotel – hvilket dog ”kun” var 1.30 for os på grund af tidsforskellen.

Næste morgen sov vi længe – og sprang derfor morgenmaden over. Senere gik vi ud i byen for at hæve penge – hvilket ikke var så nemt. For der var ingen hæveautomater, der ville tage vores Visa-kort. Så i stedet hentede vi nogle dollars på vores værelse.

Vi var alle fire blevet godt sultne. Og derfor var mor og far også nemme at lokke til at spise på byens Burger King. Bagefter gik vi ned til floden, hvor vi fandt en lokal bar.

Tilbage igen på værelset fik Vilde og jeg lov til at spille iPad, mens mor og far gik ud for at handle. Og da de kom hjem igen, brugte vi resten af dagen på at pakke om, læse – og ikke mindst sove tidligt.

Næste morgen blev vi nemlig vækket allerede klokken 5. Og kort efter checkede vi ud og blev hentet af den chauffør/guide, som skulle med os på en tur til Fransk Guyana.

Først skulle vi køre to timer til en færge. Og efter en kort sejltur var vi så i Fransk Guyana, hvor vi fik lidt morgenmad, som vi spiste i ly for regnen under et træ.

Bagefter ventede der yderligere tre timers køretur, inden vi var fremme i den by, som vi skulle overnatte i. Her spiste vi frokost på McDonald’s, inden vi kørte til et rumcenter, hvor vi skulle på rundtur.

Efter et sikkerhedstjek satte vi os ind i en bus. Og de næste tre timer kørte vi så rundt med en guide, der kun snakkede fransk. Og selvom jeg jo lige har fået fransk i skolen, var der ikke meget, som jeg forstod – faktisk kun tallene.

Heldigvis var der et par stop undervejs, hvor vi fik lidt forklaring på engelsk – og her gik det meget bedre for mig med at forstå det. Faktisk forstod jeg i store træk det meste af meningen med det, der blev sagt – selvom det ikke var alle enkeltord, som jeg fik fat i.

Efter rundturen kunne vi endelig køre til vores hotel og checke ind – hvor der også var en dejlig pool, som vi tog en badetur i. Resten af eftermiddagen brugte vi på værelset. Og om aftenen spiste vi på hotellets restaurant, der var rigtig god.

Næste morgen skulle vi igen tidligt op. Og efter morgenmaden kørte vi til byens havn, hvor vi steg ombord på en katamaranbåd.

Den næste time brugte vi på at sejle til en tidligere fængselsø, hvor franske straffefanger havde levet under meget dårlige vilkår.

I dag var det dog et idyllisk sted med aber og nogle sjove kaninlignende dyr, der hedder agoutier. Og der var også en restaurant, hvor vi fik en sandwich og lidt at drikke, inden vi sejlede en kort tur til en anden ø.

Her kunne man se de gamle fængselsceller – der var meget små. Vi fik også øje på en myresti med tusindvis af myrer, som slæbte af sted på blade og grene.

I det hele taget var øen virkelig flot – med masser af kokospalmer. Men det viste sig også, at disse flotte palmer var ret farlige.

For pludselig lød der et knæk oppefra – og et øjeblik efter et dunk i jorden. Højt oppefra var der knækket en kokosnød af, der drønede forbi mig med 10 centimers afstand. Faktisk faldt den så voldsomt, at den ramte jorden og sprang op igen på mit ben, så jeg fik et stort, blåt mærke.

Så jeg blev naturligvis meget forskrækket – men kom mig dog hurtigt igen. Alligevel kiggede vi op i palmerne resten af turen tilbage til båden.

Efter en hyggelig sejltur i stævnen af båden var vi så tilbage igen, hvor vores guide tog os på en (ret kedelig) rundtur rundt i byen. Og så kunne vi endelig komme tilbage til vores hotel, hvor vi var i poolen og spiste aftensmad bagefter.

Næste morgen havde vi så mulighed for at sove længe – og bagefter spise morgenmad og være i poolen, inden vi skulle pakke vores ting og checke ud. Og klokken 12 kørte vi så den samme vej tilbage mod Paramaribo.

Til at starte med havde vi tilsyneladende god tid – og kunne spise en is. Men pludselig fik vi åbenbart travlt. Så vores chauffør drønede af sted ad bumpede veje – hvilket resulterede i, at jeg blev køresyg.

Men vi kom frem til færgen i tide. Og derefter ventede der yderligere lidt over to timers køretur, inden vi var tilbage i Paramaribo – hvor vi igen checkede ind på det samme hotel (og fik samme værelse).

Aftensmaden blev spist på Burger King – for mor og far gad ikke begynde at finde en restaurant. Og bagefter var det så sovetid.

Næste morgen gik med praktiske ting og skolearbejde efter morgenmaden. Bagefter gik vi ud i byen, hvor Vilde og jeg fik hvert vores ankelbånd med skaller på. Senere spiste vi på en restaurant ved floden, inden vi satte os på baren fra tidligere og lavede skolearbejde.

På vejen tilbage handlede vi lidt – og fik en is. Og resten af eftermiddagen kunne vi bruge på at slappe af, inden det var sovetid.

I tirsdags skulle vi så på tur ud midt i junglen. Så efter morgenmad og pakning, checkede vi ud og tog en taxa til en anden lufthavn end den, som vi var landet i tidligere. Denne her lå heldigvis midt i byen – og var derfor hurtig at komme til.

Her blev alt vejet – både vores bagage og os selv. Og så kunne vi sætte os op i et lille fly sammen med 10 andre – hvor far var så heldig at få lov til at sidde ved siden af piloten.

Den næste time fløj vi henover regnskoven – inden vi landede på en græsplæne lige ved vores hotel. Det var ret specielt – og faktisk var et fly den eneste måde, som man kunne komme frem på.

Ude af flyet fik vi først frokost. Og bagefter gik vi en tur rundt i skoven ved hotellet, hvor vi blandt andet så et gammelt fly, der var blevet ødelagt ved landingen – uden dog at piloten var kommet til skade. Desuden så vi også en ugle og nogle termitter.

Senere var vi på en sejltur på floden til nogle klipper, hvor det var muligt at bade – selvom det var meget lavvandet.

Tilbage igen var der tid til lidt afslapning, inden det var aftensmadstid. På vejen over til bygningen, hvor vi skulle spise, så vi pludselig en tapir midt på græsplænen – som kom for at spise de frugter, som personalet lagde ud til den. Og den var meget tam. I hvert fald var den ligeglad med, at vi lyste med en lommelygte på den.

Efter aftensmaden fik vi en kort introduktion til næste dag. Og så kunne vi gå tilbage til vores hytte, hvor det var sovetid.

Næste morgen var det tidligt op. Og efter morgenmaden sejlede vi igen en tur op ad floden – hvor vandstanden var meget lav. Så det var ret imponerende, at vores bådmand kunne sejle imellem klipperne, uden at støde på grund.

På turen så vi en masse fugle – blandt andet papegøjer. Og inde på bredden lå der også en lille alligator. Det sjoveste var dog en tapir, der krydsede floden foran os.

Da vi havde sejlet i lang tid, stoppede vi ved et sted, hvor vi kunne bade – inden vi vendte om og sejlede tilbage igen.

Vi sejlede dog ikke hele vejen tilbage til hotellet. I stedet stoppede vi op ved bredden, hvor vi tog sko og lange bukser på. Og efter vi havde spist frokost, gik vi en tur ind i junglen.

De næste par timer så vi en frø kamuflere som et blad, en giftig frø, en (lidt for stor) edderkop, den største sommerfugleart i Sydamerika og en masse aber, der lignede hr. Nilsson fra Pippi Langstrømpe.

Og så fandt guiderne også en nød med ildfluelarver i – der var spiselige. Og sammen med guiderne spiste far en af dem.

Efter en lang og hård gåtur var vi så endelig tilbage ved hotellet – hvor vi kunne hoppe i poolen (som de også havde midt i junglen). Resten af dagen gik med afslapning, inden vi skulle spise aftensmad og sove.

Næste morgen skulle vi så ned ad floden i kajak – hvor jeg sejlede sammen med far. Og efter et par timer nåede vi nogle klipper, hvor vi igen kunne bade. Bagefter tog vi igen vandretøjet på og bevægede os ind i junglen – og gik mod et vandfald.

På vejen opdagede mor pludselige en slange midt på stien – som far var tæt på at træde. Godt nok var den ikke giftig. Men dens bid skulle vist alligevel ikke være så rart.

Ved vandfaldet, hvor der næste ikke var noget vand, spiste vi vores frokost. Her så vi også nogle alligatorer ligge i vandet.

Derefter gik vi videre igennem junglen – hvilket blev lidt af en udfordring. For vi var de første i lang tid, som gik turen. Og derfor havde guiden flere gange svært ved at finde vej – og vi gik derfor forkert flere gange.

Mor og far var dog ikke specielt urolige. For vi kunne altid gå ud til floden og vente på, at der kom en båd og ledte efter os.

På turen så vi ikke så meget. Vi fandt dog et skjold fra en skildpadde, som en jaguar havde spist – efter at have vendt skildpadden om på skjoldet og ventet. Og når den så stak et ben ud, flåede jaguaren i det, så skildpadden blødte til døde. Derefter kunne jaguaren så spise skildpadden i ro og mag.

Det mest spændende på turen var dog, at vi fandt et helt skelet fra en brøleabe. Her tog vi en tand med – mens guiden tog resten af skellet for at kunne samle det igen.

Efter tre meget lange timer var vi endelig fremme ved båden, der skulle sejle os tilbage til hotellet. Og her kunne vi så endelig slappe af i poolen og på terrassen, inden det var aftensmad og sovetid – hvor vi alle var meget trætte.

Dagen efter skulle vi så endnu engang på bådtur – denne gang ned ad floden. Her så vi igen en alligator og en masse fugle. Og for første gang begyndte det også at regne. Men heldigvis havde bådmanden regnslag med til alle.

Da vi havde sejlet et stykke tid, gik vi i land – og bevægede os til fods ind i regnskoven. Her så vi blandt andet et træ, hvor man kunne bruge barken til cigaretpapir. Og ikke mindst en palme, der ikke havde rødder i jorden. Så den kunne faktisk ”vandre” op imod 10 centimeter om året mod sollyset.

På vejen så vi også en masse kæmpemyrer, en skorpion, en sjælden tukan og endnu et skjold fra en skildpadde, der var blevet ædt af en jaguar.

Frokosten blev spist ved en lille flod, hvor jeg også prøvede at fiske med guiden – og fangede en stor fisk.

På vejen tilbage igen var jeg dog ret uheldig. For pludselig gled jeg på en gren. Og i et forsøg på at holde balancen, fægtede jeg så meget med armene, at jeg ramte en palme, der uheldigt nok var fyldt med pigge. Så jeg fik 9 pigge i hånden og på armen, som mor måtte pille ud igen – hvilket gjorde rigtig ondt.

Heldigvis var det ikke en så lang tur som dagen før. Så vi var ret tidligt tilbage på hotellet igen, hvor vi kunne bade og slappe af, inden det var tid til aftensmad igen – hvor vi fik is til dessert. Og bagefter var det sovetid.

I forgårs var det så tid til at rejse tilbage til Paramaribo. Om formiddagen havde vi dog lige tid til en kajaktur igen, efter at vi havde spist morgenmad og pakket.

Og da vi kom tilbage igen, ventede frokosten, inden vi igen steg ombord på det lille fly – og fløj en time henover junglen.

Tilbage igen i Paramaribo checkede vi igen ind på det samme hotel – og fik samme værelse. Her fik vi endelig lokket mor og far til at se noget X-Factor. Bagefter tog vi igen på Burger King, inden vi så lidt mere X-Factor. Og så var det sovetid.

Dagen i går startede stille og roligt med morgenmad efterfulgt af skolearbejde og nogle praktiske ting. Og bagefter gik vi en tur ud i byen.

Her var der dog meget dødt. For søndag holder alle butikker åbenbart lukket – undtagen tøjbutikkerne. Så i stedet gik vi ned til den bar ved vandet, hvor vi havde været tidligere. Der var vi et par timer, inden vi fandt en restaurant, hvor Vilde og jeg fik en lækker pastaret hver.

Tilbage på hotellet igen så vi det sidste af et X-Factor afsnit – inden det var blevet sovetid igen (lidt sent).

I dag skal vi så videre til Guyana – hvor vi blandt andet skal til et stort vandfald og ikke mindst fejre mors fødselsdag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *