Vintertid – hvad er det?

Det er noget mærkeligt noget. Mor og far bliver ved med at snakke om, at jeg står tidligt op – men jeg står da op på samme tid, som jeg plejer.

Det startede søndag morgen. Jeg valgte at sove længe, men da jeg vågnede, syntes mor og far det var helt fantastisk, at jeg havde sovet til kl. 6 – men det er jo der, jeg plejer at stå op. Og nu havde jeg sovet en time længere.

Mandag morgen vågnede jeg så til sædvanlig tid, men mor og far så godt nok trætte ud. De påstod også, at klokken kun var 5. Onsdag morgen var den helt gal. Jeg vågnede en halv time tidligere end jeg plejer, og så fik jeg at vide, at klokken kun var 4.30. Nå, men jeg kunne altså ikke sove længere.

De sidste par morgener har mor og far påstået, at jeg er vågnet kl. 5. Det er noget de kalder vintertid – noget med at man stiller havemøblerne tilbage. Men vi har jo ikke nogen havemøbler, så jeg forstår det ikke helt.

Til gengæld har jeg lagt mærke til, at jeg kommer senere i seng (selvom mor og far påstår at klokken kun er 18). Når jeg nu tænker nærmere over det, så kommer jeg også senere i vuggestue, får senere frokost og bliver hentet senere. Det er altså noget mærkeligt noget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *