Et nyt år

Så er det blevet 2013 og hverdag igen.

Inden vi gik fra 2012 til 2013, skulle vi lige have klaret de sidste juleting. Så fire dage efter juleaften, var vi til vores sidste julefrokost hos mormor og morfar. Her var Henrik, Janne, Filippa, Linus, Jarno, Anni, Niclas, Mathilde og Karen der også.

På vejen derop faldt jeg i søvn i bilen, så jeg var frisk, da jeg ankom. Os børn legede rigtig godt. Vi lavede bl.a. en hule i kælderen. Og så var vi på stranden, hvor vi kastede sten i vandet.

Efter en lang dag var jeg rigtig træt, så jeg faldt i søvn i bilen på vej hjem. Men det var nu også blevet ret sent.

Næste dag stod den på julegavebytning. Vi var både i Magasin og Illum – og så var vi i hele fire forskellige legetøjsbutikker.

Dagen inden nytårsaften var vi alle fire i svømmehallen. Det var rigtig sjovt at være der igen, for det var efterhånden lang tid siden.

Nytårsaftensdag legede jeg lidt med Olivia, inden vi tog ud til Jens og Helen – eller “Jelen og Hens”, “Jelen og Hensen” og “Helen og Jensen”, som jeg også fik kaldt dem.

Her skulle vi holde nytår sammen med dem og deres dreng Lasse. Først legede jeg lidt med Lasse, og så var vi ude for at skyde fyrværkeri af.

Vi skulle alle fire sove der, og jeg fik lov til at sove i Lasses seng, der havde rutsjebane. Det blev lidt sent, inden jeg kom i seng – og til sidst bad jeg selv om at komme ind at sove.

Næste dag var alle vist lidt trætte, så det blev en slappedag, hvor mor og far sov lidt på skift. Om eftermiddagen var jeg en tur på legeplads med Vilde og mor, mens det var fars tur til at sove.

Om onsdagen startede hverdagen så igen med børnehave. Men det var nu også rart at se mine venner.

Lørdag var jeg ude at købe sandaler med mor – som jeg skal bruge på min ferie. Mor og far fik også hængt den discokugle op, som det havde købt til Vilde og jeg.

Søndag tog vi på Statens Museum for Kunst, hvor der var et værksted for børn. Her kunne man både tegne, klippe, klistre, male og en masse andre ting.

Det var en sjov weekend. Mandag var til gengæld ikke så sjov, for der skulle jeg vaccineres – og jeg kunne godt huske, hvor ondt det havde gjort hos lægen.

Først var det fars tur, og det så nu ikke ud som om, at det gjorde ondt. Men da det blev min tur, sprællede jeg og skreg, så dem i venteværelset nok har tænkt deres. Til sidst fik jeg mit stik, og det gjorde også en lille smule ondt. Det hjalp dog, at jeg fik fredagsslik på en mandag – både af lægen og af mor og far. Og så fik jeg også et klistermærke.

I sidste weekend var jeg så på besøg hos farmor, for mor og far skulle til en forsinket julefrokost. Mor og far kørte mig derud, og da Vilde havde sovet til middag, var vi på legeplads.

Næste dag var vi også en tur på legeplads, inden farmor kørte os hjem igen.

Min søvn i den sidste tid har været lidt op og ned. Efter i en periode faktisk at have sovet til 6.30, er jeg igen begyndt at stå tidligt op – dvs. mellem 5.15 og 6. Men så står far op og tænder tv’et (så det er klart, når der starter børneudsendelser kl. 6). Indtil da spiller jeg lidt på mors iPad, mens far sover lidt videre.

Det sker dog også, at mor allerede er oppe, for hun er begyndt på et arbejde, hvor hun skal møde meget tidligt enkelte dage.

Der har også været nogle aftener, hvor jeg ikke har kunne sove – til trods for, at jeg har været meget træt. Og enkelte nætter er jeg vågnet og kommet ind på en madras hos mor og far.

Sidst men ikke mindst har jeg fundet ud af, hvad det vigtigste i verden er. Da mor spurte mig om det, svarede jeg: “Det vigtigste i verden er at lege. Og aftensmad. Og kød”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *