Jeg kan regne

Jeg har lært at regne. Når far eller mor f.eks. spørger, hvad 5+4 er, så kan jeg svare rigtigt på det. Nogle gange bruger jeg fingrene til at tælle med – men ellers regner jeg det ofte ud inde i hovedet.

Så faktisk er jeg nok klar til at starte i skole. I første omgang er jeg dog kun i storegruppe i børnehaven. Her får vi også nogle små opgaver – som at skrive vores navne.

Men ellers er det mere leg. F.eks. skulle vi spille skuespil i forrige uge. Her var jeg kat. Men da børnehaven ikke havde noget kattekostume, fik jeg en gedemaske i steder – selvom det jo ikke var helt det samme.

I det hele taget oplever jeg en masse sjove ting i børnehaven. Forrige mandag var der OL på legepladsen. Her var der en masse konkurrencer, hvor vi bl.a. skulle sjippe og kaste længst med en gummistøvle. Og så blev vi også malet i ansigtet.

Sidste uge var der så efterårsferie, og det betød, at vi ikke var så mange på stuen. Flere gange, når jeg kom vi 9-tiden, var der kun et par andre. Men alligevel lavede vi en masse sjove ting.

Om mandagen var vi til Rufus’ fødselsdag. Senere sendte hans mor en mail med nogle fotos fra dagen. Og så roste hun mig meget og kaldte mig “en engel”.

Onsdag var vi på tur til Skydebanehavens legeplads (som jeg også kalder “papegøjelegepladsen” pga. papegøjerutsjebanen).

Og i fredags kom Vilde pludselig på besøg i min børnehave. En af de voksne skulle til møde på 3. sal, og så spurgte hun, om Vilde måtte være i min gruppe – og det måtte hun godt. Så hun var bl.a. med til at synge, inden hun skulle ned igen til sig selv.

Men nu er Vilde jo også den største i hendes gruppe. De andre, store børn er startet i børnehave. Og et par stykker har skiftet institution – bl.a. Valdemar, som Vilde snakkede meget med. Så da han havde sidste dag, havde jeg lavet et perlehjerte, som Vilde pakkede ind og gav ham.

Det er nu ikke kun i børnehaven, at jeg har lavet en masse sjove ting. Det har jeg også derhjemme.

Forrige mandag var nu ikke så sjov. For efter at have været i børnehave, blev jeg syg i løbet af aftenen. Jeg kastede op flere gange – også efter at jeg havde lagt mig til at sove kl. 19.30.

Næste dag var jeg nu frisk igen – og kunne derfor godt komme til capoeira med mor, hvor Olivia, Jolie, Zandra og Shyam også var der. Da vi kom hjem, spiste Olivia aftensmad hos os.

Pludselig ringede mormor og morfar for at høre, om vi var hjemme – for de var på Frederiksberg. Så kom de på besøg, og jeg blev derfor puttet af morfar den aften.

Næste dag var jeg lidt træt og mat – og det samme var Vilde. Så vi fik lov til at blive hjemme sammen med mor. Jeg kunne nu nok have kommet i børnehave – men det var også hyggeligt at være hjemme.

Om fredagen var Heidi og Svend på besøg. Det var rigtig hyggeligt – og naturligvis fik vi fredagsslik, mens vi så Disneysjov. Her spurgte Heidi på et tidspunkt “Har du rotter på loftet?” – hvortil jeg svarede “Nej, der er kun duelort”. Men hun havde vist ikke hørt, at der på et tidspunkt var flyttet duer ind på vores loftsrum.

Lørdag tog jeg på Nationalmuseet sammen med far, mens Vilde og mor blev hjemme. Her var der et særligt børnemuseum – med bl.a. en gammel skolestue. Den gang måtte man gerne slå børnene med en bambuskæp kaldet et spanskrør. Det kan ikke have været sjovt.

På Nationalmuseet fik jeg også en vikingetatovering og lavede et lædersmykke med runer. Og så måtte man røre ved alt på børnemuseet. Til gengæld havde de ingen is – så vi måtte i en kiosk bagefter, for at købe is, inden vi tog bussen hjem igen.

Om søndagen startede vi med at hygge hjemme, hvor vi legede og malede. Efter Vildes middagslur tog vi alle fire på Post og Tele Museet. Her var der en sjov legeplads med fire rutsjebaner. Og så var der en hel lille by med postkontor, hvor man kunne dele breve ud.

Bagefter fik vi en is på McDonalds, inden vi tog hjem i øsende regnvejr (heldigvis med metro) og spiste pizza.

I fredags, da jeg kom hjem fra børnehave, havde mor købt græskar i anledning af Halloween. Dem tegnede jeg ansigter på, og så skar mor dem ud. Senere satte vi dem ned i gården med lys i. Det så rigtig flot ud.

Lørdag var en rigtig hyggedag hjemme. Far skulle lave vores bruser, så imens lavede mor hånd- og fodaftryk med os. Vi fik også leget og malet – og bagt småkager.

Søndag kom Ellinor på besøg – og Jolie besøgte Vilde. Da Vilde havde sovet, kørte vi ind til Tivoli – og Ellinor var med. Vi sad i kassecyklen og råbte til alle dem, som vi kørte forbi – hvilket de vist syntes var hyggeligt.

I Tivoli så vi på den flotte Halloween-udstilling, en forestilling på scenen og legede på Rasmus Klump legepladsen. Så det var en rigtig hyggelig dag – selvom mor og far vist syntes, at vi flere gange opførte os som teenagere, når vi var allermest fjollede.

At regne er nu ikke det eneste, som jeg har lært på det seneste. Jeg er også blevet rigtig god til at stå på hovedet – noget som jeg nu kan uden at få hjælp til at komme op. Så der er ingen tvivl om, at capoeria har gjort mig bedre til den slags akrobatiske ting.

Og så er jeg også blevet rigtig god til at spise med kniv (og gaffel). Mor og far har haft bedt mig om at prøve i et stykke tid – men det hjalp, da de faktisk viste mig, hvordan jeg skulle gøre. Så nu kan jeg spise med gaflen i venstre hånd og kniven i højre.

For at få tid til det hele, er jeg begyndt at stå tidligt op igen – som regel omkring kl. 6. Flere gange er jeg stået op allerede omkring kl. 5.30 (den ene gang fordi Vilde fik vækket mig). Og selv når jeg har sovet længe, har det ikke været til længere end kl. 6.30-6.45.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *