Fodboldpige

De seneste par uger har budt på rigtig godt vejr, så jeg har været en del ude. Og så er jeg også startet til fodbold sammen med Rosa og Silje i FA.

Lørdag for tre uger siden var jeg med mor i Torvehallerne – på cykel. Og om aftenen kom Heidi og Svend på besøg. Det var efterhånden lang tid siden, at jeg sidst havde set dem. Så det var rigtig hyggeligt.

Dagen efter var vi alle fire på Papegøjelegepladsen. Og bagefter var vi hjemme i gården, hvor jeg legede med Olivia.

Den efterfølgende uge var der hygge i skolen – hvilket betød, at vi havde tæpper og puder med, som vi kunne sidde med, når vi skulle læse.

Om onsdagen var jeg så til prøvetræning i samme fodboldklub, som Rosa og Silje også lige var startet i. Den hedder Frederiksberg Alliancen – men vi kalder den bare FA.

Det var rigtig sjovt, og jeg var da heller ikke i tvivl om, at jeg gerne ville gå til fodbold der, efter at jeg havde prøvet det.

Næste dag havde vi alle sammen fri, for her var det Kristi Himmelfart. Dagen startede med morgenmad i Landbohøjskolens Have i det gode vejr. Og bagefter kørte vi til Dragør Havn, hvor vi først gik lidt rundt – og senere fik fiskefilet på en restaurant og efterfølgende is i en iskiosk. Da vi kom hjem, legede jeg med Olivia i gården.

Om fredagen havde jeg også fri – mens mor skulle til møde på arbejdet. Så far var hjemme med Vilde og jeg. Egentlig havde far planlagt, at vi skulle ud. Men Vilde og jeg hyggede os så godt hjemme, at det blev droppet.

Blandt andet brugte jeg seks timer i træk på at bygge med LEGO Friends – helt selv. Men jeg havde også fået det i julegave, så det var vist på tide at få det lavet. Olivia var også forbi, og om eftermiddagen var vi både i haven og i gården.

Lørdag spiste vi igen morgenmad i haven, og bagefter var vi i Frederiksberg Centret for at købe fodboldstøvler, sokker og benskinner til mig. Om eftermiddagen var vi i gården, og om aftenen grillede vi – for første gang i år.

Dagen efter var vi på kanotur med Ellinor, Arthur, Mette og Casper. Det var rigtig hyggeligt, og Ellinor og jeg fik lov til at sidde i samme kano (med mor og far). Vi gik også i land to steder – for at spise frokost og for at få en is.

Da vi kom i land igen, tog vi alle sammen hjem til os, hvor vi legede med vand – og senere grillede sammen med Olivia, Jolie, Shyam og Zandra.

Mandag havde jeg en travl dag. Efter skole blev jeg hentet af far, og så tog vi til svømning. Da vi kom hjem, nåede jeg lige at spise aftensmad, inden jeg skulle videre til fodbold – denne gang med ordentlig fodboldudstyr.

Om onsdagen var jeg også til fodbold. Og torsdag kunne jeg så få noget rigtigt fodboldtøj fra klubben. Det skulle vi købe ved Frederiksberg Hallerne, hvor klubbens kontor lå. Så jeg kørte af sted med far.

Bagefter grillede vi med Olivia, Rosa, Anna, Jolie, Rie og Shyam. Far kunne ikke være med, for han skulle til møde.

Den efterfølgende weekend var det pinse, så vi skulle en tur i sommerhus i Jylland. Inden da nåede jeg dog at komme hjem med Rosa.

Bilturen til Jylland tog ret lang tid. Så efter vi havde spist på en rasteplads, gik der ikke lang tid, før jeg faldt i søvn – og først vågnede, da vi var fremme.

Lørdagen i sommerhuset startede med, at vi kørte til bageren efter morgenbrød. Senere gik vi en tur i området, inden vi tog til Øster Hurup. Her spiste vi på en restaurant og fik handlet lidt.

Da vi kom tilbage til sommerhuset, fandt vi snobrødspinde med mor. Og om aftenen grillede vi. Så det blev lidt sent, inden vi kom i seng.

Søndag var vi også ude at gå lidt. Desværre var det ret koldt, så vi gik hurtigt tilbage igen. Bagefter kørte vi en tur – bl.a. til et naturcenter ved Lille Vildmose, hvor der var en sjov legeplads.

I Øster Hurup fik vi en is. Og da vi skulle handle, kunne vi selv købe nogle ting for penge, som vi havde fået for at gå med skrald, tage ud af bordet osv.

Tilbage i sommerhuset fik jeg læst i min læsebog. Og bagefter var jeg ude og lege med Vilde. Vi fik også lov til selv at løbe ned til stranden for at finde muslingeskaller. Om aftenen grillede vi igen.

Mandag skulle vi så hjem igen. På vejen gjorde vi stop i Den Gamle By i Aarhus. Her spiste vi frokost og så på gamle huse. Det sjoveste var dog en udstilling med børne-tv på DR – med alle de kendte figurer og personer fra Ramasjang.

Resten af turen hørte vi lydbog og musik – og jeg faldt derfor ikke i søvn på vejen. Vi var tilbage på Frederiksberg klokken 20 – hvor vi fik lidt mad. Og så var det endelig tid til at komme i seng.

I denne uge er der ikke sket det helt store. I forgårs var det tilbage i skolen efter ”miniferien”. Og i går var jeg så til fodbold igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *