Telttur

Jeg har været på en del ture det seneste stykke tid. Men den sjoveste af dem alle sammen var telturen med vores klasse.

Fredag for tre uger siden kom Olivia med hjem. Vi spiste også aftensmad og fredagsslik sammen – og fik endda lov til at sove sammen hos mig også.

Næste morgen stod vi så tidligt op – og senere gik vi også til bageren for at købe morgenbrød. Ved middagstid skulle far til 25 års jubilæum på sit gamle gymnasium. Så her tog mor, Vilde og jeg en tur i svømmehallen. Og om aftenen hyggede vi med dessert efter aftensmaden.

Søndag tog mor, Vilde og jeg til Lindevangsparken, hvor der var et arrangement. Her startede vi med at deltage i et syv kilometer langt cykelløb, hvor man skulle køre rundt på Frederiksberg og finde poster – bl.a. en lige ovre i Landbohøjskolens Have.

Mens vi spiste frokost, kom far også forbi parken. Og så var vi på legeplads og brugte flere timer på at bygge et hus af pap og andre hobby-ting. Det blev rigtig flot, og vi fik det med hjem.

Resten af dagen legede jeg med Rosa. Og da vi skulle sove, fik både Vilde og jeg en gang massage af mor.

Jeg har længe haft ønsket mig et fidget spinner. Men den har været så populær, at den var udsolgt alle steder.

Tirsdag i forrige uge lykkedes det dog mor at finde nogle i en tøjbutik. Så efter skole tog hun Vilde og jeg med, så vi kunne få en hver. Eller det vil sige købe – for vi betalte nemlig selv med vores penge i sparegrisen. Efter mange overvejelser valgte jeg den bedste model til 200 kroner.

Torsdag var hele klassen på tur til Amager Strand. Og om eftermiddagen havde Vilde en ny veninde fra SFO’en med hjem.

Dagen efter skulle far og jeg så på telttur med klassen. Her mødtes vi på skolen, hvorefter vi kørte nordpå til Lillerød. På vejen regnede det meget – men det blev heldigvis også det sidste regn, der kom.

Fra parkeringspladsen skulle vi gå over en kilometer til teltpladsen. Men heldigvis var der en bil til at køre de tunge ting – bl.a. vores telt, som alle de andre var meget imponerede over størrelsen på (selvom det nu ikke var specielt stort).

Mens de voksne slog teltene op, gik vi i gang med at lege. Den bedste af legene på turen var ”krig” – hvor det var pigerne mod drengene. Her gik det ud på at tage drengene til fange – gerne mens vi skreg højt.

Inden vi skulle spise aftensmad, var vi også nede en tur ved søen. Harald og hans far havde taget fiskegrej med. Jeg fangede endda også en lille fisk. Desværre havde den fået krogen for langt ind, så den døde, inden vi kunne få den ud i vandet igen.

Vi fangede også nogle frøer (igen i en kasse som Harald havde med). Dem brugte vi til at lave hoppekonkurrence med.

Til aftensmad fik vi grillede pølser. Og bagefter kunne vi spise slik, chips og kage ved det store bål, som de voksne havde tændt.

Omkring klokken 22.30 var det så sovetid. Men inden da skulle jeg lige tisse af. Og da der ikke var noget toilet, foregik det inde i skoven. Og så var jeg ellers klar til at få skiundertøj på og komme i soveposen.

Men kort tid inden at jeg skulle i seng, havde jeg bidt i en chips, så jeg havde fået en meget løs rokketand. Og kort tid efter at far havde sagt godnat og gået ud til bålet, kom jeg også ud igen – for her havde jeg fået hevet tanden helt ud. Og det skulle de andre fra klassen naturligvis også se, inden jeg kunne sove.

Selvom jeg var kommet meget sent i seng, så vågnede jeg allerede klokken 5 næste morgen. Men det mente far nu var for tidligt at stå op.

Klokken 6.15 vågnede jeg så igen. Og da der allerede var andre oppe, stod jeg også op. Inden de voksne kom op, lykkedes det os at puste liv i gløderne og lægge mere brænde på, så vi kunne riste de sidste pølser på vores nye bål.

Efter en rigtig morgenmad legede vi lidt mere krig, inden vi pakkede sammen, gik tilbage til bilerne og kørte hjemad igen.

Hjemme igen legede jeg lidt med Olivia, inden hun skulle ud til en veninde. Om aftenen spiste vi pizza i gården sammen med Zandra og Jolie.

Søndag tog vi alle fire på tur til Frederiksborg Slot i Hillerød. Her gik vi først en tur rundt i den store park – hvor vi kunne løbe op og ned af en masse bakker. Der var også en stor busk med en masse gange, som man kunne kravle rundt i.

Bagefter spiste vi frokost på en café i Hillerød, inden vi gik ind på slottet for at se de mange flotte sale. Vi var også nede i børneafdelingen i kælderen, hvor vi prøvede at tegne med fjer og blæk. Og bagefter gik turen hjemad igen.

Om aftenen blev vi puttet tidligt. Inden vi skulle sove, nåede vi dog lige at læse det sidste af Brødrene Løvehjerte. Og den endte heldigvis godt.

I tirsdags kom Liv med mig hjem fra skole. Og hun var også med til at grille i gården, inden hun blev hentet igen af sin far.

Onsdag var sidste dag til fodbold inden ferien. Her sluttede vi træningen af med en kamp mod forældrene. Og selvom Peter havde afleveret Rosa og jeg, kom far forbi for at spille med.

Vi var vel cirka tre gange så mange børn som voksne. Kampen sluttede 6-6. Og jeg scorede et af målene. Så det var rigtig sjovt.

Næste dag var mor, far og Vilde med til morgenmad i min klasse. Resten af dagen hyggede vi i klassen, og om eftermiddagen havde Filippa og Alfred inviteret til fødselsdag.

Vi havde helt glemt at købe en gave. Derfor havde far lovet at købe en og så hænge den på min plads. Men da jeg kom ned for at hente den, var den der ikke. Jeg blev lidt ked af det og flov over ikke at have en gave – men troede også, at far bar ikke havde købt nogen.

Det viste sig dog, at far havde været forbi med en – men at den var forsvundet fra min plads. Egentlig troede vi, at den var blevet stjålet. Men næste dag fandt jeg den i den helt anden ende af garderoben. Og så kunne Filippa og Alfred få deres tyggegummimaskine med en dags forsinkelse.

Men bortset fra den manglende gave gik fødselsdagen rigtig godt. Der var en form for skattejagt med poster. Og så fik vi også slik og kage. Det bedste var dog, at der blev sat højtalere op i vinduet – og så kunne vi høre høj musik ude i deres gård. Så jeg var da heller ikke meget for at skulle hjem, da far hentede mig klokken 18.

I fredags var det så sidste skoledag inden sommerferien. Men i stedet for almindelig undervisning, var der en form for olympiade med en masse forskellige discipliner.

I forgårs var jeg til fodboldturnering på Amager Strand sammen med far. Her skulle vi spille i sand i stedet for på græs – og i bare fødder i stedet for fodboldstøvler. Det var ret sjovt – selvom jeg nu foretrækker den normale version. Men det var også hårdt at løbe i sandet. Specielt fordi jeg kæmpede rigtig meget – og lagde op til to af vores mål.

Desværre kom der også en del regnbyger, så det var nu også rart at komme indenfor igen. Resten af dagen legede jeg med Olivia, som også fik lov til at sove hos os – mens Vilde sov nede hos Jolie.

I går stod vi så igen tidligt op – og hentede morgenmad hos bageren lidt senere. Den spiste vi sammen, og bagefter legede vi lidt, inden Olivia skulle videre til en fødselsdag. Vilde skulle også til fødselsdag hos Olivia fra hendes gamle børnehave (og som hun stadig går i SFO med) sammen med far. Så jeg hyggede med mor resten af dagen.

Nu er sommerferien så startet. Og derfor står den på SFO hele dagen i stedet for almindelig skoledag – lige indtil vi også skal på ferie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *