Jeg har fået fire nye venner, som er inde i fjernsynet. De hedder Tinky Winky, Dipsy, Laa-laa og Po. Tilsammen kalder de sig Teletubbies.
Det startede med en enkelt DVD, hvor de dansede. Den blev jeg så glad for, at far og mor købte tre DVD’er mere med dem.
Jeg har ellers indtil nu ikke haft lyst til at se tv, men med Teletubbies kan jeg sidde længe i min æsel-stol, og bare kigge på dem – når jeg da ikke lige føler for at rejse mig og danse med.
Om morgenen ser jeg lidt Teletubbies, inden jeg skal i vuggestue. Og når jeg kommer hjem, får jeg også lov til at sidde lidt og slappe af. Så får mor og far også ro til at få lavet mad.
Indtil nu har der ikke været nogle begrænsninger på, hvor meget jeg må se. Men hvis det tager overhånd, så kan det da godt være, at mor og far slukker. På den anden side, så får jeg jo rørt mig en masse i vuggestuen. Det er jo også rart bare at slappe af en gang imellem.
Men jeg har trods alt også lavet andet end at se Teletubbies.
Lørdag for næsten to uger siden, var vi med Olivia, Zandra og Shyam i Zoologisk Have. Og om aftenen var vi på besøg hos dem. Det var en rigtig hyggelig dag.
Sidste lørdag var vi en tur i Fælledparken, hvor der var 1. maj arrangement. Der var dog mest en masse unge, som drak Bacardi Breezer, så vi blev der ikke så længe.
Om søndagen var vi på besøg hos mormor og morfar. Her var vi bl.a. på stranden.
Jeg er stadig lidt forkølet og har også haft øjenbetændelse. I onsdags var jeg hos lægen for at få kigget på de knopper, som jeg har om munden. Men der var ikke så meget andet at gøre, end at smøre dem med lidt creme.
Det sidste stykke tid har jeg også haft nogle soveproblemer. Normalt har jeg ikke problemer med at falde i søvn, når jeg bliver lagt. Men den sidste uges tid har mor og far måtte kæmpe noget med mig, før jeg har sovet. Ofte er jeg først faldet i søvn omkring kl. otte.
Jeg er også vågnet en del gange – bl.a. pga. min hoste. Til gengæld er det sket flere gange, at jeg har sovet tre timer til middag.
Mor og far er også gået i gang med noget de kalder toilettræning. Det er noget med, at jeg bliver sat op på toilettet på et særligt børnesæde – og så kan jeg ellers sidde der. Jeg er ikke altid lige vild med det, men et par gange er det da lykkedes at gøre det, som er meningen.
Så er mit ordforråd også blevet udvidet væsentligt. Jeg er blevet ret god til at gentage ordene, når jeg hører dem.
Jeg har bl.a. lært at sige mit eget navn (“Dida”) og Nuldehund (“Nu nu” eller “Nul nul”). Jeg har også fundet ud af, hvad den brune drik hedder, som mor og far drikker. Den hedder “dola”.
Jeg har også lært mig selv nogle høflighedsfraser som “vi ses” (“si ses”) og “tak for mad” (“mad mad”).
Det er dog stadig et problem at udtale visse bogstaver som f.eks. “f”. Så far hedder stadig “bar”.
