Så har vi været af sted lidt over en uge af vores i alt ni ugers rejse. Og det har været en god uge, for min gode veninde Ellinor har været med.
Inden vi tog af sted fik jeg dog også set masser til både familien og mine venner. Lørdag for to uger siden var vi oppe hos mormor og morfar, hvor vi fejrede mormors og mors fødselsdag.
Ud over os var Filippa, Linus, Henrik og Janne også til frokost. Senere kom Karen, Anni og Mathilde også. Og da vi havde været en tur på stranden, var Jarno og Niclas også kommet. Det var en hyggelig, men også anstrengende dag – så jeg faldt i søvn på vej hjem i bilen.
Næste dag legede jeg med Olivia og Rosa. Og om eftermiddagen kom deres forældre samt Anna, Jolie og Adam også på besøg til ”afskedskaffe” og fernisering – i anledning af at alle vores rejsefotos endelig var blevet hængt op på væggen.
Tirsdag skulle Vilde have Barbara på besøg. Jeg ville også gerne have haft Ronja med hjem, så vi ringede til mor. Men far havde en overraskelse til os – så det gik ikke.
Overraskelsen var, at vi skulle en tur i Frederiksberg Centret og købe to nye iPads – en til Vilde og en til mig. Så nu skulle jeg ikke dele med mor mere. Og Vilde kunne få en iPad, der var ny nok til at kunne bruges til alle spil.
Efter aftensmaden blev Barbara hentet af sin mor. Og Bjørk, som jeg havde gået i børnehave med, var også med. Først var vi begge lidt generte. Men kort tid efter legede vi sammen. Og inden længe ville vi faktisk gerne have en legeaftale – hvilket dog ikke lige kunne lade sig gøre på grund af vores rejse.
Om onsdagen skulle jeg have været til fodbold. Men på grund af for meget sne, blev det aflyst – for første gang overhoved. Men det passede vist egentlig far meget godt, for han havde ret travlt.
Torsdag havde jeg så sidste dag i skolen. Så for at markere, at jeg skulle af sted i længere tid, havde jeg en blomst med til klassen. Og jeg delte også Dumle-slikkepinde ud.
Desværre kunne Lotte og Simon ikke være der, for de skulle være vikarer for nogle andre årgange. Men efter skak blev jeg hentet af far. Og så fandt vi dem begge to, så jeg kunne få sagt ordentlig farvel til dem – og senere også til Maj. Inden vi gik fra skolen, fik jeg også lige krammet en del af pigerne.
Desværre var både Silje og Rosa gået hjem. Og da Rosa var til svømning, fik jeg ikke rigtig sagt farvel til hende. Til gengæld nåede jeg at sige farvel til Olivia derhjemme.
Fredag morgen startede vores rejse så. Jeg vågnede klokken 5.45 – og her var mor og far allerede i fuld gang. Så jeg stod op og læste lidt, inden jeg gjorde mig klar. Og så kørte vi ellers i taxa til lufthavnen.
I check-ind køen stod vi lige foran Kalle fra Ramasjang. Og han skulle også med samme fly som os. Så det var rigtig sjovt.
Turen til Puerto Rico tog 10 timer. Men det gjorde nu ikke så meget med nye iPads i tasken. Vi havde ikke fået lov til at bruge dem før, så det var meget svært at vente på, at vi endelig var i luften.
Men efter en masse iPad og en smule tv landede vi på Puerto Rico. Og efter lang ventetid i paskontrollen, kunne vi endelig tage en taxa til vores hotel. Her skulle vi så igen vente i lang tid på check-ind. Men endelig var vi klar til at komme over på vores værelse – men en golfvogn.
Ventetiden havde også føltes endnu længere, fordi vi skulle mødes med Ellinor, Arthur, Mette og Casper – som var på ferie i 14 dage i Puerto Rico. Heldigvis gik der ikke lang tid, før vi fandt dem på stranden.
Resten af eftermiddagen og aftenen hyggede vi med dem – og var bl.a. også på restaurant sammen. Så vi var meget trætte, da vi endelig kom i seng klokken 20.30 – for her var klokken 1.30 dansk tid. Jeg havde altså været oppe i knap 20 timer.
Da jeg vågnede næste ”morgen”, viste min iPad 7.30. Far havde sagt, at jeg skulle sove til minimum klokken 6. Men det viste sig, at vi ikke havde fået stillet Ipad’en til Puerto Rico tid. Så i virkeligheden var klokken kun 2.30. Og jeg måtte derfor lægge mig til at sove igen.
Klokken 5 kunne jeg dog ikke sove mere. Og så fik jeg lov til at spille iPad til klokken 8, hvor mor vågnede. Men det var også helt ok, at mor sov længe, for hun havde fødselsdag. Så inden morgenmaden fik hun lidt gaver. Og vi sang også fødselsdagssang for hende.
Efter morgenmaden var vi ved poolen resten af dagen. Og da det til sidst blev lidt kedeligt, gik Ellinor og jeg en tur i området. Og både hende og Arthur kom også med tilbage på vores værelse.
Aftensmaden blev spist lidt sent – hvilket resulterede i at alle fire børn faldt i søvn ved bordet. Og vi var vist ret svære at vække, da vi skulle tilbage til værelserne.
Næste morgen vågnede jeg så klokken 3.30 – og blev derefter sendt i seng igen. Så sov jeg til klokken 6, hvor jeg fik lov til at stå op.
Dagen før var vi blevet lidt røde, så vi blev i skyggen hele formiddagen. Men efter frokost fik vi endelig lov til at bade. Og inden aftensmaden var jeg en ture ovre på Ellinors værelse.
I mandags var det så blevet tid til at tage videre – heldigvis sammen med Ellinor. Så vi tog alle sammen en taxa til en by, hvorfra vi skulle sejle med færge til den lille ø Culebra. Vi havde dog ret lang ventetid, så vi nåede også frokost på en lokal restaurant.
Sejlturen tog halvanden time. Og jeg fik det lidt skidt – hvilket de andre også gjorde. Så de fleste af os gik op på dækket for at få lidt frisk luft. Lige inden vi lagde til på Culebra, så jeg en skildpadde i vandet (som den eneste). Og kort tid efter så vi alle sammen en mere.
På Culebra hentede far og Casper hver deres lejebil – en jeep. Og bagefter hentede de os ved havnen – hvorfra vi kørte til vores lejede huse. Mens mor, far og Casper tog ud for at handle, legede vi derhjemme. Og endnu en gang blev det lidt sent, før vi kom i seng.
Dagen efter tog vi alle otte ud for at handle. Og bagefter tog vi til Flamingo Beach, der var rigtig flot – og havde store bølger. Senere kørte vi tilbage til den strand, der lå ved vores huse – hvor vi snorklede lidt.
Resten af dagen legede vi derhjemme. Og jeg gik også en tur med Ellinor i området. Til aften grillede vi, så til sidst var jeg meget træt.
Onsdag skulle vi så bruge vores jeeps lidt mere – på en ørundtur. Først kørte vi til en anden strand i den anden ende af øen. Her badede vi, inden vi kørte tilbage til hovedbyen for at spise frokost. Så kørte vi lidt mere rundt, inden vi handlede og kørte hjem igen.
Her legede jeg igen med Ellinor. Og om aftenen grillede vi endnu en gang. Til sidst var jeg så træt, at jeg næste faldt i søvn ved bordet.
Dagen efter tog vi ned til vores egen strand, mens Ellinor, Arthur, Mette og Casper kørte på tur. Her var jeg ude at snorkle med mor – men ud over en Dory-fisk, var der ikke meget at se. Så i stedet spillede vi alle fire Uno.
Senere tog vi tilbage til huset, hvor jeg læste lidt og spillede iPad, indtil de andre kom hjem. Her fik jeg leget lidt med Ellinor, inden det igen var tid til grillet aftensmad.
Bagefter lagde jeg mig i mors og fars seng for at læse lidt. Men på et tidspunkt faldt jeg i søvn – og var næsten ikke til at vække igen, da jeg skulle have børstet tænder og ikke mindst op i øverste køje i vores køjeseng.
I går formiddags skulle vi så desværre sige farvel til Ellinor og de andre – for de skulle videre til andre dele af Puerto Rico. Det var lidt trist, for vi havde rigtig hygget os sammen.
Da vi havde vinket farvel, tog vi ned til den nærliggende Tamarindo Beach, hvor mor dagen før havde set skildpadder.
Jeg var som den første ude at snorkle med mor. Og her så vi en del rokker – men ingen skildpadder. Jeg var dog fast besluttet på ikke at give op, før vi havde fået øje på minimum en skildpadde. Og til sidste lykkedes det at se en – hvilket jeg var rigtig glad for. For tidligere var det mislykkedes for mig at se skildpadder i Filippinerne.
Bagefter var Vilde ude at snorkle med mor (dog uden at se skildpadder eller rokker). Og til sidst var far ude (og så også skildpadder) – inden vi alle fire tog hjem igen. Her legede vi lidt, inden vi spiste aftensmad og kom i seng.
I dag var det så vores tur til at forlade Culebra. Så vi afleverede vores lejebil og tog i lufthavnen. Her skulle vi med et lille fly, der kun havde plads til 10 passagerer.
Flyveturen til San Juan på hovedøen tog 30 minutter – og var en rigtig flot tur. Desværre var der ikke plads til alle vores tasker i det lille fly, så efter vi var landet, måtte vi vente næsten en time på den sidste taske.
Men endelig kom vi med en taxa mod vores hotel. Her var vores værelse dog ikke klar, så vi gik til poolen – hvor Vilde og jeg var i. Bagefter spiste vi frokost, inden vi igen ventede på værelset.
Da vi endelig havde fået det og været oppe med vores tasker, gik vi til poolen – hvor vi alle fire var i. Aftensmaden blev spist på en italiensk restaurant. Og for en gang skyld kom vi ordentlig tid i seng.
