På ferie uden ble

Jeg har været på ferie helt uden ble – i hvert fald næsten.

I sidste uge var vi på ferie i sommerhus, og der havde jeg kun ble på, når jeg skulle sove og når vi skulle køre langt i bil. Resten af tiden gik jeg rundt uden ble – og der skete kun uheld et par enkelte gange. Resten af tiden gik det fint med at sige til, når jeg skulle på toilettet.

Til at starte med var jeg også hos bageren uden ble, men efter et par dage udvidede vi, så jeg også kørte helt til Bogense uden at have ble på. Det var en tur på flere timer.

Turen til sommerhuset, der lå på Fyn ved Bro Strand (mellem Middelfart og Bogense), var ellers ikke speciel sjov. På vejen skulle vi besøge Rita og Jesper i Slagelse – en køretur der burde tage en time. Men den varede fire timer pga. en skidt kombination af trafik og vejrarbejde. Så selvom jeg fik to toiletstop i græsset, var det en lang tur. Og den blev heller ikke ligefrem kortere af, at jeg ikke sov middagslur.

Vi var først fremme hos Rita og Jesper kl. 15 – men både Vilde og jeg tog faktisk turen ret pænt. Mor og far var vist mindst lige så utålmodige til sidst.

Hos Rita og Jesper fik vi lidt frokost, og jeg legede med deres dukkehus. Vi kørte videre kl. 16.30, hvor jeg endelig fik sovet lidt i bilen. Kl. 19 var vi ved sommerhuset, og jeg sov først kl. 21.

Det betød dog ikke, at jeg sov længere næste dag. Faktisk var jeg oppe kl. 6 næste morgen. Min søvnlængde er ellers blevet lidt mere varieret. De fleste morgener sover jeg til minimum kl. 6 (ikke noget mere 5.15 mere) – og det sker ofte, at klokken bliver næsten syv, før jeg står op. Desværre for mor og far er Vilde begyndt at vågne en del i de tidlige morgentimer.

Sommerhuset lå ved en fin lille strand, som vi gik ned til flere gange – bl.a. for at samle sten. I området var der også hele to legepladser, så det var et fint sted for børn. Desværre fik jeg ikke leget med andre børn – det havde mor og far ellers håbet på, at der var mulighed for, når de havde bestilt et sommerhus i et feriecenter.

Desværre var vejret ikke specielt godt. En enkelt dag var det rigtig fint, så der var vi meget ude – og grillede om aftenen. De resterende dage var det lidt blandet med en smule sol, lidt regn og ellers overskyet. Et par dage havde vi også heldagsregn. Men det var nu også hyggeligt nok med en hyggedag indenfor.

Vi var også på flere ture. Den ene dag besøgte vi oldefar i Randers (hvor farmor også var på besøg). Først var jeg lidt genert (bl.a. også fordi jeg lige havde sovet), men efterhånde tøede jeg op. Det hjalp også lidt, at jeg både fik kage og bolcher. Og oldefar var helt sikkert glad for at se både Vilde og jeg.

På vejen tilbage til sommerhuset kørte vi forbi Himmelbjerget. Udsigten var fin – men jeg var nu mere interesseret i legepladsen. Og så fik jeg brugt den 20’er, som jeg havde fået af mormor. Først købte jeg en is og fik en 5’er tilbage. Derefter fik jeg en slikkepind, og så havde jeg to kroner tilbage, som jeg må bruge på et andet tidspunkt.

Vi besøgte også oldemor i Tørring. Her fik jeg en stor is, og bagefter lavede oldemor og jeg puslespil. Det var rigtig hyggeligt.

Efter besøget kørte vi til Givskud Dyrepark. Mor og far havde regnet med, at jeg var meget interesseret i at se dyrene, så de havde flyttet mit autosæde op på forsædet, så jeg rigtig kunne se. Men faktisk var jeg mere interesseret i at trykke på alle knapperne foran.

Efter at have kørt og gået rundt i parken i noget tid, kom vi endelig frem til legeområdet. Her fik jeg først en is, inden jeg blev sluppet løs blandt klappegederne. Men dem var jeg nu heller ikke så interesseret i – jeg ville meget hellere prøve rutsjebanen.

I det hele taget var legepladsen et meget større hit end dyrene. Specielt var jeg glad for hoppepuderne og trampolinerne. Men også legepladsen for de mindre børn var sjov. Så måske vi bare skulle have kørt direkte til legeområdet med det samme i stedet for at kigge på dyr først.

På vejen tilbage til sommerhuset var jeg meget træt, for jeg havde ikke nået at sove til middag. Så der gik ikke lang tid, før jeg sov.

Hjemturen tilbage til Frederiksberg gik heldigvis meget nemmere. Der var ingen kø, så det tog ikke mere end et par timer. Jeg fik også sovet lidt i bilen – men ikke så lang tid, så da vi kom hjem, prøvede mor og far at lægge mig. Men jeg kunne ikke falde i søvn, så endnu engang blev det kun til en kort middagslur.

I går var vi så på besøg på Helen, Jens og Lasse. Det var rigtig sjovt – specielt fordi jeg kunne lege med alt Lasses spændende legetøj. Og så fik vi boller og jordbærkage.

Jeg er også blevet bedre til at tælle. Nu husker jeg faktisk fem de fleste gange, når jeg skal tælle til ti. Syv glemmer jeg dog stadig – men mon ikke jeg lærer det en eller anden dag.

Og så har jeg som sædvanlig sagt noget sjovt. Da jeg skulle i bad forleden, sagde jeg til mor “Du skal fylde vand i. Badekarret er fyldt ned”. Hm, det modsatte af at noget er “fyldt op” er tilsyneladende ikke “fyldt ned”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *