I søndags var vi alle fire i Dyrehaven. Jeg havde min løbecykel med, og Vilde var i klapvogn, så vi kunne rigtig komme vidt omkring.
Og det var også vigtigt, for målet var at se dådyr og også gerne en kronhjort. Først kunne vi ikke se nogle, men så pludselig fik vi øje på nogle dådyr et godt stykke væk. Og da jeg kiggede nærmere efter, kunne jeg også se en kronhjort lidt væk fra dådyrene – og den havde mor og far ikke en gang fået øje på.
Da vi så vendte os om, så vi pludselig en kronhjort 20 meter fra os. Så vores frygt for slet ikke at få set nogle dyr, var helt ubegrundet.
Kronhjorte og dådyr var dog ikke det eneste, som vi så. Vi løftede også op i barken på en træstamme, og der var en masse bænkebiddere under. Så det var dyr i alle størrelser.
Heldigvis kunne man også få lidt snack i udkanten af skoven, så jeg fik både brændte mandler og popcorn.
Efter at vi havde været i skoven, gik vi en tur ind på Dyrehavsbakken. Der var godt nok lukket, men det var sjovt alligevel.
På vejen hjem lørte vi forbi Ikea for at købe en kommode. Her fik vi også en pølse med brød.
Dagen før havde vi været ude at købe støvler til Vilde og jeg. Og senere kom Olivia på besøg. Det var rigtig hyggeligt, for vi både legede og bagte kage sammen med mor. Og nogle dage tidligere havde jeg været hos Olivia, hvor jeg også spiste aftensmad.
I torsdags var hele børnehaven på besøg for at fejre min fødselsdag (lidt forsinket). Det var rigtig hyggeligt. 9.45 kom der 19 børn og tre voksne – og de fleste var inde på mit værelse på en gang. Jeg har aldrig set så mange mennesker derinde før. Efter de havde leget med alt mit legetøj (også noget jeg faktisk havde glemt, at jeg havde) et stykke tid, fik de frokost: pølsehorn, pizzasnegle, majskolber, frikadellespyd, agurkestænger, gulerødder – og ikke mindst en “bolleprinsesse”. Og de var åbenbart sultne og kunne lide maden, for de spiste stort set det hele.
Bagefter sang de fødselsdagssang – og da jeg blev spurgt, hvilken en af dem, som jeg ville have, var jeg smart nok til at sige dem begge (både den almindelige og den med instrumenterne).
Kl. 12 skulle de så af sted igen, og jeg tog med tilbage til børnehaven. Så kunne mor og far klare oprydningen.
Da jeg kom hjem, var Olivia der allerede, og lidt efter kom Rosa også. De spiste aftensmad hos os, og så legede vi lidt bagefter. Så det var en rigtig hyggelig dag.
I fredags var der så OL i børnehaven – som afslutning på en uge med temaet “bevægelse”. Her havde de voksne fundet på en masse konkurrencer, hvor man bl.a. skulle hoppe med samlede ben mellem nogle hullahopringe, løbe med en kartoffel på en ske og køre om kap på løbecykler. Den mest fjollede konkurrence var dog der, hvor man skulle kaste med en gummistøvle.
Det var meget hårdt med alle de konkurrencer, så da mor om aftenen læste for mig, sagde jeg pludselig “jeg er så træt” – og så sov jeg et øjeblik efter.
Jeg er også begyndt at sove lidt længere om morgenen. Det tidligste, som jeg er stået op, er omkring kl. 6.30-6.45. Og flere dage er den blevet 7.15-7.30, før jeg har været oppe. Eneste undtagelse var i søndags, hvor jeg ikke kunne sove til mere end 5.45 – og efter at have ligget en halv times tid, stod jeg selv op. Så lå jeg inde foran fjernsynet en times tid. Jeg havde også fået lov til at spille på mors iPad, så det gik der også noget tid med.
Til gengæld har jeg også haft en periode, hvor jeg ville ind for at sove hos mor og far om natten. Så næsten hver nat kom jeg ind på madrassen. De seneste nætter har jeg dog sovet igennem i min egen seng.
I går var vi så til Peter Pedal show i kirken. Det var dog lidt en skuffelse, for Peter Pedal var der slet ikke – kun Manden med den Gule Hat. Der blev læst en historie op om, at Peter Pedal får en ny cykel – og så skulle en stor dreng forestille Peter Pedal, som lærer at cykle. Han var ret god til at lave alle mulige tricks på cyklen, men han kunne nu godt have taget en dragt og et hoved på.
Bagefter fik alle børnene et stykke banan af Manden med den Gule Hat, og så kunne vi lave avisbåde og sætte badeænder i dem. Vi sang også to sange, hvor den ene var en børnesang – og den anden en meget kedelig voksensang (med mange vers).
Heldigvis sluttede dagen med pizza derhjemme, så det var dejligt.
