De seneste par uger har der været en del helligdage – hvilket har været rigtig dejligt, fordi vi så har haft fri fra skole.
Den første var fredag for tre uger siden, hvor det var store bededag – hvor der blev hygget og ikke mindst bagt en kage sammen med mor.
Lørdag fik far brugt endnu et ”klip” på sit fødselsdagsgavekort til at spille spil sammen. Senere var vi også i Mums slik for at købe lørdagsslik (da vi havde sprunget fredagsslikken over dagen før).
Næste morgen var far og jeg forbi Falkoner Alle for at se maraton. Og bagefter mødtes vi i Landbohøjskolens Have med mor og Vilde.
Om eftermiddagen cyklede vi alle fire til Svanemøllen, hvor mor og jeg var i vandet. Bagefter spiste vi frokost på en restaurant der, inden vi cyklede hjem igen.
Mandag legede jeg med Rosa efter skole og klub. Her var vejret så godt, at vi tog badetøj på og fandt vandslangen frem nede i gården.
Dagen efter var der Hip Hop All Stars koncert med klubben – som jeg var til sammen med en del af de andre piger fra klassen.
Og onsdag var jeg først hjemme hos Sofia, hvor vi spiste aftensmad. Og bagefter tog jeg med hende til spejder – som jeg selv skal starte på efter sommerferien.
Fredagen blev brugt på at spise lækker steg – efterfulgt af fredagshygge med mor og far, mens Vilde var hos Anna.
Og lørdag morgen tog jeg så af sted med klubben og flere fra min klasse til Bonbonland. Her nåede vi at prøve en masse ting – også nogle af de vilde, inden vi kørte hjem igen.
Da jeg kom hjem, var mormor og morfar der. For de skulle passe Vilde og jeg, mens mor og far var til fødselsdag i Jylland.
Hjemme hos mormor og morfar fik vi hygget med blandt andet puslespil. Og jeg var også med til at pynte en kage, som vi spiste, da mor og far kom for at hente os næste dag – hvor mors kusine Freja også var der.
Mandag i sidste uge skulle vi så flytte til et nyt klasseværelse i en anden bygning. Og bagefter tog jeg over i klubben.
Da jeg skulle hjem, så jeg at min taske var åben – og min computer var væk. Det blev jeg naturligvis meget ked af, men efter vi havde ledt i hele garderoben, lå computeren pludselig midt på gulvet – og coveret ude på toilettet.
Hvad der var sket i mellemtiden, er svært at sige helt præcist. Men jeg var i hvert fald glad for at få den tilbage.
Ikke mindst fordi jeg skulle bruge den til nationaltest i dansk næste dag – som jeg havde misset, mens jeg var ude at rejse.
Af sammen grund skulle jeg så også have engelsk test senere – hvilket betød, at jeg skulle gå fra 3D design i klubben over på skolen og så bagefter tilbage igen.
Og ikke nok med det, så skulle jeg også med mor og far til skole-hjem samtale kort efter. Men det var nu ikke så slemt. For jeg fik så meget ros i forhold til både det sociale og faglige, at jeg næsten fik helt ondt i kinderne af at smile. Og der var da også efterfølgende meget ros fra mor og far.
Onsdag skulle jeg så direkte hjem fra skole for at pakke, inden vi skulle køre til vores sommerhus i Jylland – og holde kristi himmelfartsferie.
Det blev en lang tur. Så efter vi havde spist aftensmad på vejen, faldt jeg i søvn – og vågnede først igen, da vi var fremme omkring klokken 23.30.
Næste dag var det ret kedeligt vejr. Så mens mor og far skulle handle, blev Vilde og jeg i sommerhuset. Senere på dagen blev vejret lidt bedre, så vi kunne sidde ude og snitte.
Vi fik også gået en tur langs stranden – hvor det dog begyndte at regne kraftigt. Så resten af dagen blev brugt inde med krydsogtværs, spil med far og skrivning af en historie.
Heldigvis var det bedre vejr næste dag. Så efter morgenmaden gik vi langs stranden til Øster Hurup, hvor vi fik en stor is – inden vi gik tilbage igen.
Senere kørte vi til Als Odde, hvor vi mødtes med far moster Marianne og hendes kæreste Erling, som overnattede der i deres autocamper.
Resten af dagen blev brugt udenfor, hvor vi fik snittet noget mere. Og om aftenen stod den på bøffer og pølser – grillet på grillen. Så det blev lidt sent, inden vi kom i seng.
Dagen efter var det så endnu bedre vejr endnu. Så her tændte vi bål og grillede skumfiduser, bagte snobrød og ristede pølser over bålet.
Senere på dagen var Vilde og jeg i vandet. Det var dog lidt en udfordring, for det var meget lavvande. Så vi skulle ret langt ud for at komme under.
Søndag nåede mor og jeg også lige en morgendukkert, inden vi skulle begynde at gøre klar til at køre hjemad. Her blev bilen pakket og huset gjort rent, inden vi kørte af sted. På vejen hyggede vi med musik. Og først på aftenen var vi så tilbage på Frederiksberg.
Mandag var jeg i centret for at købe en gave til Filippa fra min klasse – som jeg skulle til fødselsdag hos næste dag. Og da vi kom hjem igen, lavede mor og jeg hjemmelavet pizza.
Dagen efter skulle vi så mødes til Filippas fødselsdag ved Frederiksberg Have sidst på eftermiddagen. Så Vilde, mor og far fulgte mig derhen.
Og da de var gået sammen med alle de andre forældre, havde vi forskellige konkurrencer og spiste pizza, inden vi tog videre hjem til Filippa. Hjemme hos Filippa hyggede vi med film. Så det blev ret sent, inden vi var i seng.
Alligevel vågnede de fleste tidligt næste dag, hvor det var grundlovsdag – inklusiv mig. Bagefter spiste vi morgenmad, inden jeg blev hentet af far.
Senere tog vi på en cykeltur – først til Nordhavn, hvor vi spiste frokost og bagefter til Svanemøllen, hvor mor og jeg var i vandet. Da vi kom hjem igen, legede jeg med Rosa og Olivia resten af dagen.
I går havde jeg så Sofia, Marie Louise og Silje med hjem fra klub, hvor vi tog badetøj på og tændte for sprinkleren i gården – i næsten 30 graders varme.
Nu er der så lige en enkelt hverdag mere inden weekenden – og anden pinsedag på mandag. Det er nu dejligt med alle de helligdage.
