Nu har vi efterhånden været på ferie i 10 ud af de 50 dage, som vi skal være væk. Og vi har allerede oplevet en hel del i både Thailand og Burma.
Inden vi tog af sted, var der dog en del ting, der skulle klares. Lørdagen inden var jeg med mor og Vilde hos fotografen for at få taget et pasfoto til vores visum til Burma. Imens var far travlt beskæftiget med at flytte kontor sammen med sin ven Per.
Både Vilde og jeg var ret sure, men det hjalp lidt på humøret, da vi bagefter fik lidt slik.
Søndag holdt mor fødselsdag for farmor, mormor og morfar. Hendes rigtige fødselsdag var jo, mens vi var væk. Det var en hyggelig dag, hvor vi gik en tur, og bagefter fik vi slik og kage.
Om natten kom jeg ind til mor og far midt om natten. Jeg var dog så betænksom, at jeg selv tog dyne og pude med, så far ikke skulle hente den.
Mandag startede så den sidste uge, inden vi skulle af sted. Natten til tirsdag kom jeg igen ind – og klagede over ondt i ørerne. Efter lidt tid fik jeg en smule børnepanodil, og inden der var gået to minutter, var problemerne med ørerne pludselig væk. Mor og far mente, at det var meget hurtigt, at den panodil havde virket.
Tirsdag skulle jeg så vaccineres. Første gang måneden forinden havde det endt i skrig og skrål, men denne gang var jeg bedre forberedt. Faktisk var jeg så klar til oplevelsen, at jeg havde fortalt om den i børnehaven.
Og jeg var også rigtig sej. Der var ikke det mindst klynk, da jeg blev stukket – og heller ikke bagefter. Faktisk havde jeg mest travlt med at tælle til 15, som jeg blev bedt om af lægen. Og da lægen satte sig på briksen, spurgte jeg meget frisk ”er du træt”. Det bedste var dog det slik, som jeg fik bagefter.
Onsdag var det så afrejsedag. Men da vi først skulle af sted sent om aftenen, var jeg i børnehave som normalt. Her delte jeg rosiner ud til de andre, for der var jo lang tid til, at jeg skulle se dem igen.
Og det var vist meget godt, at jeg havde været i børnehave, for da jeg kom hjem, var jeg meget utålmodig og spurgte hele tiden ”er det ikke snart aften”.
Endelig blev det dog aften, og vi tog en taxa ud til lufthavnen. Ved gaten satte vi os alle fire, og jeg faldt i søvn på to stole. Klokken 21 kom vi ind i flyet, hvor jeg straks sov videre.
I løbet af natten vågnede jeg flere gange, og i det hele taget fik jeg ikke sovet specielt godt. Samtidig blev jeg også pludselig dårlig sidst på flyveturen og kastede op – sandsynligvis af en blanding af udmattelse og transportsyge.
Vi landede kl. 9 næste morgen i Bangkok – hvilket åbenbart betød, at klokken allerede var 15 i Thailand. Jeg havde det stadig ret skidt og kastede op flere gange i lufthavnen. Det hjalp dog lidt, da vi satte os midt i ankomsthallen og spiste lidt slik og chips.
På vejen i taxaen fik jeg det dog skidt igen og kastede op flere gange. Samtidig var jeg meget træt, så jeg sagde også til mor og far, at jeg bare ville hjem. Det kunne de vist godt forstå, men det var åbenbart ikke så nemt, når vi nu havde fløjet hele natten.
Efter at taxachaufføren havde haft en del problemer med at finde vores hotel, lykkedes det endelig. Og efter en sidste gang opkast ved receptionen på hotellet, kom vi endelig op på vores hotelværelse.
Så klokken 20 thailandsk tid kunne jeg endelig sove. Og det hjalp da også på min kvalme, for jeg kastede ikke op mere. Tidsforskellen gjorde dog, at jeg igen vågnede kl. 23 – og først faldt i søvn kl. 1 om natten. Men det svarede jo også til vores normale sengetid kl. 19 derhjemme.
Næste dag sov jeg til kl. 10.15 – hvilket er meget sent for mig. Eller meget tidligt, hvis man stadig regner med dansk tid. Efter en del ventetid på at mor (som var syg) og Vilde skulle vågne, gik vi endelig til poolen om eftermiddagen. Det var noget, som jeg havde glædet mig til. Den aften sov jeg kl. 21.
Næste morgen vågnede jeg kl. 7.15 – og så var det jetlag så godt som overstået. I hvert fald hvad angår morgenvågning.
Far og jeg gik ned i receptionen for at mødes med en mand, som skulle skaffe os visum til Burma. Og da vi kom op igen, var mor og Vilde vågen. Resten af dagen brugte vi ved og ikke mindst i poolen. Så jeg var godt træt, da vi kom op. Derfor lagde jeg mig også selv ind i min seng og faldt i søvn kl. 18.30. Efter et par timer vågnede jeg dog igen og var vågen en times tid til kl. 22.
Nu var jeg for alvor inde i en fornuftig søvnrytme og vågnede kl. 7.20 næste morgen. Efter et par dage ved poolen, skulle der ske noget. Så vi tog hotelbåden og derefter Bangkoks skytrain til et kæmpe marked.
Her var rigtig mange mennesker, så det galt om at holde øje med mor og far. Vi spiste der også til frokost, og de havde åbenbart så travlt med at servere, at de råbte deres bestillinger til kokken. Efter at have gået en del rundt, fandt vi også de hundehvalpe, som vi havde været på udkig efter.
På markedet var der rigtig varmt og trangt, så jeg var glad, da vi endelig skulle hjem igen. Det var faktisk lidt sjovere at være ved poolen resten af dagen.
Dagen efter var det mors fødselsdag, så far og jeg pyntede lidt op med flag og balloner. Vi spiste også morgenmad på hotellet, inden vi skulle på en sejltur på de små floder, der løber ud i Bangkoks store flod.
Her var vi bl.a. på en slangefarm, hvor der også var et slangeshow. Vilde og jeg var dog mere interesserede i de katte og høns, der var der. Vi var også forbi en orkidefarm, inden vi endelig tog hjem igen – og sluttede dagen ved poolen.
Sidste dag i Bangkok blev brugt i byens shoppingcentre, hvor vi bl.a. var på jagt efter nogle ting til mig. Det lykkedes at finde et par solbriller – men ingen sommerhat. Og om eftermiddagen sluttede vi ved poolen som sædvanligt.
Næste morgen var det så tid til at forlade Bangkok og flyve mod Yangon i Burma. Heldigvis gik turen til lufthavnen uden problemer for mit vedkommende – til gengæld kastede Vilde så op.
Efter en kort flyvetur og en taxatur, der var næsten lige så lang, nåede vi endelig vores hotel i Yangon. Her gik vi efter lidt tid ned til hotellets pool, der ikke var helt så lækker som i Bangkok.
Om aftenen gik vi en tur i gaderne omkring hotellet. Og vi havde ikke gået langt, før vi fandt et sted, hvor de solgte hatte i en lille bod. Så for fire kroner fik jeg den hat, som vi havde haft så svært ved at finde i Bangkok.
Aftensmaden blev spist på en indisk restaurant, hvor jeg fik meget opmærksomhed. Da vi kom tilbage til vores værelse, havde jeg lidt svært ved at sove – og det samme havde Vilde.
Næste morgen vågnede jeg allerede kl. 5.15 – og det var lidt et problem, for vi sov alle sammen på det samme, lille hotelværelse. Så mor og far blev vækket med det samme, og der gik heller ikke lang tid, før Vilde var blevet vækket. Det var mor og far vist lidt trætte af.
Men så var der mere tid til den lækre morgenmad med bl.a. pandekager, inden vi skulle med en taxa til lufthavnen. Turen foregik for åbne vinduer, og hverken Vilde eller jeg blev heldigvis syge på vejen.
Næste stop var strandområdet Ngapali Beach, som vi kom til efter en kort flyvetur. Her blev vi hentet af en sjov, gammel lastbil, hvor vi sad på nogle sæder bagpå ladet.
Da vi kom frem til hotellet, havde de af en eller anden grund nogle våde klude klar. Og vi fik også en halskæde hver med vores navn på. På min stod der dog ”Frido” – men mor og far fortalte, at de betød ”Frida” på burmesisk.
Og her ved Ngapali Beach har vi så opholdt de efterfølgende dage. Og der har ikke været den store forskel på de enkelte dage.
Vi er stået op til normal tid, hvorefter vi er gået ned på restauranten for at spise morgenmad. Bagefter har vi enten slappet lidt af på værelset eller gået til poolen. Vi har også været nogle gange på stranden.
Frokosten er blevet spist ved poolen, og så har vi badet lidt mere. Aftensmaden er blevet spist på hotellet eller på en lokal restaurant.
Når vi har skulle købe nogle ting, har det foregået i en lille kiosk, hvor hele familien har været. Og det fleste gange har jeg været med, for jeg har fundet ud af, at de er flinke til at give lidt slik, når vi køber noget.
Vi har også gået et par gåture ud fra hotellet – både på stranden og i den lokale landsby. Og alle steder er vi blevet mødt med stor nysgerrighed. Selvom alle mennesker har været meget venlige, har jeg dog været ret genert ved at møde dem.
På en af turene havde vi balloner med til børnene, og det var et stort hit – specielt når det var mig, som gav dem væk.
Om aftenen har jeg været meget træt. En enkelt aften faldt jeg endda i søvn i Vildes klapvogn, men ellers har jeg holdt mig vågen, til vi kom hjem. Men så er der heller ikke gået mange minutter, fra jeg har lagt mig, til jeg er faldet i søvn.
Så her er det ikke noget problem, at vi alle fire sover på samme værelse.