De sidste sommerdage

Så er sommeren vist desværre ved at være slut for denne gang. Men den har nu også været den bedste i hele den tid, som jeg har levet. Der har været sol, pæne temperaturer og tørvejr de fleste dage.

Det har også betydet, at vi har grillet en masse, været på en masse ture med børnehaven – og ikke mindst at jeg har leget rigtig meget med Olivia og Rosa i gården.

Torsdag for to en halv uge siden var jeg f.eks. med børnehaven på junglelegepladsen, hvor der var kommet en masse nye ting – både en rutsjebane og en trampolin.

Og dagen efter hyggede vi i gården med Olivia, Jolie, Zandra og Shyam. Inden da havde Vilde og jeg fået lov til selv at vælge fredagsslik – så vi havde travlt med at komme op og se Disneysjov. Her prøvede mor i øvrigt at snyde mig (sikkert for at jeg ikke skulle spise for meget slik).

Da jeg havde spist den første ting, talte jeg resten – og der var seks ting tilbage. Så kunne jeg regne ud, at jeg havde haft syv ting i skålen i alt. Men det passede bare ikke med, at vi havde fået lov til at vælge 10 ting i alt. Til sidst måtte mor gå til bekendelse og indrømme, at hun havde prøvet at gemme tre ting til næste dag.

Lørdag blev Vilde og jeg så kørt op til mormor og morfar, for far og mor skulle til fødselsdagsfest hos Anja og Frank. Det var rigtig hyggeligt at blive passet der, og vi var da også en tur på stranden.

Om natten sov mormor og jeg i telt i haven – hvilket var meget spændende. Og søndag var vi alle fire på en legeplads i Hornbæk, inden vi kørte hjem til mor og far igen.

Mandag var det legedag i børnehaven, hvor der var en række forskellige aktiviteter udenfor – og resten af uge nød vi også det gode vejr på legepladsen. Nogle af dagene har jeg været lidt sammen med Vilde derude. En dag sad vi f.eks. begge to sammen og tegnede, da far kom for at hente os.

Forrige fredag var vi så i Frederiksberg Centret for at købe en gave til Linus. Mor hentede os fra børnehaven, og så mødte far os i centret. Senere bagte vi kage – som vi så spiste til Disneysjov.

I det hele taget går jeg (og Vilde) meget op i Disneysjov. Det er nu ikke fordi, at vi altid ser det hele – men det er dejligt at få fredagsguf. Nogle gange er det slik, andre gange kage eller popcorn. Men det er altid noget “usundt” – som jo er det, der smager bedst.

Om lørdagen var vi så til Linus’ fødselsdag. Her var rigtig mange børn, som jeg legede med, efter at vi havde spist boller og kage. Det var ikke dem alle sammen, som jeg kendte så godt, men det var ikke noget problem. Vi fik også aftensmad der. Og faktisk ville jeg også gerne have sovet der, men det måtte vente til en anden gang. Så i stedet kørte vi hjem, hvor jeg kom ret sent i seng.

Søndag slappede vi af om formiddagen, og om eftermiddagen var vi på Bülowsvejskolens legeplads. Jeg havde mit løbehjul med, som jeg efterhånden er blevet rigtig god til at køre på.

På vejen hjem igen mødte vi Olivia, som jeg fik lov til at spise aftensmad hos. Bagefter skulle vi opføre et show for vores forældre – men vi havde vist ikke øvet helt godt nok, for der gik lidt kludder i det. Og til sidst mente mor og far, at jeg skulle hjem – hvilket jeg blev meget hysterisk og sur over.

Sidste uge har så gået med at planlægge fødselsdag. Mor har bagt en masse forskellige ting, og jeg har været med til at hjælpe med en hel del af det.

I torsdags var vi igen på junglelegepladsen med børnehaven. Og da jeg blev hentet, var Jolie med. Olivias skulle have sine forældre med til ballet, så mor havde lovet at passe Jolie et par timer. Da vi kom tilbage til gården, mødte vi også Rosa, Anna og Rie.

Fredag skulle mor i teatret med en veninde, så far tog Vilde og jeg med på McDonalds (en idé han havde fået efter at Shyam havde haft Olivia og Jolie med). Det var rigtig hyggeligt – og fredag aften sluttede naturligvis af med Disneysjov og fredagsslik.

I forgårs havde mor og far så meget travlt med at forberede fødselsdag. Om formiddagen var vi hjemme, hvor jeg bl.a. hjalp med at bage muffins. Og om eftermiddagen tog far Vilde og jeg med på legeplads, så mor kunne få lidt fred og ro.

Først var vi på Skydebanehavens legeplads, og bagefter cyklede vi videre i kassecyklen til Enghaveparkens legeplads (som jeg har været på flere gange med børnehaven). På vejen hjem fik vi en stor is.

I går holdt jeg så min fødselsdag (selvom jeg først fylder fem på onsdag). Formiddagen blev brugt på at forberede det hele – og jeg hjalp bl.a. med at pynte kager.

Klokken 14 kom gæsterne så. Janne kunne ikke komme, men Henrik, Filippa og Linus kom. Og det samme gjorde mormor, morfar, Anni, Jarno, Niclas, Mathilde, Karen, Rita og Jesper også. Jeg fik en masse gode gaver – bl.a. to Barbiedukker, noget tøj til dukkerne, et spil og nogle tegneting.

Efter at jeg havde pakket gaver ud, spiste vi boller, regnbueis og marengskys – alt sammen noget som mor havde lavet selv. Og vi fik også både kakao og saftevand. De voksne sad ved et bord, og alle os børn sad ved et andet.

Bagefter legede vi, og så sluttede min fødselsdagsfest med, at vi først var i gården og bagefter i Landbohøjskolens Have – inden vi fik lidt øl, sodavand og de kager, som jeg havde været med til at pynte. Da gæsterne var gået, legede jeg med alt mit nye legetøj.

Så er jeg jo også begyndt til capoeira igen efter sommerferien – hvilket jeg havde glædet mig til. Den først gang var jeg sammen med Olivia – hvor vi begge to uden problemer gik ind, uden at mor og Shyam var med. Næste gang var Olivia på koloni, men det var heller ikke noget problem, for så gik jeg bare ind alene.

Lige da jeg var startet på capoeira, var der en del ting, som jeg ikke var med til – bl.a. fangeleg. Og når Mester Steen er en bjørn, som prøver at fange os, bliver jeg da stadig også lidt bange. Men så har jeg bare fået at vide, at jeg skal holde den ene hånd på væggen – og så kan bjørnen ikke se os.

Min søvn har været lidt op og ned den seneste tid. Efter at jeg havde sovet til omkring kl. 6.30 hver dag, begyndte jeg pludselig at stå op mellem 5.30 og 6. Og der var også flere gange, hvor jeg gerne ville ind og sove på en madras hos mor og far. Den ene gang lå Vilde der så i forvejen på en anden madras, så der var ret meget trængsel i soveværelset.

Heldigvis er jeg ved at vende tilbage til at stå op omkring kl. 6.30 igen – i hvert fald de fleste dage. Og det er mor og far vist meget godt tilfredse med.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *