Så blev det 2018

Efter en lang juleferie er det nu blevet hverdag igen – og samtidig er vi også gået fra 2017 til 2018.

Ventetiden op til jul var ret lang. Dagen før juleaften brugt jeg på at lave gaver til vores pakkespil. Og senere på dagen var jeg med far i centret for at købe gave til Vilde.

Søndag for lige over to uger siden var det så endelig juleaften. Og selvom jeg virkelig prøvede at sove længe, så lykkedes det ikke – og jeg vågnede til normal tid.

Mor og far brugte formiddagen på at gøre klar til juleaften – som vi skulle fejre med mormor og morfar. Lige inden de kom, nåede vi også at fodre ænder i Landbohøjskolens Have.

Lidt senere kom mormor og morfar. Her startede vi med at spise æbleskiver, drikke gløgg og spille pakkespil – hvor alle havde sørger for minimum en gave. Jeg var ret heldig og fik slået mig til en del gaver.

Inden middagen fik vi set de sidste afsnit af julekalenderne, som vi havde fulgt med i hele december.

Vi nøjedes med at spise hovedretten, inden vi dansede om juletræet. Og så var det endelig blevet tid til at pakke julegaver op.

Jeg fik rigtig mange gode gaver – spil, Lego Friends, Top Models, bøger og en enhjørning-bamse, der kunne lyse. Den bedste gave var dog koncertbilletter til Marcus & Martinus.

Da alle gaverne var pakket op, spiste vi risalamande – hvor far fik mandlen. Og så var det sovetid – hvor klokken var blevet næsten 22. Så jeg var godt træt.

Næste morgen sov jeg da også ”helt” til klokken 7. Lidt senere spiste vi morgenmad med mormor og morfar, som havde overnattet hos os. Og da de var taget hjem, byggede jeg mit Lego og legede med resten af gaverne.

Senere spillede vi alle fire et af mine nye spil. Og inden aftensmaden så vi julekalenderen igen. Da vi havde spist, var det sovetid – denne gang i bedre tid.

2. juledag var vi en tur på skøjtebanen. Da vi tog af sted, regnede det lidt – men heldigvis blev det bedre vejr. Det var ret sjovt at skøjte – og jeg kunne stå helt selv.

Bagefter havde jeg en legeaftale med Silje hos hende – hvor jeg også spiste aftensmad, inden jeg blev hentet af far.

Næste dag skulle vi til julefrokost hos Filippa, Linus, Henrik og Janne. Og senere kom mormor og morfar også til kaffe hos dem.

Torsdag i forrige uge havde jeg så en legeaftale med Sofia hos hende – hvor jeg også spiste aftensmad.

Og fredag var jeg med far og Vilde ovre ved Frederiksberg Rådhus for at købe fyrværkeri. Bagefter legede jeg med Rosa.

Næste dag var mor, Vilde, Rosa, Anna og jeg i svømmehallen. Og det var en anden svømmehal end den, som vi plejer. Så det var meget sjovt at prøve noget nyt.

Der var bl.a. en lidt vild rutsjebane, som jeg ikke ville prøve til at starte med. Men pludselig tog jeg mig sammen og kørte ned af den. Og så turde Rosa også godt bagefter.

Om søndagen var det så blevet den sidste dag i 2017. Endnu engang prøvede jeg at sove længe – uden det rigtigt lykkedes.

Nytårsaften skulle holdes hos os, så mor og far brugte formiddagen på at gøre klar, mens Vilde og jeg legede hos Rosa og Anna.

Lidt inden vi fik gæster, blev vi kaldt hjem for at klæde om og hjælpe med den sidste oppyntning.

Festen startede i mors kælder, hvor Rosa, Anna, Peter, Rie, Olivia, Jolie, Zandra, Shyam, Ellinor, Arthur, Mette og Casper kom. Her spiste vi lidt chips og fik noget at drikke, inden vi gik ud på gaden for at skyde fyrværkeri af.

Bagefter gik vi op til os, hvor vi fik aftensmad. Og da den var spist, dansede vi Just Dance og legede sammen. Senere spiste vi dessert. Og så nærmede klokken sig midnat, hvor vi så Rådhusklokkerne ringe, mens vi sprang ind i det nye år.

Og så var vi endnu engang på gaden for at skyde nytåret ind, inden det var ved at være sengetid. Men her var klokken også blevet 1.30.

Selvom jeg var kommet meget senere i seng end normalt, så sov jeg kun til 7.30 næste morgen. Lidt senere stod Vilde op. Og mor og far var oppe klokken 10, hvor de gik i gang med at rydde op.

Senere hyggede vi os alle fire med et par film i stuen, inden det var sovetid for Vilde og jeg. Men her var jeg nu også godt træt.

Tirsdag i sidste uge var så sidste fridag i juleferien. Vejret var rigtig godt, så vi gik en tur i Landbohøjskolens Have.

Da vi kom hjem igen, gik jeg i gang med at bage en banankage – hvor jeg klarede næsten alt helt selv (for første gang).

Kagen spiste vi, mens vi alle fire spillede et spil, der hed Ego – hvor det gælder om at gætte ting om hinanden. Og efter aftensmaden var det så i seng.

I onsdags var det så tilbage i skolen igen – hvor det var hyggeligt at se alle mine klassekammerater. Til gengæld var jeg godt træt bagefter. Om aftenen kom mormor for at passe os, for mor og far skulle til et foredrag.

Jeg var vist stadig lidt træt efter nytårsaften næste morgen. I hvert fald sov jeg til 6.30 – hvilket jeg efterfølgende har gjort et par gange.

Siden successen med min kage, var jeg blevet ret vild med at bage selv. Men da det jo er lidt usundt at spise så meget kage, fandt jeg en opskrift på sunde pandekager – bestående udelukkende af æg og banan. Og dem bagte jeg helt selv efter skole i torsdags.

Fredag var jeg til fødselsdag hos Liv sammen med stort set hele klassen. Her legede vi forskellige ting og fik pizza og kage, inden jeg blev hentet af far.

I forgårs startede stille og roligt, hvor jeg lavede dekorationer af stearin, der blev dryppet ned på noget vand – og derefter stivnede. Og da jeg blev træt af det, bagte jeg flere af de gode bananpandekager.

Sidst på eftermiddagen skulle jeg til indendørs fodboldstævne i Nørrebrohallen – som jeg cyklede til sammen med far.

Vi spillede fire kampe i alt. Den første tabte vi ret stort (til nogle modstandere der var meget større end os). Men den næste kamp blev 0-0.

Tredje kamp vandt vi 1-0 på et meget heldigt mål. Og den sidste kamp blev også 0-0. Her var jeg målmand, hvor modstanderne fik en friløber, fordi bolden ramte dommeren og røg den anden vej. De burde have scoret – men jeg hev en superredning frem, hvor jeg hoppede op og strakte benet ud, så bolden ramte mit lår.

Efter kampen fik jeg ros fra vores træner Liv, som sagde, at jeg havde udviklet mig rigtig meget på det seneste. Så det blev jeg glad for at høre. Ikke mindst fordi jeg gerne vil blive ved med at spille på det ”gode” hold (som jeg har været på de seneste kampe).

I går var Vilde og jeg i svømmehallen med Asta, Noomi og Astas mor. Og bagefter var Asta hjemme hos mig, inden hun blev hentet sidst på eftermiddagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *