Jeg er blevet glad for at synge. Specielt kan jeg godt lide at synge “Lille Peter Edderkop”. Faktisk har jeg sunget den længe, men af en eller anden grund er det først nu, at mor og far forstår, hvad jeg synger.
Der går godt nok lidt kludder i teksten en gang imellem, og jeg kan da også bedste lide den del med regnen, så det vers synger jeg flere gange. Ofte lyder det omtrent sådan her “Lille Peter Edderkop … kravlet muren … så regnen … ned igen”. Men jeg skal nok få den lært helt.
Jeg er også blevet rigtig god til at tælle. Jeg kan næsten tælle til ti. Det er sådan her: “1-2-3-4-5-6-7-8-9-7”. Mor og far sidder spændt og venter, mens jeg tæller. Men så driller jeg dem ved at sige syv i stedet for ti til sidst. Eller også er det måske fordi jeg glemmer, at det hedder ti.
For et par uger siden kunne jeg slet ikke nå lyskontakterne, men nu er det ikke noget problem. Så jeg må være vokset en del det seneste stykke tid. Nogle af mine bukser er da også begyndt at stumpe lidt. Men det er i hvert fald sjovt selv at kunne tænde og slukke lyset.
Det er dog ikke hele tiden, at jeg opfører mig som en stor pige. Her på det sidste har jeg klynket en del. Men det er nu ikke fordi, at jeg er ked af det. Det er vist bare mere en dårlig vane. Mon ikke det snart går over.
Jeg holdt dog en pause med klynkeriet i sidste weekend, da jeg blev passet af farmor. I det hele taget plejer jeg at være rigtig nem, når jeg er hos farmor eller mormor og morfar. Jeg brokker mig ikke, sover nogenlunde fint om natten og er i det hele taget rigtig sød. Til gengæld falder der så altid lidt slik, kage og is af; noget for noget.
Jeg er også blevet rigtig god til det med toilettet. Når jeg får bleen af, så siger mor og far, at jeg ikke må tisse på gulvet (i seng, sofaen, …); og så gør jeg det heller ikke. Til gengæld kan jeg faktisk ofte godt tisse på kommando, når jeg bliver sat op på toilettet. Og så får jeg både klapsalver og stor ros. Mon det bliver ved, når jeg bliver teenager?
Når der skal dækkes bord, er jeg også begyndt at hjælpe mere til. Mor og far blev dog ret imponeret forleden, da jeg ikke bare havde båret tallerkenerne over til bordet; men også stillet dem lige præcis der, hvor vi sidder.
Mor og far prøver også at lære mig at sige “be’ om”. Det kniber dog lidt at huske det, så som regel når jeg at sige “aaa aaa” og peger, inden jeg husker at sige “be’ om kartoflerne”.
De siger også, at jeg ikke må proppe munden, men så må jeg fortælle dem, at jeg altså har tygget af munden (“Jeg har tytte månen”). Det er dog ikke altid, at de forstår det.
Jeg har også haft stor glæde af, at jeg har lært at puste lys ud. Det kan man faktisk bruge til mange ting; f.eks. at puste sæbebobler. Det er jeg blevet ret god til selv.
En anden ting jeg er god til, er at sætte perler på en snor. Og det er faktisk ret svært, for snoren er stor og hullet er meget lille. Men nu har jeg jo altid været ret god finmotorisk, så det er nok derfor, at jeg er blevet så god til det.
Sidst men ikke mindst har jeg også fundet ud af, at jeg har udtalt mit navn forkert indtil nu. Før sagde jeg “Dida”, men jeg hedder åbenbart “Frida”. Så det siger jeg nu.
Nu skal jeg så bare lige have fundet ud af, om det hedder en “didila” eller en “cykel”.