Rigtige skoleting

Så er jeg kommet godt i gang med at være i 0. A. I vores klasse har jeg fået plads ved et pigebord, hvor vi sidder otte piger. Jeg sidder lige ved siden af Rosa og Liv – og helt tæt på Silje (som sidder ved siden af Rosa).

Vi er også begyndt lave rigtige ”skoleting”. Bl.a. har vi fået vores første skolebog – en matematikbog, som vi har lavet nogle opgaver i. De er dog ret nemme. I den første opgave skulle vi f.eks. farvelægge en fisk i forskellige farver – afhængigt af hvilket tal, der stod i feltet. Sådan noget har jeg lavet mange gange før derhjemme, så det tog ikke lang tid at lave ovre i skolen.

Så har jeg også været i teatret med skolen. Vi var en tur på Rådmandsgade Skole i torsdags, hvor vi så en forestilling med en masse dyr. Efter skole var jeg med Silje hjemme, hvor jeg også spiste aftensmad. Det var rigtig hyggeligt.

Om fredagen var jeg ude for at kigge på vintertøj med mor og Vilde. Der var dog ikke noget, som jeg kunne passe. Og bagefter var jeg til svømning med mor. Her cyklede jeg igen hele vejen selv.

I weekenden har vi været en del uden for (i godt vejr). Om lørdagen var vi på Frilandsmuseet, hvor der var en masse gamle huse – og man kunne se, hvordan de levede i gamle dage. Det så ikke ud til at have været så sjovt.

Jeg fik også en ridetur på en pony og en is, så det var et rigtig fint besøg. Bagefter var jeg i Frederiksberg Centret med mor for at kigge efter støvler – igen uden at få noget med hjem.

Søndag formiddag var Zandra og Jolie på besøg. Desværre havde Olivia besøg af en veninde, så hun kunne ikke lege. I stedet fandt far nogle nye spil til min iPad – og dem har jeg spillet meget. Bl.a. er der et spil, hvor man skal hoppe rundt imellem togvogne og samle guldmønter. Så nogle gange skal mor og far kalde en del gange (og blive lidt sure), fordi jeg lige skal spille ét spil mere.

Senere søndag var vi alle fire på besøg hos Lasse, Jens og Helen. Her fik vi kage, og bagefter gik vi en tur – først til en mark med køer og bagefter til legeplads. Sidst på eftermiddagen tog vi hjem igen, og så var den weekend gået.

Mandag hentede Zandra os. Og så var jeg med Olivia hjemme. Og tirsdag blev jeg hentet allerede kl. 12, da jeg havde fri fra skole. Så var mor, Vilde og jeg i svømmehallen i Valby. Det var rigtig sjovt.

Og i forgårs lykkedes det mig så endelig at få et par vinterstøvler. De var vist lidt dyre – men til gengæld var der lys i.

Vilde var på besøg hos Asta, så da hun skulle hentes, var jeg nede hos Olivia. Og senere var hun og Rosa på besøg hos mig.

I dag er det så sidste dag i skolen inden efterårsferien. Og på søndag rejser vi til Rom, hvor vi skal være en hel uge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *