9 år og fem fødselsdage

Så er jeg blevet 9 år. Og det er blevet fejret med en række fødselsdage henover hele tre dage.

I den sidste weekend i august (og derved sommeren) var jeg dog stadig kun 8 år. Her var far til fest om lørdagen, så vi hyggede hjemme med mor – hvor vi bl.a. lavede hjemmelavede saftevandsis.

Om søndagen var både far, mor og Vilde med mig til fodboldstævne. Silje var også med – og bagefter fik jeg en legeaftale med hende. Hun spiste hos mig, inden jeg fulgte hende hjem.

Tirsdagen efter var der trivselsarrangement for hele klassen plus forældre (og søskende) i Landbohøjskolens Have. Her spiste vi først. Og bagefter spillede vi rundbold – hvor både mor og far var med.

Efter at have trænet nogle uger, skulle vi spille vores første skolefodboldkamp om onsdagen. Og det gik ret godt. Vi vandt 10-0. Og jeg scorede hattrick.

Da jeg kom hjem, havde Vilde besøg af Vibe fra skolen. Og senere var jeg til fodbold.

Næste dag var jeg på skoleudflugt til Frilandsmuseet. Og da jeg kom hjem fra skole, legede jeg med Olivia og Rosa.

Om fredagen ville jeg gerne have Sofia med hjem. Og det var helt ok med mor. Her grillede vi i gården sammen med Olivia, Jolie, Zandra og Shyam. Og senere spiste Sofia og jeg fredagsslik sammen, inden far og jeg fulgte Sofia hjem. Så det blev ret sent, inden jeg kom i seng.

Lørdag startede planlægningen af min fødselsdag – indkøb sammen med mor af fødselsdagskort til pigerne fra klassen. Og senere på dagen tog far og jeg til fodboldstævne. Her tabte vi to – men vandt også en kamp.

Da jeg kom hjem, fik jeg skrevet fødselsdagskortene. Og efter aftensmaden nåede jeg lige at færdiggøre det sidste, inden det var sengetid.

Søndag var vi til Linus’ fødselsdag. Her startede vi med brunch. Og bagefter legede vi. Dagen sluttede med noget kage, inden vi kørte hjem igen. Om aftenen spiste vi pizza i gården – hvor det for en gang skyld var fint vejr.

Tirsdag i sidste uge var jeg hos skoletandlægen – og havde heldigvis ingen huller. Senere på dagen spillede vi skolefodbold – en kamp som jeg faktisk ikke vidste, at vi skulle spille. Så jeg havde heller ikke det rigtige tøj med. Men heldigvis kunne jeg låne både shorts og trøje.

Heldigvis gik det fint. Vi vandt 3-1 og jeg scorede to mål – hvilket også gjorde, at jeg var topscorer på holdet. Men nu er jeg jo også angriber.

Torsdag skulle vi igen spille skolefodbold – denne gang i regnvejr. Far kom forbi for at se os spille. Og han kunne også se os komme foran 1-0. Desværre scorede det andet hold til 1-1 kort før tid. Og efter forlænget spilletid uden mål, skulle vi straffesparkkonkurrence – som vi tabte.

Så jeg var meget skuffet. Det hjalp dog lidt, da jeg fik at vide, at det kun var den indledende runde. Og at vi sagtens kunne gå videre alligevel.

Næste dag holdt Rosa fødselsdag – for at fejre, at hun nu var ni år og en måned. De fleste af pigerne fra klassen var der, så det var rigtig hyggeligt.

Om lørdagen var Vilde til Noomis fødselsdag, mens jeg hyggede hjemme. Senere var jeg med mor i Mums-slikbutik for at købe slik til fødselsdagen. Om eftermiddagen legede jeg med Olivia, som også spiste hos os.

Søndag startede den første af en række fødselsdage så – selvom jeg først havde rigtig fødselsdag næste dag.

Om formiddagen legede jeg med Olivia, mens Vilde legede med Jolie. Klokken 14 kom mormor og morfar – og lidt efter Rosa og Anna. Og da Silje spurgte, om jeg kunne lege, blev hun også inviteret med. Filippa, Linus, Henrik og Janne kom en times tid senere – efter de havde været til et arrangement på Jannes arbejde.

Da alle var kommet, pakkede jeg gaver op – og fik bl.a. en dyne, æsker til makeup, en lommelygte og nogle penge. Bagefter legede vi – inden det var blevet tid til kakao og pandekager med is.

Herefter fortsatte vi ned på skolen, hvor vi spillede fodbold. Det var børnene mod de voksne (plus Filippa og Vilde). Efter et par timer, gik vi hjem igen – hvor gæsterne tog hjem. Og så kunne jeg lige nå at pynte kagekone, inden det var sengetid.

I forgårs havde jeg så rigtig fødselsdag. Her blev jeg ”vækket” klokken 6.30 med flag og sang af Vilde, mor og far. Men faktisk havde jeg været vågen siden klokken lidt i 6 – og havde bare ligget og læst. Mor og far havde da også lovet at ”pusle” lidt – så jeg kunne nå at slukke mit lys og lade som om, at jeg stadig sov.

Morgenen startede med gaver – hvor jeg bl.a. fik to fodboldtrøjer, en æske Playmobil, et skakspil, to bøger og ikke mindst et par rulleskøjter (inklusiv beskyttere). Og så gav Vilde mig en flot perleramme med en tegning i.

Bagefter kunne jeg lige nå at få morgenmad med varm kakao, inden jeg skulle i skole. Her fulgte far mig, for jeg skulle have en kagekone med til uddeling i klassen.

I klassen blev jeg fejret med sang. Og så fik jeg også en fin fødselsdagsbog, hvor alle mine klassekammerater havde skrevet en masse søde ting.

Til aftensmad havde jeg fået lov til at vælge, at vi skulle have durumruller. Og senere tog jeg til fodbold – hvor jeg delte flødeboller ud og blev fejret for tredje gang denne dag.

I går skulle vi have taget skolefoto i skolen. Det betød også, at alle pigerne havde pænt tøj på – hvilket var godt. For de skulle til fødselsdag hos mig.

Mor og far hentede os lige efter skole. Og da vi kom hjem til mig, legede vi først ”den som flaskehalsen peger på” med gaveuddelingen.

Bagefter fik vi boller, lagkage, varm kakao og saftevand. Og da vi havde spist, gik vi ned i mors kælder.

Her havde mor og far forberedt nogle konkurrencer, hvor vi var tre hold mod hinanden. Efter der var fundet en vinder, kunne vi danse. Og så var det tid til at komme op igen – for her blev pigerne hentet.

Efter tre dage med fødselsdage var jeg godt træt – og havde da heller ikke de store problemer med at sove.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *