Hvor bliver sommeren af?

Nu må den sommer godt snart komme. Jeg er klar til mere hygge i gaden og grillmad – og gerne en tur på stranden.

Min cykel er endda blevet repareret (og fået støttefod), så den kører fint nu. Pga. vejret og travlhed har jeg dog kun været ude at prøve den en gang. Så far eller mor må stadig gå med et kosteskaft og støtte mig.

Vilde og jeg er også blevet passet af mormor og morfar et par gange. Første gang var grundlovsdag, hvor mor var på arbejde og far skulle spille musik i Svogerslev. Børneambassaden havde lukket, så mormor og morfar kom ind til os. Vi var bl.a. en tur i Landbohøjskolens Have, hvor de så troldetræet og haletudserne. Så det var hyggeligt.

Nogle dage senere i weekenden var Vilde og jeg så oppe hos dem for at blive passet. Mor og far havde oprindeligt haft planer sammen med Heidi og Svend, men de var blevet aflyst. De havde dog holdt fast i aftalen med mormor og morfar, så de kunne få lidt tid for dem selv.

Så lørdag kørte vi alle fire derop, og søndag blev vi så hentet igen. Mens vi var deroppe, var vi bl.a. på stranden, hvor jeg fik soppet lidt. Søndag var jeg godt træt, så mens mormor læste historie for mig, faldt jeg i søvn på sofaen – og vågnede først da mor og far var der.

I weekenden var far til 20 års jubilæum med sin gymnasieklasse, så jeg var alene med mor og Vilde en del af weekenden. Om lørdagen var tog vi Olivia (men ikke Shyam og Zandra) med på legeplads. Det var rigtig hyggeligt – specielt fordi vi sluttede af med en is. På vejen tilbage så jeg en mand, som jeg pegede på (ca. tre meter væk) – mens jeg sagde “Se lige ham der. En mand kan da ikke have langt hår”. Mor blev vist lidt flov, men mandens kone grinede meget af det. Så det gjorde vist ikke noget.

Søndag var jeg først en tur i gården med mor. Og senere tog vi alle fire i haven, hvor jeg øvede mig på min cykel. Dagen sluttede med en tur på McDonalds for at få is – i øvrigt den femte i løbet af weekenden. Så det var en god weekend.

Så har der jo også været EM i fodbold i Ukraine. Forleden så jeg fodbold sammen med far. Jeg nåede også lige at opleve, at far bandede højt (selvom man ikke må), da Portugal scorede fem minutter før tid. Og så faldt jeg ellers i søvn på sofaen, inden kampen var slut.

Jeg har også været på et par ture med børnehaven – som vi jo plejer om torsdagen. Den ene torsdag var vi til fødselsdag hos George, og den næste torsdag var vi på Forums legeplads.

Forleden blev jeg i øvrigt også lidt nostalgisk, da mor satte Muse på – som jeg har danset vildt til, da jeg var mindre. Og så gav jeg den ellers gas igen.

Det går efterhånden også rigtig fint med at sove. Enkelte gange vågner jeg om natten – og kommer nogle gange ind til mor og far. Men for det meste sover jeg igennem uden at vågne. Normalt kommer jeg i seng omkring kl. 19-19.30, og så er jeg begyndt at sove til omkring kl. 6.30-7.

Der er dog undtagelser. I går ville jeg ikke rigtig sove, så den blev næsten halv ni, før jeg faldt i søvn – efter en del skrig og skrål. Og det er da også sket, at jeg er vågnet allerede kl. 5.30.

Men for det meste sover jeg faktisk fint. Så hvis mor og far er trætte om morgenen, er det i hvert fald ikke min skyld.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *